Reagan og Egholm

reagan

Jeg har for ganske nylig læst bogen Få personlig indflydelse af Morten Sehested Münster. Der er en del af den slags bøger derude, og de er et sted i grænselandet mellem psykologi og retorik. Morten Sehested Münsters vigtigste budskab er at forskningen viser at det i en kommunikation mellem mennesker i langt højere grad handler om relationerne mellem parterne i kommunikationen end om de rationelle argumenters styrke. Netop dét har jeg og mange andre en tilbøjelighed til ikke at kunne (eller ville?) erkende. I videnskabelig praksis fokuserer vi – og det gælder vel i alle akademiske discipliner – meget på det gode, rationelle argument. Men der er en masse situationer hvor vi gerne vil påvirke andre menneskers adfærd og holdninger, og så er de rationelle argumenters styrke begrænset.

Vi kender det alle fra familiens skød (hvem tænkte her på ægteskab og børneopdragelse?) og fra politik. I vores kampagnearbejde mod Egholm-motorvejen har vi nogle gange (faktisk ikke helt sjældent) siddet med en fornemmelse at vi selv med de bedste argumenter ikke kan trænge igennem til beslutningstagerne. Politikerne gentager blot de samme remser som altid. Og jeg kender situationen fra forgæves forsøg på at få studerende til at interessere sig for mine projektforslag.

En vigtig pointe er at en af de store udfordringer er det, man kalder kognitiv dissonans – det at skulle leve med en modstrid. Undersøgelser viser nemlig at de allerfleste mennesker ikke bliver  ikke overbevist af modargumenter; de trækker sig bare tilbage til deres vante holdninger. Jeg kender det fra mig selv: Selv ikke en timelang prædiken fra motorvejstilhængere vil kunne få mig til at blive tilhænger af Egholm-motorvejen. Men så er det også svært at forestille sig at motorvejstilhængerne vil blive overbevist af mine argumenter.

Men hvad gør vi så? For det lykkes jo at flytte folks holdninger i politik; partiers popularitet kommer og går, folkestemninger ændrer sig.

Og her er så en anden vigtig pointe i Få personlig indflydelse, nemlig at overbevisende argumentation i høj grad handler om at fortælle en historie. Historien er nemlig en meget mere effektiv måde at formidle på end selv det mest velstrukturerede argument vil være. Historien giver os en måde at strukturere vores påstande på, som gør dem nemmere at forstå. Og historien kan ved at fortælle om personer være med til at skabe relationer mellem de parter, der kommunikerer.

En tredie pointe er at man skal argumentere enkelt. For mange komplicerede argumenter, uanset hvor gode de er, ender blot med at forvirre de fleste.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ronald Reagan, der bestemt ikke er en amerikansk politiker, jeg satte højt. Men der er forbløffende mange amerikanere, der beundrede manden og hans højreorienterede og irrationelle politik. Også herhjemme har Reagan stadig en del beundrere. Det, Reagan gjorde meget overbevisende, var at fortælle enkle historier (de var måske ikke altid sandfærdige, men det så man stort på) og det havde han lært i sin filmkarriere. Herhjemme havde Villy Søvndal, da han var populær, en lidt tilsvarende retorisk kvalitet som mange en overgang holdt af.

Nogen ambitioner om at handle på tilsvarende vis har jeg bestemt ikke. Og jeg tror stadig på vigtigheden af det gode argument, ikke på rendyrket populisme. Men selv det tykkeste argumentkatalog er ikke nok i sig selv. Vi skal finde en god og enkel historie at fortælle om hvorfor Egholm-motorvejen er forkert. For det er den motorvej jo.

(Visited 37 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar