Historien slutter med mig – lige nu!

calvin-on-end-of-history

I 2013 bad de tre amerikanske psykologer Jordi Quoidbach, Daniel T. Gilbert og Timothy D. Wilson i alt 7519  voksne forsøgspersoner udfylde en personlighedstest. De bad dem udfylde testen hele tre gange: Første gang som de ville svare nu. Anden gang som de mente at de ville have svaret for 10 år siden. Tredje gang som de mente at de ville svare om 10 år. En sammenligning med en anden gruppe forsøgspersoner, som man havde testet to gange, nemlig i 1995-1996 og igen i 2004-2006, afslørede at den faktiske ændring i personlighed  stemte godt overens med de ændringer, de 7519 forsøgspersoner vurderede at have oplevet inden for de seneste 10 år. Til gengæld undervurderede de 7519 forsøgspersoner ændringerne i deres personlighed når det gjaldt fremtiden. Kort sagt: der var en tydelig tendens til at forsøgspersonerne mente at de havde ændret sig meget indtil nu men at de ikke ville ændre sig meget i de kommende 10 år.

Dette tyder på at vi som mennesker fejlagtigt tror at det menneske, vi vil være senere i livet, vil have det samme sind som det menneske, vi er nu. Denne illusion kalder de tre psykologer for en end of history-illusion. Det minder da også forbløffende meget om den påstand, Francis Fukuyama fremsatte i 1989, da Berlinmuren faldt, nemlig at nu var historien slut. Den vestlige produktionsmåde og det vestlige politiske system havde vundet! Mange år senere trak Fukuyama som bekendt den påstand tilbage.

Hvorfor havner man i den fælde at tro at man selv udgør historiens kulmination? Der er formodentlig to grunde. Den ene er selvtilfredshed (hvis man ellers er tilfreds med sig selv!) og en uvilje til at tro at man en dag vil ændre sindelag. Den anden er at det ganske enkelt er svært at spå om hvordan man vil være om 10 år; så er det mest oplagte at regne med at alt til den tid vil være næsten som det plejer.

SYRIZA

syriza

Hvis man har læst tidligere indlæg fra mig, ved man forhåbentlig at jeg bestemt ikke er tilhænger af den nyliberalistiske tilgang til håndtering af økonomiske kriser – den vej, der går gennem nedskæringer, der først og fremmest rammer almindelige borgere. Det er kun meget sjældent de rige og magtfulde, der holder for, når krisen bliver hverdag. Jeg vil ikke lægge skjul på at det i mere end én forstand er befriende at der nu er et land, der siger nej til denne dagsorden. Og det kan ikke undre at det netop er Grækenland. Siden krisen slog igennem, har landet været præget af stærkt stigende fattigdom – fattigdommen blandt børn er fordoblet, det sociale sikkerhedsnet er væk, halvdelen af de unge er arbejdsløse – og fremkomsten af et uhyggeligt stærkt nazistisk parti, der har kunnet fare næsten uhindret frem. På mange måder giver dette mindelser om 1930’erne.

Jeg håber på det bedste, men jeg er samtidig klar over at Syrizas sejr måske svarer til at det eneste ikke-søsyge besætningsmedlem bliver udnævnt til kaptajn på et skib i orkan. Jeg ved også at Syriza kommer til at indgå kompromisser og derfor uundgåeligt vil komme til at skuffe nogen – et kompromis har man allerede indgået ved at danne en koalitionsregering med et lille højreorienteret parti.