The Ballad Of El Goodo

bigstar

Det blev en alt for travl uge. Jeg er vejleder på 5 projekter, og i denne begyndte vejledermøderne. Så var der også to forelæsningsgange, et møde på instituttet, et møde med kolleger over nettet om Horizon 2020, semesterkoordinering, retning af 17 eksamenssæt til omeksamen, bedømmelse af en 40 sider lang tidsskriftsartikel, færdiggørelse af en artikel jeg selv var medforfatter på, gennemlæsning af en anden artikel jeg var medforfatter på – og alt det løse oveni. Og uden for arbejdet var det lykkedes mig at planlægge et møde i Amnesty International og et møde for motorvejsmodstandere på to hinanden følgende aftener.

Her til eftermiddag følte jeg mig kort og godt temmelig udmattet. Lige inden jeg skulle hjem, kom jeg i tanke om en bestemt sang. Det var den smukke, vemodige ballade “Ballad of El Goodo” med  det legendariske halvfjerdserband Big Star, der blev så sørgeligt overset mens de var aktive men senere fik den ære og værdighed, der tilkom dem. Så efter aftensmaden bestemte mig til omsider at få set dokumentarfilmen om Big Star. Den hedder Nothing Can Hurt Me og fra 2012; filmen er aldrig blevet vist i biograferne herhjemme og er så vidt jeg ved ikke købes i Europa. Så jeg bestilte den i  USA. Og nu har jeg set Nothing Can Hurt Me.

Og det er en god, omend også sørgelig film. Chris Bell, den ene hovedkraft i bandet, som han forlod efter første album, omkom i en trafikulykke i en alder af kun 27. Alex Chilton, den anden hovedkraft, gendannede Big Star i 1993 sammen med trommeslager Jody Stephens. Men i 2010 døde både Alex Chilton og den oprindelige bassist Andy Hummel. Big Star er nu kun et minde, holdt i live af Jody Stephens. Deres tre oprindelige albums er klassikere, fyldt af gode sange med gode melodier. En masse britiske og amerikanske bands skylder Big Star en masse – og vedkender sig det. Filmens epilog følger reaktionerne på Alex Chiltons død, hvor Michael Stipe og Mike Mills fra R.E.M., Norman Blake fra Teenage Fanclub, M. Ward og mange andre sammen fortolker alle perlerne fra Big Stars bagkatalog.

Her er “Ballad of El Goodo”, som den lød dengang på #1 Record. Jeg forstår nu, at det var teksten, der ramte et punkt i mig dengang i eftermiddags.

(Visited 35 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar