En underlig tiltrækning

skaermdigaf

I dag så jeg denne annonce i en butik i Aalborg, hvor jeg ofte køber økologiske madvarer. På mange måder er det faktisk en god butik, men de har også nogle hylder med rent vand i små flasker (af nogle kendt som homøopatiske præparater) og så sælger de denne “bioDot”, som er et halssmykke (det er faktisk smagfuldt designet, men…) og en tilhørende “electroDOT”. De to små genstande skulle tilsammen kunne beskytte mennesker mod elektromagnetisk stråling. At noget så kedeligt som synligt lys også er elektromagnetisk stråling, bliver ikke nævnt. Det så forresten ikke ud som om der var specielt mørkt i butikslokalet på grund af den “bioDOT” og tilhørende “electroDOT”, der lå et sted på en hylde.

Da jeg kom hjem fik jeg lyst til at læse mere om dette mærkværdige produkt og fandt firmaets hjemmeside. Noget, der er meget påfaldende og som mange “alternative” har fælles er at de på én og samme tid tager afstand til den “etablerede” naturvidenskab og teknologi og søger at overbevise andre om at de “alternative” påstande er videnskabeligt holdbare. Det er en dobbelthed, der vel er psykologisk velkendt – ligesom f.eks. det afviste barn på én og samme tid hader forældrene og længes efter deres kærlighed.  Kreationisme og astrologi er særligt velorganiserede forsøg på at hige efter denne legitimitet. BioDOT er heller ikke en undtagelse i så henseende – firmaets websted har en video med en Dr Elisabeth Lourde og en hel side om “Science”.

Jeg spekulerer på om dette ønske om at blive legitimeret fra officielt hold gør det nemmere eller sværere at få de “alternative” til at forstå hvor langt ude deres påstande faktisk er. Formodentlig er det det sidste, der er tilfældet – at ønsket om videnskabelig legitimitet faktisk gør det sværere for os andre at få de “alternative” til at forstå. Prøv at tænke på kontrasten til religion, der også ofte er en velorganiseret struktur med betydelige økonomiske interesser. Det er ikke længere så udbredt at mainstream-religion (hvad man så ellers synes om religion) prøver at føre “videnskabeligt bevis” for eksistensen af en gud eller rimeligheden af religiøse påstande.