Jamen, hvorfor kan de så ikke bare…?

rygere

Hvorfor er der kontanthjælpsmodtagere der ryger og går i byen lørdag aften? Hvorfor kunne de ikke bruge pengene på de fornuftige udgifter i stedet? Hvorfor gør nogle kontakthjælpsmodtagere i det hele taget noget, “vi der ved bedre” ved at de ikke burde gøre? Måske bliver de hos en voldelig partner. Måske køber de dyre ting og har derefter ikke råd til basale fornødenheder. Nogle politikeres holdning til mennesker på overførselsindkomst er baseret på dette spørgsmål.

For lidt over 3 år siden skrev jeg et langt indlæg om dette. Dengang var min pointe at en del privilegerede mennesker har svært ved at leve sig ind i mindre privilegerede menneskers situation. For nylig har der været et langt indlæg om det samme i The Guardian – og dets udgangspunkt er samme brist i empatien. Men der er også et andet vigtigt budskab i det.

Selvfølgelig vil jeg synes at det er bedre f.eks. ikke at ryge og ikke at blive hos en voldelig partner, men her er et spørgsmål jeg selv kan stille trygge middelklassemennesker (og jeg er selv et trygt middelklassemenneske): Har du nogensinde selv brugt for mange penge på noget, der objektivt set var overflødigt eller dumt, fordi du havde problemer?Jeg kunne også spørge om der var tilsyneladende trygge middelklassemennesker, der bliver hos en voldelig partner.

Svaret er nemlig at mennesker ofte ikke handler rationelt. Når vi har problemer, der virker uoverskuelige, handler vi især helt irrationelt.

Det er netop her, hele forestillingen om andre menneskers rationelle adfærd bryder sammen, og nogle gange måske også her at problemerne med indlevelse har deres udgangspunkt. Vi har meget nemt ved at kræve at andre mennesker handler rationelt, men vi skal huske at vi langt fra altid gør det selv. Og vi kan ikke engang være sikre på at vi kan få andre mennesker til at handle rationelt ved at præsentere dem for rationelle argumenter.

Den amerikanske filosof Charles Karelis er af den opfattelse at fattigdom sætter den økonomiske rationalitet ud af kraft. Når problemerne kradser ekstra meget,  kan man ganske enkelt ikke overkomme at handle rationelt. Fattigdom er ikke så meget noget, der manifesterer sig som mangel på penge, som det er den uoverskuelige samling af problemer, dette fører til. En sigende analogi som Karelis bruger, er denne: Hvis man får ét bistik, vil man gøre meget for at få det behandlet. Men hvis man får mange bistik, er der ikke rigtig nogen god grund til at kunne få behandlet ét af dem – de mange andre bistik gør stadig ondt.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar