Det trygge diktatur

Augusto Pinochet, San Bernardo, Chile, 86 -15_resized

I dag bliver der offentliggjort en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, der viser at omkring 12 procent af de adspurgte i en opinionsundersøgelse er positivt stemt over for bestemte udemokratiske styreformer i Danmark. For få dage siden viste en anden undersøgelse at at en tilsvarende andel af de adspurgte danskere ville være tilhængere af et politisk parti til højre for Dansk Folkeparti.

Dette er interessant på en trist måde, for begge resultater antyder at der formodentlig kunne være grobund for et nazistisk orienteret parti i Danmark. Det er også interessant og trist, at de vælgere, der er mest positivt stemt over for udemokratiske styreformer, findes i de populære partier Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Men noget andet interessant er at spørgsmålene i Ugebrevet A4s undersøgelse er formuleret i positive vendinger.  Her er to eksempler:

  • Hvordan vil du vurdere nedenstående politiske styreformer som måder at styre Danmark på? – At have en stærk leder, som ikke behøver at bekymre sig om Folketing eller politiske valg
  • Hvordan vil du vurdere nedenstående politiske styreformer som måder at styre Danmark på? – At lade forsvaret bestemme

Hvis man i stedet havde spurgt om Danmark skulle have en diktator eller om der skulle indføres militærdiktatur – to begreber, jeg ikke kan mindes nogensinde at have hørt nogen herhjemme anvende positivt – kan man sagtens forestille sig at svarene havde været lidt anderledes. Og hvis man også havde spurgt om holdningerne til de sædvanlige konsekvenser af diktatur, dvs. et forbud mod oppositionspartier og foreningsfrihed, fængsling af politiske modstandere, fjernelse af ytringsfrihed (!) osv., kunne svarene måske også have været mindre positive.

Alt dette peger for mig at se på at de udemokratiske tendenser (som vi ved findes herhjemme) vil gå temmelig forsigtigt til værks og, sådan som man typisk ser, ikke appellere ikke til et ønske om at blive undertrykt og nægtet rettigheder, men til et behov for en bestemt slags tryghed. Helt tilsvarende er der da også i en del af de love, som nuværende regeringspartier både herhjemme og andetsteds forsøger at få gennemført, på en og samme tid et ønske om tryghed og en afskaffelse af rettigheder.