Per Clausen 60 år

2015-02-20 14.22.03 2015-02-20 14.27.47 2015-02-20 14.29.08 2015-02-20 14.55.48 2015-02-20 15.47.23 2015-02-20 15.47.41

I dag fyldte Per Clausen 60 år. På de år har han været vidt omkring. Mange kender mest Per fra hans tid som medlem af Folketinget for Enhedslisten og nu også fra Aalborgs byråd, Men inden da har han været en dygtig håndboldmålmand, arbejdet på Volvo-fabrikkerne i Göteborg og ejet et vaskeri i Aulum. Det sidste, at han selv har været en slags kapitalist, har han ofte drillet borgerlige politikere med.

Selv mødte jeg Per Clausen første gang i 1982, da jeg begav mig ind i Studenterrådet på universitetet. Jeg tror ikke jeg fornærmer nogen ved at sige at han var en af dem, der tog sig lidt god tid med sit studium i samfundsfag. Overskægget og brillerne havde han også dengang, men frisuren var dengang en afro. I 1990’erne krydsedes vore veje igen, da Per blev formand for Dansk Magisterforening – det var i den periode, hvor jeg selv var med i DMs repræsentantskab og en overgang sad i sektionsbestyrelsen for universitetslærerafdelingen i DM. Jeg husker Per Clausen som en god og meget engageret formand, der var i stand til at repræsentere og stå i spidsen en fagforening der rummer en stor og meget broget medlemsskare. I det hele taget er han en grundig og indsigtsfuld mand, der er seriøs uden nogen sinde at blive selvhøjtidelig.

Sidenhen har Per ikke været bange for at stille op, når vi har holdt aktiviteter i Amnesty International, og også i arbejdet mod Egholm-motorvejen har jeg kunnet drage nytte af at snakke med ham. Nogle gange er det rigtig værdifuldt at kende et folketingsmedlem.

Ved receptionen i dag på Socialisternes Hus i Aalborg var der stort rykind med mange af dem, der kender Per Clausen fra alle de mange sammenhænge, han har færdedes i. Der var politikere fra diverse partier i folketing og byråd, der var aktive i Enhedslisten, der var familie og venner – og nogle af dem, der også kunne huske fødselarens fjerne fortid i Studenterrådet. Lasse Olsen holdt en lun tale, hvori han blandt andet fortalte om sin elevrådstid på Nørresundby Gymnasium, hvor han for første gang mødte fødselaren tilbage i 1999 op til gymnasielærernes konflikt. Der var flere fællessange og… forsøg på fællessang, hvor det viste sig at især borgerlige politikere er notorisk dårlige til at huske Carl Scharnbergs tekster (det er jeg nu også). Gavebordet var stort, og  Ole Wolf havde medbragt en gavekurv med en hjemmebrygget hyldestøl, hvis tilblivelse og skæbne nogle af os har kunnet følge på Facebook.