Forskning og følelser

Head in Hands

Der er en interessant og skræmmende artikel i EuroScientist om  forskere, der pludselig ser deres akademiske karriere slutte – og begår selvmord. Stefan Grimm, der var professor i medicin på Imperial College, slog sig selv ihjel da han stod for at skulle afskediges – årsagen til at han mistede sit job var at han ikke kunne skaffe tilstrækkeligt med eksterne forskningsmidler og ikke publicerede tilstrækkeligt. Året før han døde havde han publiceret 4 artikler og havde £130.000 i eksterne forskningsmidler. Men det var tilsyneladende ikke nok.

I 2008 begik Marie-Claude Lorne selvmord, da hun ikke kunne få en fast stilling på universitetet. Sidst i 2014 begik Nigel Veitch som var sektorforsker ved Kew Garden selvmord, da han skulle genansøge sin oprindelig faste stilling efter at Kew Garden havde omstruktureret og skåret ned på grund af økonomiske vanskeligheder.

Alle disse tragiske historier virker umiddelbart meningsløse. Der er tale om begavede mennesker, der nok kunne have fået et andet job, vil mange uden for den akademiske verden vel tænke og sige her. Men som en af mine kolleger har sagt, er der i den akademiske verden en stor forfængelighed hos mange af os. Vi går op i vores fag og lader det blive en stor del af vores identitet. Vi vil gerne værdsættes og anerkendes – og det i sig selv er meget, meget menneskeligt. Når vi mister faget, mister vi på en måde os selv. På denne måde ligner de akademiske selvmord de uhyggelige familietragedier, hvor et menneske (oftest er det en mand) efter en skilsmisse slår sig både sig selv og sin familie ihjel.

Tilbage i 2007 udgav Charlotte Bloch fra Københavns Universitet en bog med titlen Passion og paranoia, der handler om de komplicerede følelser, der er hos forskere. Bogen er baseret på en lang række interviews med forskere fra PhD- til professorniveau. Selvmordet er en ekstrem reaktion på følelsen af at være akademisk fiasko. men som Bloch påviser i sine undersøgelser, er forbundetheden med faget i høj grad en realitet. Jeg ved ikke om der er en tilsvarende ekstrem form for professionel stolthed uden for den akademiske verden. Men det er interessant at vi kun sjældent taler om de skuffelser, vi ofte møder som akademikere. Meget ofte vender vi dem indad og konkluderer at de dårlige artikelbedømmelser og de manglende bevillinger skyldes at vi er dårlige forskere. Jeg kender selv til den massive skuffelse, der følger i kølvandet på en afvist ansøgning eller en afvist artikel. Det føles nogle gange som om skuffelsen er langt større end den glæde, man føler ved accept. For når en artikel eller en ansøgning bliver imødekommet, har man jo bare gjort det, der blev forventet.

Det er ikke tit at vi taler om vore skuffelser som universitetsansatte. Men dette er i sidste ende en selvdestruktiv og selvhadende holdning, og jeg tror at den holder mange af os nede og forhindrer os i at have et godt arbejdsliv. Alene dette viser hvorfor ideen om alles konkurrence mod alle er en dårlig strategi i den akademiske verden. Mon de personer, der holder af denne strategi, har erfaring med at tabe?

(Visited 51 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar