En ny begyndelse?

slut

Det virker måske næsten plat at skrive om sidste afsnit af Arvingerne efter alt det der er sket i denne weekend. Men på en måde er sidste episode i sæson 2 en ny begyndelse for serien, og hvis der er noget vi trænger til netop nu er det håbet i en ny begyndelse. De fire voksne søskende (og den lille baby-søster, som de nu er fælles om at bære) kører deres mors efterladte skrammelkunst ud på en mark og sænker den i et dybt hul, som Signe har gravet. Derefter går de sammen tilbage til Grønnegården. I dette afsnit kom der på én gang det store opgør og en slags forløsning og nogle af seriens måske lidt for sjældne glimt af humor. Det er dem som en akavet situation kan skabe – hvor Frederiks børn ankommer lige efter det store opgør, eller scenen hvor Frederik og Emil sidder ved siden af hinanden på sofaen og forsvarer hinanden over for Gro. Jeg håber på en god sæson 3 – jeg er glad for at den kommer og selvfølgelig ærgelig over at vi skal vente et helt år på den.

En sort morgen

sort

Her til morgen vågner jeg og ser den tragiske nyhed om endnu et drab på en uskyldig borger i København. Jeg håber at Danmark nu kan reagere lige så værdigt som den franske befolkning gjorde i januar i år og som den norske befolkning gjorde i juli 2011. Det er nemlig lige præcis det modsatte, de mennesker der står bag den slags vold og mord, gerne vil have – de vil gerne have andre til at være bange, de vil gerne have andre til at føle mistro og had, for det er nemlig den eneste følelse, der selv kan anspore dem. Min umiddelbare fornemmelse er at gerningsmanden ligesom i bl.a. Frankrig og Norge er en “ensom ulv”, der har fået sit had næret af inspiration fra fanatiske holdninger, der i mere end én forstand ikke kender nogen grænser.

Mine tanker går til dem, der i denne weekend har mistet en, de holdt af på grund af dette vanvid.