Countrymusikkens mange farver

Deford Bailey var den første countrymusiker med afrikansk baggrund, der blev en fast stjerne i Grand Ole Opry.
Deford Bailey var den første countrymusiker med afrikansk baggrund, der blev en fast stjerne i Grand Ole Opry.

Der er ikke mange afro-amerikanere i country-musikkens verden. I min naivitet anede jeg vel ikke at der er nogen. Først for nylig er jeg blevet opmærksom på den amerikanske musiker Rhiannon Giddens, der egentlig er med i ensemblet Carolina Chocolate Drops, men i overmorgen den 10. februar er klar med sit første soloalbum, Tomorrow Is My Turn.

Man kunne måske forfalde til at udnævne Rhiannon Giddens til “den sorte Alison Krauss”, for ligesom Alison Krauss synger mere end almindeligt godt, er en særdeles habil violinist og bestemt heller ikke har udseendet imod sig, kan man sige alt dette om Rhiannon Giddens. Men det ville ikke være retfærdigt over for hverken Krauss eller Giddens. Rhiannon Giddens’ vokal har sin helt egen særegne varme og en helt usædvanlig udtrykskraft, der formodentlig kunne bære i de fleste genrer inden for det, nogle kalder for “rytmisk musik”. På Tomorrow Is My Turn, der for nylig er blevet streamet af NPR, kan man høre hendes fortolkninger af sange, der oprindelig er blevet gjort kendt af Dolly Parton og Patsy Cline. Her er en af dem.

Da jeg læste om og hørte Rhiannon Giddens, fik jeg lyst til at finde ud af mere om afro-amerikanernes bidrag til country-musikken. For sådan et bidrag er der. Hvis man hører gamle numre med Robert Johnson og Jimmie Rodgers, er de faktisk ikke så langt mellem deres musikalske udtryk, og de må have hørt mange af de samme traditionelle sange. Johnson var en ung afro-amerikaner med akustisk guitar (som en del andre musikere døde han i en alder af kun 27 år), og derfor kalder man hans musik for blues. Rodgers var en lidt ældre amerikaner med engelske forfædre, og derfor kalder man hans musik for country.

Det er også interessant at banjoen, der er helt centralt instrument i den mere traditionelle del af country-genren (og af nogle afro-amerikanere forbindes med “ubegavet hvid musik”), faktisk oprindelig er et vestafrikansk instrument. Selve ordet “banjo” er tilmed fra et sprog, der tales i det vestlige Afrika.

Selvfølgelig er det den apartheid, der herskede i USA frem til 1960’erne, der i høj grad har skabt et billede af at musikgenrerne er specifikke for bestemte etniske tilhørsforhold. De afro-amerikanske countrymusikere kunne især ikke komme tæt på deres potentielle “hvide” publikum. En af dem, der havde sin karriere i apartheid-tiden, var mundharmonika-esset Deford Baile. Han var den første countrymusiker med afrikansk baggrund, der blev en fast stjerne i Grand Ole Opry.

Men ligesom der er “hvide” hiphop-navne som Eminem og Beastie Boys er der også i dag “sorte” country-navne – og da også ud over Rhiannon Giddens. Det er først nu, jeg er blevet opmærksom på at en af de bedst sælgende country-sangere i USA først i 1970’erne var afro-amerikanske Charley Pride.

Siden er der kommet nogle ikke helt så kendte afro-amerikanske navne vil, og der er faktisk også en Black Country Music Association baseret i Nashville. Man kan læse mere om alt dette hos Carl Ray, der er en ikke så kendt afro-amerikansk countrysanger.

Herunder er Johnny Cash og Louis Armstrong, to bundsympatiske ikoner i amerikansk musik, der i 1970 på fornem vis illustrerede hvor meget amerikanske musikgenrer skyldte hinanden. Sammen synger og spiller de en sang af Jimmie Rodgers – men den kunne vel lige så godt have været af Robert Johnson.

(Visited 46 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar