Den hellige ild?

En overdrive-pedal til el-guitar.
En overdrive-pedal til el-guitar.

Forleden talte jeg med en kollega, der var kommet til Danmark for ikke så mange år siden. Han syntes at mange PhD-studerende ikke altid var dedikerede nok – “de ser det som et 8-til-4-job”, sagde han og græmmede sig. Jeg græmmede mig ikke og prøvede at forklare ham at vore dages akademiske verden er en anden en den, han kom fra. Det er i dag typisk at man ikke kan gøre akademisk karriere når man har en PhD, og samtidig bliver PhD-studerende hele tiden målt og underlagt alskens krav. Derfor bliver tilværelsen som PhD-studerende et ganske almindeligt job – det er ikke en særlig tilværelse for dem, der er i besiddelse af “den hellige ild”. Og fordi universiteterne forventes at “producere” mange PhD’er, bliver de PhD-studerende rekrutteret langt bredere end tilfældet var engang.

Med fare for at blive rubriceret som kedelig: Det er i det hele taget ikke godt at tænke på akademisk succes som værende forbeholdt “de særligt udvalgte”. Vejen til akademisk succes er i langt højere grad et spørgsmål om en fokuseret arbejdsindsats kombineret med en god begavelse end om at have en “særlig gave”. Og i nogle tilfælde er denne opfattelse af “de særligt udvalgte” direkte skadelig. En amerikansk undersøgelse fra sidste år tyder på at der er langt færre kvindelige PhD-studerende i fag, hvor man forventes at have “særlige evner”. Inden for filosofi er det kun 31 procent af PhD-studerende i USA, der er kvinder. I undersøgelsen spurgte forskerne mere end 1800 PhD-studerende, universitetslærere og postdocs inden for 30 fag og her fik de udsagn som bl.a. at

Being a top scholar of [discipline] requires a special aptitude that just can’t be taught,

Even though it’s not politically correct to say it, men are often more suited than women to do high-level work in [discipline].

Det turde næsten være overflødigt at sige at en sådan holdning heller ikke er gavnlig, hvis man tænker på hvordan den kan påvirke studerendes holdning til det at lære.