Du er bange!

panik

Der er nu gået to uger siden attentaterne i København. Det er gået hurtigt med at finde 1 milliard kroner til at bekæmpe terrorisme.  Medierne har omtalt attentaterne og gerningsmandens liv og død meget omfattende. Der er kommet en masse skarpe udtalelser fra politikere. Det er ikke svært at se kontrasten til den politiske hverdag: I mange andre sammenhænge er det anderledes svært for politikere at finde offentlige midler og at komme med utvetydige udtalelser, og mediernes dækning kan være sporadisk. Terrorisme og trusler om terrorisme skaber frygt, og frygten bliver meget ofte brugt som begrundelse for hurtige politiske initiativer.

Men vil alle disse initiativer kunne ændre noget, eller er de mest til for at berolige dem, der er bange? Den danske sociolog Aydin Soei, der har beskæftiget sig med unge i belastede kvarterer, sætter fokus på netop dette i en meget velskrevet kronik i Information i dag. Soei er også på det seneste blevet omtalt fordi han blev truet af gerningsmanden til attentaterne, da denne kun var 15-16 år.

I kronikken nævner Aydin Soei den britiske sociolog Kenneth Thompson, som skrev i 1998 en bog, hvori han talte om moralsk panik (moral panic). Begrebet stammer helt tilbage fra 1830 (!), men det fik især omtale da Stanley Cohen skrev om det i 1972 og siden igen med bl.a. Thompsons bog.  Moralsk panik er et bestemt mønster i samfundet (her som beskrevet af Aydin Soei):

  1. En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.
  2. Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.
  3. Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.
  4. Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.
  5. Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Hele mønsteret fra punkt 1 til punkt 5 er ét, vi kender fra mange sammenhænge: Ungdomsbander, rockere, ejere af kamphunde, arbejdsløse, folk der gifter sig med udlændinge, menneskesmuglere, pædofile, islamister osv. osv. Denne uges idé om at forbyde Hizb-ut-Tahrir er vel seneste eksempel på moralsk panik. En af de hyppige konsekvenser af den tilsyneladende handlekraft er begrænsninger af borgernes rettigheder – der kommer mere overvågning og flere kontrollerende sanktioner.

Aydin Soeis “kedelige” pointe er at den moralske panik ikke fører til de ønskede resultater.Det interessante og triste er at alle handlingerne i punkt 4 først og fremmest har til formål at berolige de borgere, der er bange. I tilfældet med radikalisering og kriminalitet har han en “kedelig”, men vigtig konklusion:

Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.