Kongen og stodderen

Jens Galschiøts skulptur Den indre svinehund, opstillet i 20 europæiske byer i 1993.
Jens Galschiøts skulptur Den indre svinehund, opstillet i 20 europæiske byer i 1993.

Der er en vending, der lyder omtrent sådan: Hvis du taler til kongen i et menneske, opfører det sig som en konge, men hvis du taler til stodderen i et menneske, opfører det sig som en stodder. Jeg er ikke klar over hvor citatet kommer fra. Men det er godt.
På et gammelt skilt i Rundetårn i København står der dette:

Taarnet – dets vægge, loft, døre , vinduer og så videre – stilles under det hæderlige publikums beskyttelse.

Det er en ganske anden holdning – at publikum er hæderligt – end den sædvanlige mistroiske. Jeg mindes også at have læst om offentlige toiletter et sted i udlandet, der ikke blev indrettet som kedelige og grå og svære at vandalisere, men som smukke og dekorative i venlige farver. Dette skulle angiveligt have gjort det mere attraktivt at behandle toilettet ordentligt – for hvorfor ødelægge et sted, man godt kan lide?

Og jeg husker også alt for tydeligt de gange, hvor jeg har talt hårdt til min datter, fordi hun havde gjort noget, jeg var meget utilfreds med. Virkede det? Som regel ikke. Det er altid gået bedst, når jeg har formuleret mig på en venlig og respektfuld måde. Jeg må se at få det lært én gang for alle.

Den måde, vi taler til andre mennesker på, fremelsker kort sagt meget  bestemte reaktioner, tankemønstre og følelser. Nu tænker jeg: Taler vore politikere til kongen eller stodderen i den enkelte vælger? Tænker de over hvilke karakteregenskaber i det enkelte menneske, de gerne vil fremme?

Professionelt nærvær

laegen

Der er en interessant artikel i The Guardian, der tager udgangspunkt i billedet ovenfor. Det viser en amerikansk læge, der bryder grædende sammen efter forgæves at have forsøgt at redde en patient på 19 år. De mange reaktioner på dette billede viser hvordan mange mennesker godt kan leve sig ind i dette at en læge er nødt til at bevare overblikket og fagligheden, men at det nogle gange også kan blive for overvældende for en læge. Nogle mennesker har til gengælde været ude for læger, der ikke var empatiske nok og kun kunne se en bestemt slags faglighed, ikke patienten bag.

Det begreb, der falder mig ind her, er professionelt nærvær. Det er et begreb, der skyldes Marianne Kristiansen, som formulerede begrebet tilbage i 1993. Ordet “professionelt” er her ikke modsætningen til “amatøragtigt”, men betoner at nærværet er det, som professionen kræver (men er selvfølgelig også et plusord – det er derfor, det er så velvalgt). Professionelt nærvær er en balance mellem empati og distance, og det findes i enhver sammenhæng, hvor man arbejder med mennesker. I undervisning må man ikke gå så tæt på den lærende, at man som underviser mister overblikket og “glemmer at være underviser”. Men man må heller ikke være så fjernt fra den lærende, at man ikke søger at leve sig ind i den lærendes tanker og følelser. Selvfølgelig kan der være så ekstreme situationer, at man ikke længere kan være underviser – hvis f.eks. en studerende er åbenlyst dybt psykisk belastet, skifter situationen selvfølgelig karakter: den handler ikke længere om at prøve at opfylde læringsmål.

Jeg kommer også til at tænke på en gammel bekendt, der fik job i Udlændingestyrelsen (eller Udlændingeservice, som det hed dengang) fordi han troede han ville kunne gøre en forskel og sikre en mere human behandling af asylsager. Men nej, sådan kunne det ikke blive – og han sagde op. I hans tilfælde var han havnet i en situation, hvor det professionelle nærvær var for småt.

Det interessante i artiklen fra The Guardian er at den anvender det modsatte begreb, nemlig professionel afstand. Hvis vi i stedet turde tale om professionelt nærvær, kunne vi måske bedre forstå hvad det var, der var galt i Udlændingeservice/styrelsen eller hos ufølsomme læger i sundhedssektoren.

Uganda i Dronninglund

I dag prøvede jeg for første gang at være med til at åbne en kunstudstilling – det var på Glocal Art, et galleri i nærheden af Dronninglund med fokus på afrikansk kunst. Frede Hansen, der ejer galleriet, er en af min hustrus kolleger, og han havde erfaret at jeg er aktivt medlem i Amnesty International. Derfor havde han for nogle måneder siden via hende spurgt om jeg ville holde en tale ved åbningen af en udstilling med billeder af Geoffrey Banadda fra Uganda og Anette Falk Lund, der oprindelig er fra Tyskland (og var til stede i dag; hun bor i Nordjylland). Så det gjorde jeg i dag.

