Du er bange!

panik

Der er nu gået to uger siden attentaterne i København. Det er gået hurtigt med at finde 1 milliard kroner til at bekæmpe terrorisme.  Medierne har omtalt attentaterne og gerningsmandens liv og død meget omfattende. Der er kommet en masse skarpe udtalelser fra politikere. Det er ikke svært at se kontrasten til den politiske hverdag: I mange andre sammenhænge er det anderledes svært for politikere at finde offentlige midler og at komme med utvetydige udtalelser, og mediernes dækning kan være sporadisk. Terrorisme og trusler om terrorisme skaber frygt, og frygten bliver meget ofte brugt som begrundelse for hurtige politiske initiativer.

Men vil alle disse initiativer kunne ændre noget, eller er de mest til for at berolige dem, der er bange? Den danske sociolog Aydin Soei, der har beskæftiget sig med unge i belastede kvarterer, sætter fokus på netop dette i en meget velskrevet kronik i Information i dag. Soei er også på det seneste blevet omtalt fordi han blev truet af gerningsmanden til attentaterne, da denne kun var 15-16 år.

I kronikken nævner Aydin Soei den britiske sociolog Kenneth Thompson, som skrev i 1998 en bog, hvori han talte om moralsk panik (moral panic). Begrebet stammer helt tilbage fra 1830 (!), men det fik især omtale da Stanley Cohen skrev om det i 1972 og siden igen med bl.a. Thompsons bog.  Moralsk panik er et bestemt mønster i samfundet (her som beskrevet af Aydin Soei):

  1. En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.
  2. Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.
  3. Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.
  4. Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.
  5. Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Hele mønsteret fra punkt 1 til punkt 5 er ét, vi kender fra mange sammenhænge: Ungdomsbander, rockere, ejere af kamphunde, arbejdsløse, folk der gifter sig med udlændinge, menneskesmuglere, pædofile, islamister osv. osv. Denne uges idé om at forbyde Hizb-ut-Tahrir er vel seneste eksempel på moralsk panik. En af de hyppige konsekvenser af den tilsyneladende handlekraft er begrænsninger af borgernes rettigheder – der kommer mere overvågning og flere kontrollerende sanktioner.

Aydin Soeis “kedelige” pointe er at den moralske panik ikke fører til de ønskede resultater.Det interessante og triste er at alle handlingerne i punkt 4 først og fremmest har til formål at berolige de borgere, der er bange. I tilfældet med radikalisering og kriminalitet har han en “kedelig”, men vigtig konklusion:

Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

Livet efter døden?

star-wars-star-wars-jedi

John Gray har en interessant anmeldelse i The New Statesman af en bog af Greg Garrett, Entertaining Judgement: the Afterlife in Popular Imagination, om hvordan moderne populærkultur skildrer ideen om et liv efter døden. Der er nogle film, der handler om livet efter døden, og nogle af dem er kendte – især kommer jeg til at tænke på Det er herligt at leve (på engelsk It’s A Wonderful Life) af Frank Capra.

Meget ofte er fremstillingerne af livet efter døden udtryk for de drømme, man har om det perfekte liv.  Problemet med det perfekte liv efter døden er desværre at det er så enormt kedeligt. På mange måder er science fiction langt mere troværdig som fremstilling af drømme end så mange andre fortællinger, herunder fortællinger om livet efter døden. I Storbritannien alene er der 176.000 der beskriver sig selv som tilhængere af Jedi-religionen, mens der kun er 26.000, der kalder sig selv for ateister.

Og så kan jeg ikke blive andet end fascineret af John Grays beretning om den engelske moralfilosof Henry Sidgwick, der brugte hele sin karriere på at finde ud af om der mon var liv efter døden. Det var der ikke, konkluderede han til sidst. Efter Sidgwicks død begyndte et spiritistisk medium at producere tekster, der hævdedes at være skrevet af Sidgwick, nu hvor han var død. Sidgwick var, sagde teksterne, temmelig forbløffet nu.

Hizb-ut-Tahrir

HT-Australia

Politikere fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og SF går nu ind for at Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Det er fristende, for hvor det er godt nok en ekstrem og ekstremt usympatisk organisation. Den er modstander af ligestilling og af demokrati; målet er at indføre et samfund baseret på islam, eller rettere: på Hizb-ut-Tahrirs specielle ideer om hvordan et samfund skulle være baseret på denne religion. (Der er som bekendt mange muslimer, der ikke er modstandere af demokrati.) Jeg har intet pænt at sige om Hizb-ut-Tahrir, måske lige bortset fra at de faktisk er en erklæret ikke-voldelig bevægelse. Der er faktisk ikke eksempler på at Hizb-ut-Tahrir udøver vold, og det er derfor svært at finde et juridisk uangribeligt grundlag for at forbyde en ikke-voldelig bevægelse. Også i Australien giver dette anledning til grublerier.

Desværre findes Hizb-ut-Tahrir også i mange andre lande. En oplagt omgåelse af et dansk forbud vil være at de interesserede personer bliver medlem af en udenlandsk afdeling – og man ville nemt kunne forestille sig at Hizb-ut-Tahrir simpelthen overførte alt deres danske propagandamateriale til det internationale websted. Andre af de foreninger, der direkte rekrutterer terrorister, virker åbenlyst ved vold – bl.a. er det som bekendt tilfældet med al-Qaeda. Dem ville man kunne forbyde, men ville det forhindre dem i at få sympatisører? Jeg tror det desværre ikke.

For år tilbage var jeg med til at protestere mod nazisterne, da de en længere overgang rådede over et hus i Nørresundby. Men jeg vil ikke gå ind for at nazistiske organisationer som f.eks. det danske nazistparti eller deres tilstræbt “stuerene” afkom Danskernes Parti skal forbydes. Derimod kan man retsforfølge ekstremistiske grupper for konkrete brud på loven – hate speech, voldelige overfald, trusler osv. Med andre ord: Vi bør kunne fange de udemokratiske organisationer på alt det ulovlige, de reelt gør –  og derudover protestere mod dem.

Det er vigtigt ikke at gøre de ekstreme bevægelser til martyrer –  ekstremt religiøse personer har en forkærlighed netop for martyrer. I Egypten har tilhængere af Hizb-ut-Tahrir også lidt den grusomme skæbne (og det mener jeg faktisk her!) at blive fængslet alene for deres holdninger, og nogle er blevet udsat for tortur. Der er ingen grund til at give Hizb-ut-Tahrir en chance for på nogen måde at kunne sammenlige Danmark med Egypten, og ved at forbyde dem i Danmark ender man meget let med uforvarende at levere ammunition til deres kritik af frihedsrettigheder og demokrati.

Hvis man skal udstille Hizb-ut-Tahrir som de latterlige mennesker, de dybest set er, kunne man prøve at stille dem spørgsmål om konkrete politiske problemer, som “kalifatet” ikke kan løse – dagpengeperiodens længde, Femern-motorvejen, havvindmøller, normeringer i daginstitutioner, taxameterprincippet osv. Det vil være spændende at finde ud af hvad de har at sige til alle disse “kedelige” problemstillinger, der er langt mere relevante for borgernes hverdag end et eller andet “kalifat”.

IKB45

Monochome blue sans titre (1960)
Monochome bleu sans titre (1960), IKB45

Også i dag bliver jeg mindet om Yves Kleins jagt på den perfekte blå nuance, som den tog sig ud i hans mange billeder med fællesundertitlen IKB (International Klein Blue). Se mere på Yves Klein Archives.

En forsendelse fra USA

Rhiannon Giddens

I dag lå der en pakke i A3-format til mig i cykelskuret, da jeg kom hjem. Havde jeg bestilt en bog på nettet? Nej, da jeg åbnede papæsken, lå der – den cd med Rhiannon Giddens, som jeg havde bestilt for mere end en måned siden. Jeg havde købt cd’en sammen med en MP3-download af albummet, så jeg kendte sangene på Tomorrow Is My Turn godt allerede nu.

Rhiannon Giddens er egentlig sanger og violinist i Caroline Chocolate Drops, der er et amerikansk old time string band. Deres musik er et sted mellem bluegrass, folk og blues. Men dette er Giddens’ soloalbum og på det kommer hun virkelig rundt omkring, samtidig med at albummet danner en helhed et sted mellem country,  bluegrass, folk, blues og nå ja, så meget andet.  Det hele er båret smukt igennem af Rhiannon Giddens’ meget udtryksfulde og smukke vokal. Titelnummeret forekom mig allerede ved første gennemlytning at lyde som en fransk chanson, og nu kan jeg da også læse at det er en engelsksproget udgave af en sang af Charles Aznavour, som bl.a. Nina Simone har fortolket.

Alle sange på Tomorrow Is My Turn er blevet gjort kendte (og i nogle tilfælde også skrevet) af kvinder. Der er en udgave af et Dolly Parton-nummer med masser af twang, og “Shake Sugaree” er et bluegrass-agtigt nummer der minder mig om Gillian Welch. Men det siger vel mest om mig selv, thi dette nummer er faktisk en gammel sang af og med Elizabeth Cotten, der kom fra North Carolina og havde afro-amerikansk baggrund – begge dele ligesom Rhiannon Giddens.

I den store æske lå der faktisk ikke kun cd’en med Tomorrow Is My Turn, men også et signeret billede af Rhiannon Giddens (man bemærker straks at hun, sagt på nordjysk, slet ikke er grim). Det billede kunne jeg måske også have downloadet, men det ville alligevel ikke helt være det samme. Og så lyder en cd altså også af noget ekstra i forhold til lyden af MP3 o.lign. (Om Tomorrow Is My Turn også kan fås på vinyl, ved jeg ikke.)

Forskergruppen som kult

Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.
Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.

I denne uge talte jeg med en tidligere PhD-studerende ved et dansk universitet, der nu havde fundet andet arbejde. Selv om han holdt af sit fag, var han blevet led og ked af den akademiske verden. Hans fornemmelse var at en bestemt af de forskergrupper, han havde været i berøring med på det institut, hvor han havde haft sin gang, efterhånden var kommet til at ligne en kult. Ja, det gjaldt vel egentlig for mange af dem.

En lignende tanke er kommet til at strejfe mig stadigt oftere. Jeg kender til ikke helt få forskergrupper rundt om i den akademiske verden, hvor lederen lader møderne i gruppen og fortællingerne om gruppen handle om lederens egne bedrifter, ikke mindst alle lederens egne midler og projekter, og arrangerer sociale begivenheder, der ofte har konkurrenceelementer hvor det vigtige er at lederen og lederens foretrukne vinder. Lederen er selvfølgelig medforfatter på de fleste artikler i gruppen. Og alle artikler i gruppen tager derfor altid udgangspunkt i samme grundlæggende paradigme. Lederens egen grandiositet er altid uantastet.

Steven Alan Hassan, der i sin tid var med i Moon-bevægelsen, er siden er blevet en ledende autoritet inden for kulter. Her er en oversigt over den adfærd, der ifølge ham er karakteristisk for en kult:

  • Adfærdskontrol:  man bruger en masse tid på indoktrinerings-sessioner og grupperitualer; man skal spørge om lov i tilfælde af større beslutninger; man skal indberette tanker, følelser og aktiviteter til overordnede
  • Informationskontrol: Adgang til information udefra frarådes eller minimeres (medlemmerne bliver holdt beskæftiget så de ikke har tid til at prøve), flittig brug af information som er blevet til inden for kulten (nyhedsbreve, skrifter, video osv.)
  • Tankekontrol: Det er nødvendigt at gøre gruppens doktriner til éns egen “sandhed”; ingen kritiske spørgsmål om hvorvidt lederes doktriner og beslutninger er fornuftige.
  • Emotionel kontrol: Omfattende appel til egen skyldfølelse; indoktrinering om at det er farligt at forlade gruppen eller sætte spørgsmålstegn ved lederens autoritet; de der forlader gruppen ses som svage og udisciplinerede.

Også store personlighedskulter som trives i diktaturstater fungerer efter disse principper. Nordkorea og dets kongerække af Kim’er er et velkendt eksempel. Men meget af ovenstående kan faktisk også siges om en del forskergrupper derude. Helt konkret blev jeg mindet om en gammel artikel fra 2009 om Milena Penkowa, fra før hun blev afsløret som fusker. Her er et sigende udpluk:

Lad os holde fast i din definition. Er du intelligent og mere end andre?

»Ja.«

Svaret falder prompte og understreges af et fast blik i de brune øjne.

»Min begavelse kommer til udtryk i det, jeg laver, og den måde, jeg tilrettelægger mit liv på. En del af intelligensbegrebet er også at undgå at komme i vanskeligheder. For eksempel at blive overfaldet eller omgås psykopater. Der er stor forskel på, hvordan folk indretter sig, og det kræver megen tankevirksomhed at lægge planer og få dem til at fungere, uden nogen opdager, at man har tilrettelagt det hele for dem. Forskning er det, jeg bruger flest kræfter på. Jeg er ligeglad med, om jeg er totalt flad, når jeg kommer hjem og kun kan finde ud af at falde om, hvis jeg har brugt al min energi på at analysere hjerner.«

Milena Penkowa skruer op for varmen og ned for Metallica. Hun har lige luftet ud, og heavy metal fungerer ikke som muzak. Så det er vel logisk nok. Eller manipulerer hun i virkeligheden journalisten til at skrive om sin yndlingsmusik?

»At kunne lide Metallica er nærmest et krav, som jeg også nævner i de indledende samtaler med mine studerende. Derfor inviterer jeg også min forskergruppe med til en af sommerens fem Metallica-koncerter i København.«

Grandiositeten, tilrettelæggelsen af medarbejdernes tankeliv og kravene til adfærd er der helt klart.

Mig og Monty Hall

montyhall

I 1991 læste jeg første gang om det såkaldte Monty Hall-problem, der er opkaldt efter en daværende studievært på et quizprogram i USA. Det kan beskrives således:

I et quizprogram skal deltageren vælge mellem tre døre. Bag en og kun én af disse døre er der en bil, og deltageren ved ikke hvilken dør det er. Hvis deltageren vælger døren bag hvilken bilen befinder sig, vinder deltageren bilen.

Men efter deltageren har valgt dør, åbner studieværten en anden dør – og bag den er der ikke en bil (vi antager her at studieværten ved hvilken dør, bilen er bag). Herefter har deltageren lov til at skifte mening og i stedet vælge en anden dør. Bør deltageren skifte mening?

De fleste vil intuitivt mene at man ikke bør skifte – der er ikke blevet afsløret noget bare fordi der er blevet åbnet en irrelevant dør.

Problemet blev omtalt af brevkasseredaktøren Marilyn Vos Savant fra det amerikanske blad Parade. (Jeg har tidligere skrevet om hende; hun er indehaver af den højeste IQ, der nogensinde er blevet målt.) Hun forklarede grundigt at det bedste faktisk vil være at skifte – at sandsynligheden for at vælge den rigtige dør før var 1/3, men efter åbningen af den “irrelevante dør” nu var 2/3.

Der var en hel masse aktivitet på Internettet i den anledning; det var før World Wide Web så alt dette skete i Usenet-nyhedsgrupperne. En hel masse mennesker dyngede Marilyn Vos Savant til med protester – mange af dem var universitetsmatematikere, og de var rigtig hånlige. Alle og enhver kunne da se at quizdeltageren ikke skulle skifte mening. Nogle af kommentarerne befandt sig i den rigtig grimme ende og hævdede at Marilyn Vos Savant var dum, fordi hun var kvinde.

I ugerne efter brugte Marilyn Vos Savant sin klumme på at forklare sin løsning, men der var stadig mænd, der nægtede at tro på hende og blev med at komme med sexistiske kommentarer. En artikel fra New York Times gav i 1991 et overblik over hele denne på godt og ondt interessante hændelse på Internettet.

Det interessante er selvfølgelig, at det var Vos Savant, der havde ret og at alle de vrede mænd tog fejl. Man kan se dette ved at liste alle de mulige tilfælde. Her er en tabel taget fra en ny, populærvidenskabelig gennemgang på Priceonomics.com.

opremsning

Tabellen viser at der er 9 mulige tilfælde, og i 6 af dem kan quizdeltageren vinde bilen ved at skifte mening.

Mange år senere har Marilyn Vos Savant skrevet om dette på sin hjemmeside. Og i artiklen fra Priceonomics.com kan man nu se hvordan nogle af de matematikere, der i sin tid fór op, nu undskylder pænt.

Monty Hall-problemet handler om det, man i sandsynlighedsteori kalder for betingede sandsynligheder. Der er en god lille gennemgang af dette på en hjemmeside fra Cornell University for et kursus i sandsynlighedsteori.

Jeg bliver mindet om en historie min gamle matematiklærer Jens Friis fortalte mig i gymnasiet, om dengang man indførte sandsynlighedsregning i matematikpensum i det almene gymnasium, En forsamling af gymnasielærere fik nogle opgaver, som eleverne fra nu af kunne blive stillet – og der var omtrent lige så mange forskellige forkerte løsninger, som der var lærere til stede! Denne historie og Monty Hall-historien fortæller at sandsynlighedsteori har det med at være det modsatte af intuitiv. Betingede sandsynligheder er særligt snedige. Af samme grund falder jeg ofte tilbage på et gammelt råd, Jens gav mig i gymnasietiden, nemlig at gøre som ovenfor: at opliste antallet af mulige tilfælde og se hvor mange af dem der er “gunstige”.

 

Svøbt ind i plastic

earthrise-over-plastic

Og nu til noget helt andet. I sommeren 2012 skrev jeg selv et indlæg om hvor indarbejdet brugen af plastic er blevet i vore dages forbrugssamfund.

Da jeg var til et kursus om Horizon 2020-ansøgninger, fik vi som en case at skulle lave en problemformulering til et Horizon 2020-opslag om oplysningsarbejde om havmiljø. Her kom vi hurtigt til at tale om plasticforureningen af verdenshavene. Det er efterhånden veldokumenteret (men ikke særlig omtalt) at der er store plasticsupper derude, og især i Stillehavet er det galt fat.

http://www.kun-glorien-gnaver-lidt.dk er en blog, der følger den københavnske miljøaktivist Sabine Behrmanns forsøg på en “plasticfaste”. Hun forsøger netop nu helt at undgå at købe varer, der er emballeret i plastic. Det er en spændende og vigtig øvelse, der viser hvor svært det er at undgå plastic i vore dages forbrugssamfund. Sabine Behrmann ved som alle andre at en permanent “plasticfaste” er tæt på umulig i dagens Danmark (og mange andre steder i verden).

Jeg aner desværre ikke selv hvordan jeg skal gøre for at få plasticforbruget væk. Selv de økologiske madvarer er svøbt ind i plastic. Min egen tilværelse er som mange andres udartet til et stort kompromis mellem på den ene side ideer om hvordan man bør gøre for at passe på miljøet og på den anden et forsøg på at kunne leve i verden, som den er lige nu. Det burde ikke være så svært, og en række fælles samfundsinitiativer ville kunne hjælpe os.

Især er det interessant at der er pant på bestemte slags plastic, nemlig plasticflasker til bestemte slags drikkevarer. Panten sikrer at plasticflaskerne bliver genanvendt på forsvarlig vis og at industrien ikke indfører ufornuftig emballage i disse sammenhænge. En tilsvarende pant findes på bestemte slags dåser til drikkevarer – så der er også en form for metalpant. Hvorfor kan man ikke udvide disse pantordninger til alle former for plastic og metal og anvende de metoder til automatisk affaldssortering, som Miljøstyrelsen allerede kender til? Selvfølgelig skulle en sådan pantordning værdisætte panten på en anden måde end nu – en mulighed var værdisættelse pr. vægt og pr. plastictype. Jeg kender ikke svaret, men jeg håber ikke at mit spørgsmål er naivt.

Kærlighedens hær og de 20 millioner døde

Seglet, som Taiping-oprørerne anvendte.
Seglet, som Taiping-oprørerne anvendte.

Der er en masse amerikanske film, tv-serier og bøger om borgerkrigen i USA. For nylig så vi Ole Bornedals tv-serie 1864 om den samtidige væbnede konflikt, der vel balancerede et sted mellem at være en borgerkrig og en krig mellem lande. Men samtidig var der borgerkrig i Kina; den fandt sted fra 1851 til 1864. Det er pinligt for mig at skulle indrømme at jeg ikke før nu har vidst hvor voldsom en borgerkrig, der var tale om. Den får unægtelig de samtidige krige i USA og Danmark til at blegne. Formodentlig var det 20 millioner mennesker, der mistede livet i den væbnede konflikt i Kina, som ofte omtales som Taiping-oprøret. Kun 2. verdenskrig har i så fald kostet flere mennesker livet.

Kina havde været præget af naturkatastrofer og konsekvenserne af den såkaldte Første Opiumskrig, der fandt sted fra 1839 til 1842. Især i det sydlige Kina var der stor utilfredshed med kejserdømmet. Taiping-oprøret blev startet og ledet af Hong Xiuquan og var inspireret af hans særlige form for kristendom; Hong udråbte sig selv til at være lillebror til Jesus og udvalgt af Gud til at frelse landet fra Qing-dynastiet. Målet var at oprette Taiping Tianguo, den store freds himmelske rige og Hongs hær kaldte sig Kærlighedens hær. Der var på mange måder tale om en slags utopisk socialisme; godsejernes kontrol over jorden skulle bekæmpes. Derudover tiltrak oprørsbevægelsen ikke helt få medlemmer fra Kinas mange etniske mindretal.

“Kærlighedens hær” udråbte sit eget religiøst funderede styre, hvor de kom frem. Kvinder var her på nogle områder ligestillede med mænd – flerkoneri og indsnøring af kvinders fødder blev forbudt, og en del af soldaterne var kvinder. I 1853 indtog “Kærlighedens hær” Nanjing, som man udråbte til hovedstad. I 1860 angreb oprørerne Shanghai, og kejserdømmet søgte hjælp hos udlandet. I 1864 var Taiping-oprøret og “Den store freds himmelske rige” nedkæmpet.

Der er mange store konflikter, der helt uden brug af avanceret teknologi har kostet millioner af mennesker livet og har været baseret på forskellige slags religiøs fanatisme og på idé-konflikter som vi fejlagtigt opfatter som nogen, der hører nutiden til. Mange af krigene har fundet sted i Asien og især har Kina været skueplads for mange af dem.

Nogle ville nu være fristede til at konkludere at alle disse tragedier fra verdenshistorien viser at verden er ond og at der ikke er noget at gøre. Det er da også næppe noget tilfælde at det kinesiske regime slår så hårdt ned på bl.a. Falun Gong, som tilfældet er. Men for mig at se viser den kinesiske borgerkrig i 1800-tallet snarere at det er mange af de samme mekanismer i samfundet, der stadig er årsag til konflikter. Taiping-oprørets moderne modstykke er de nuværende bevægelser i Mellemøsten og Nordafrika, der kombinerer en religiøs fanatisme med en idé om at ville bygge et nyt “himmelsk rige” og en slags social dimension (hvor underlig og forkvaklet den så end er), og tilsvarende er det igen de svage regimers alliancer med stormagter uden for regionen, der er modsvaret.