Signe og Gro og Plys og Tigerdyret

peterplys arvingerne

Hvorfor synes jeg egentlig så godt om Arvingerne? Måske af de samme grunde som jeg holdt af at se med, dengang min datter for år tilbage holdt af at se filmene med Peter Plys og dyrene fra Hundredemeterskoven. Det er i virkeligheden mindst lige så meget personerne i Arvingerne, der fascinerer mig som det er handlingen. Når jeg læser de positive anmeldelser af serien, er det da også altid skuespillernes gode præstationer, der bliver fremhævet. Og mange af os synes at vi kan genkende nogen (som regel er det ikke os selv!) i personerne fra serien. På samme måde er det med dyrene fra Peter Plys – den ængstelige Grisling eller den evigt skeptiske/koleriske Ninka kan minde os om nogen vi kender. Og det er helt bevidst. Fortællingerne tænker i en form for arketyper. Måske gjorde A.A. Milne det ikke, da han skrev sine bøger om Plys, men det vil ikke undre mig om Disney-studierne gjorde det.

I et interview med Maya Ilsøe, der er kvinden bag Arvingerne, bliver det helt klart at hun på en måde tænker i arketyper. Om Signe siger Ilsøe således

Hun bliver rent dramatisk set vores almindelige menneske, som de fleste kan identificere sig med, i den her lidt excentriske verden.

og om Frederik siger hun at

Hans overlevelsesstrategi har været at prøve at forestille sig, at han kunne skabe en orden, hvor der er retfærdighed. Han er vanvittigt retfærdighedssøgende.[…] Der hvor han så kommer i karambolage med det, er når han selv har følelser med i spillet, for hans irrationelle side er også meget stærk. Han har trangen til at være et ordentligt menneske, men samtidig har han trangen til at gøre oprør.

Ideen om arketyper blev gjort kendt af Carl Gustaf Jung og Myers-Briggs-personlighedstesten, som jeg omtalte for nylig, er tydeligt inspireret af Jung. Myers og Briggs opererer med 16 personlighedstyper, Jung har kun 12 arketyper. Alene dette antyder at man ikke bør lægge for meget i arketyperne. De er blevet kritiseret og diskuteret i stort omfang i psykologien.  For mig at se som lægmand er arketyperne en slags uformel folke-visdom om hvordan mennesker “ofte er”, og det er vel derfor de fascinerer os som et overskueligt bud på en forståelse af menneskesindet. De er nemme at tænke i, gode at fortælle med og ligesom mange andre slags folke-visdom (et andet eksempel er ordsprog) rummer de både noget sandt og noget, der er forsimplet og forkert. I Arvingerne bliver personerne da også for alvor spændende, når de bryder ud af arketypernes forestillinger og agerer som hele, komplicerede mennesker, f.eks. ved at udvikle sig på uventet vis.

(Visited 383 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar