Squeeze

De fleste mennesker har urimelige huller i deres musikalske lytteunivers. Et af mine urimelige huller hedder Squeeze.

Jeg fejrede nytårsaften 2014 i Manchester, og her havde min ene søster lavet en mix-cd med gamle firsernumre, som hun måske ikke helt var gammel nok til at kunne huske så godt. Et af dem var “Cool For Cats” med Squeeze, og da jeg lyttede til det, mindedes jeg min gymnasietid i 1979 hvor Peter fra min klasse var helt pjattet med dette London-band og ofte talte om hvor fremragende sangskrivere Chris Difford og Glenn Tilbrook var. Men dengang fik jeg aldrig taget mig sammen til at lytte til Squeeze. Jeg forbandt dem desværre alt for meget med det underlige novelty-hit med den påtagede cockney-stemning.

Senere samme nytårsaften 2014 i Manchester tændte vi for BBC1, og her var der nytårsshow med Jools Holland (Ronnie Spector, der er en enorm paryk med en ældre dame monteret nedenunder, sang nytåret ind, men det er en anden historie). Ikke mange husker at Jools Holland i en fjern fortid var manden med cigar bag klaveret i Squeeze. Jeg havde såmænd også glemt det, men denne aften blev jeg mindet om det.

Og nu sidder jeg så her i 2015 og får omsider taget mig sammen til at lytte ordentligt til Squeeze. Jeg bliver mindet om især de samtidige Split Enz fra New Zealand, dem, der senere blev til Crowded House. En del mennesker ved hvor højt jeg sætter Finn-brødrenes sangskrivning, og derfor er det tæt på at være utilgiveligt at jeg i så lang tid ganske har negligeret Chris Difford og Glenn Tilbrook.

Peter fra min klasse døde for 3 år siden, så jeg vil desværre aldrig kunne fortælle ham at jeg omsider har fundet frem til Squeeze.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar