Undersøgelser af livet

examinedlife

Jeg blev i dag færdig med at læse The Examined Life, en lille bog af Stephen Grosz, der med rette har fået en hel del positiv omtale. I sin bog samler Grosz en lang række korte beretninger om mennesker, han har mødt i sin praksis som psykoanalytiker i London.

Nogle af beretningerne er paradoksale, og mange af paradokserne stammer fra menneskers benægtelser og “spaltninger” af virkeligheden. En af de beretninger, jeg især bed mærke i, var faktisk ikke taget fra Stephen Grosz’ praksis, men handler derimod om den rejse, han forærede sin far og som gik til en del af Ukraine, der tidligere var del af Ungarn. Her var Stephen Grosz’ far født og herfra flygtede han inden 2. verdenskrigs udbrud – og undgik dermed Holocaust. Ikke meget er længere som for 70 år siden, men nogle gamle bygninger, som faderen kan huske, står endnu tilbage. Og alligevel benægter faderen på det bestemteste af f.eks. det L-formede værelse han besøger er det  L-formede værelse, som han boede på efter at været flyttet hjemmefra. Ej heller kan han forbinde den gamle mølle på marken med den gamle mølle, han huskede fra sin barndom. Stephen Grosz synes at faderen er urimelig – især når der nu er en lokal ukrainsk rejsefører, der gør en masse for dem. Men senere forbinder Grosz denne rejse tilbage i tiden med de “rejser” tilbage i fortiden, han selv sender sine patienter ud på og fungerer som en slags “rejsefører” i. Da kan han også se at de barndomssteder, som faderen holdt af ikke længere er dem, netop fordi personerne fra dengang er væk.

The Examined Life er også i høj grad en undersøgelse af hvordan mennesker kan forandre sig og af hvordan terapeuten kan indgå i denne forandringsproces. Det er interessant at læse hvordan Stephen Grosz på én gang lever sig empatisk ind i sine patienters situationen og hele tiden er bevidst om ikke at måtte lade sig suge med ind i den. Det er en form for professionelt nærvær, alle der har med mennesker at gøre, bliver nødt til at finde frem til – jeg kender også selv disse overvejelser som underviser.

Når jeg læser alle disse andre korte beretninger, giver det mig endnu engang lejlighed til at tænke over hvorfor menneskesindet er skruet sammen som det er. Og jeg bliver igen bestyrket i at filosofien er én tilgang til at forstå mennesket, litteraturen er én anden og psykologien er en tredje. De tre tilgange er på hver deres måde lige gyldige, men ingen af dem er ligegyldige. Tværtimod.

Herunder er således en samtale mellem Stephen Grosz og Karl Ove Knausgård.