Markedet

Det blev en lang andendag på kurset om Horizon 2020-ansøgninger; først klokken 17.45 sluttede vi. Flere deltagere havde været nødt til at gå inden da, for de skulle nå et fly hjem, og til sidst rundede kursusholderen da også nogenlunde hurtigt af efter to dage med en masse information og måske lidt for mange PowerPoint-slides.

Jeg brugte min sidste aften i Berlin sammen med Ronnie Nielsen, der for fem år siden flyttede permanent hertil fra København. Vi har fulgt hinanden via de sociale medier (især Facebook og Google Plus), og det er ikke svært at bemærke Ronnies mange interessante blogindlæg på hans websteder – om rock og elektronisk musik, om kompositionsmusik, om fodbold og Formel 1, om film, om politik, om teknologi og om miljø. I det hele taget er Ronnie en flittig bruger af WWW som kommunikationsmedium og hans delvist virtuelle firma Signal Digital gør sig da også her. I aften mødte vi hinanden for første gang.

Ronnie foreslog at vi skulle tage til Markthalle Neun, og det var jeg helt med på. Dette overdækkede marked er et meget stemningsfuldt og tæt besøgt sted med et særdeles righoldigt har et udvalg af street food fra alle verdenshjørner og et godt udbud af alskens drikkevarer og desserter tillige. Ronnie fik smagt hvad der måske var hans livs første veganske burger og dessert i form af en vegansk cheesecake – så nu ved han lidt mere om dén side af tilværelsen. Som kender i denne sammenhæng kan jeg røbe at begge dele var særdeles velsmagende, og den tyske IPA, der kunne købes på fad, var heller ikke helt skidt.

Det blev en hyggelig aften, hvor vi fik talt om Egholmmotorvejen, EU-ansøgninger, japanske balletbørn, det at rejse til New York, Jellingstenen, Daniel Barenboim, The New Pornographers, dansk provinsialisme og udsyn, forskellene mellem bydelene i Berlin, koreanske læger og meget, meget andet.

(Visited 43 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar