Verdens lykkeligste land?

colombia

I går var jeg som bekendt til det stort anlagte arrangement på Studenterhuset i Aalborg med Ingrid Betancourt. Folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen holdt en tale, hvor han blandt andet fortalte om hvordan undersøgelser viser at Danmark er det mindst korrupte land i verden og hvordan andre undersøgelser viser at danskerne er verdens lykkeligste folk. Herefter sagde Ingrid Betancourt (der bl.a. kæmper mod korruption) at hun gerne en dag ville kunne sige at hendes land var det land i verden, hvor korruptionen var lavest og hvor folk var gladest. Underforstået: sådan er det bestemt ikke nu i Colombia.

Vi har tit hørt historien om hvordan de nordiske lande er verdens lykkeligste. Her er top 10 fra World Happiness Report 2014:

  1. Danmark
  2. Norge
  3. Schweiz
  4. Nederlandene
  5. Sverige
  6. Canada
  7. Finland
  8. Østrig
  9. Island
  10. Australien

Det interessante er at en anden international undersøgelse konkluderer at landet med de gladeste indbyggere faktisk er Colombia. Top 10 ifølge denne undersøgelse er

  1. Colombia
  2. Malaysia
  3. Brasilien
  4. Saudiarabien
  5. Philippinerne
  6. Finland
  7. Azerbadjan
  8. Peru
  9. Schweiz
  10. Iceland

Umiddelbart en meget underlig liste – er der særlig meget for kvinder (og mange andre) at være glade for i Saudiarabien? Måske er de glade for at de ikke skal spekulere på hvad de skal stemme til valgene eller om de må låne familiens bil?

Men de temmelig få mennesker, jeg i årenes løb har mødt fra Colombia, har nu ikke slået mig som specielt tungsindige. Jeg delte en lejlighed med Eduardo fra Bogotá tilbage i 1988 i Edinburgh, og han blev aldrig træt af at fortælle om det gode vejr og de smukke kvinder og den glade musik og de brede strande og alt det andet fra Colombia – samtidig med at han af og til lod falde en bemærkning om at han havde mistet sin far, der var blevet dræbt af en bevæbnet gruppe.

Og Happy Planet Index har denne top 10:

  1. Costa Rica
  2. Vietnam
  3. Colombia
  4. Belize
  5. El Salvador
  6. Jamaica
  7. Panama
  8. Nicaragua
  9. Venezuela
  10. Guatemala

Her er Vietnam eneste repræsentant for den østlige halvkugle. Også dette er en underlig liste; jeg kan huske hvordan Peter Hook (som jeg skrev om for nylig) fortalte om hvordan de år han tilbragte som barn på Jamaica var plaget af bekymringerne ved at bo i et land med megen voldelig kriminalitet – og han var der endda som privilegeret hvid englænder.

Jeg har intet godt svar på hvorfor undersøgelserne ser ud som de gør. Det er tydeligt at de må måle ud fra nogle usammenlignelige kriterier, men når de opsummeres kort i medierne, kan man ikke blive andet end forvirret.