Det var lidt af en udfordring, for jeg har aldrig været i Uganda – men til gengæld har jeg igennem mit virke i Amnesty International mødt flere menneskerettighedsaktivister fra Uganda.  Så dét fokuserede jeg på, og jeg prøvede også at betone at Amnesty Internationals budskab faktisk er positivt – at vi ikke bare sidder og svælger i beretninger om menneskers lidelser. Og jeg skulle også prøve at skabe en forbindelse til Tyskland, syntes jeg. Om det hele lykkedes, ved jeg ikke. Men gæsterne klappede, og Frede forærede mig sin bog om afrikansk kunst.

Bagefter var der påskebryg, sodavand og en risret fra Congo. Jeg fik tid til at gå rundt og se på billederne, og på ét af billederne fra Uganda opdagede jeg intet ringere end Fibonacci-tallene! 

Flere gæster ville gerne snakke med mig om Amnesty International – de fleste var medlemmer og undskyldte på det allerhøfligste at de ikke gjorde mere for menneskerettighederne end at betale deres kontingent! Det var bestemt ikke meningen, at de skulle være så brødebetyngede, men det var noget af en kontrast til den “vi betaler vores skat og det er allerede rigeligt”-holdning, jeg nogle gange støder på i andre sammenhænge.

De brusende biler

Jeg er som bekendt bestyrelsesmedlem i Fremtidens Aalborg, der kæmper mod Egholm-motorvejen, og i dag havde vi arrangeret en bustur for viderekomne. Målet var at give borgere og beslutningstagere et indblik i de støjgener, en Egholm-motorvej vil give os. Der er nemlig allerede motorveje omkring Aalborg, der er lige så trafikerede som en Egholm-motorvej ville kunne blive det.

Fra byrådet var ud over Jens Toft-Nielsen (Jens er også med i bestyrelsen for Fremtidens Aalborg) Lasse Olsen og Per Clausen med – og Pers hustru Susanne Flydtkjær, der sidder i regionsrådet. Daniel Nyboe Andersen havde også meldt sig til, men desværre kom han ikke med på grund af en blanding af problemer med kommunikation og forsinkelser hos NT. (Bedre held næste gang.) Anja Lundtoft Thomsen havde også villet være med, men var desværre blevet syg. Og så var de fleste andre medlemmer af Fremtidens Aalborgs bestyrelse også med.

En helt central deltager på turen var Sven Hvid Nielsen, der er pensioneret lektor fra Institut for mekanik og produktion. Han ved en hel del om hvordan støj kan påvirke mennesker, og under hele turen forklarede han os om dette på sin på én gang rolige og stilfærdigt indignerede facon.

Jeg dukkede op på Aalborg Vestby station i god tid og opdagede at Sven stod oppe på perronen. Vi brugte lidt tid på at tale om ruten, vi skulle ud på. Hvorfor stod han dog oppe på perronen?  Som Sven forklarede mig, var han simpelthen nysgerrig – han havde aldrig taget toget derfra! Kl. 11.00 var vi klar til at køre; 11.15 samlede vi flere deltagere op i Hasseris Bymidte og herefter gik turen ud til Hasseris Enge, hvor Egholm-motorvejens linjeføring er. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at hvis Egholm-motorvejen i stedet havde heddet Hasseris-motorvejen, kunne der måske have været skabt et større engagement. Mange borgere i Hasseris har ikke vidst (eller har forståeligt nok helst ville glemme) at de ville komme til at bo så tæt på en motorvej!

Efter Hasseris Enge gik turen til Dall Villaby, hvor Sven bor. Sven og hans hustru har en stor og flot have, men den ligger kun 300 meter fra motorvejen. Støjen i Svens have er ikke øredøvende, men den er konstant og enerverende, fordi den er så fuldstændig ustruktureret og uforudsigelig. Til sammenligning: En solid omgang dødsmetal-koncert i et lille lokale larmer også, men dødsmetal er hverken ustruktureret eller uforudsigelig. Lyden af havets brusen er ustruktureret, men til gengæld helt forudsigelig.

På denne tidlige forårsdag ude på landet havde jeg ansats til en hovedpine efter 10 minutter med lyden af de brusende biler, og jeg var bestemt ikke den eneste, der havde det på den måde. Et dB-meter viste 72 dB i Svens have. På den anden side af motorvejen målte jeg støjen til 88 dB. Det svarer til lydniveauet, hvis man står ved en boremaskine eller en plæneklipper (og da bør man bruge høreværn!).

Bagefter kunne vi omsider komme ud på motorvejen selv (nogle gange er det som om motorvejstilhængere ser dette som et mål i sig selv!). Herfra gik turen gennem Limfjordstunnelen og ud til Hjørringvej, hvor vi gjorde vores andet stop. Også her var motorvejsstøjen truende og diffus.

Til sidst var det ren afslapning at slutte af på Café Ulla Terkelsen, tæt på hvor busturen var startet tre timer tidligere.

Ud at køre med Fremtidens Aalborg har givet os alle – også os, der er rutinerede motorvejsmodstandere – et nyt indblik i det aspekt af motorvejenes miljøbelastning, der hedder støj. Denne bustur for viderekomne var en vigtig oplevelse for os og oplagt at gentage, når der en dag bliver udskrevet folketingsvalg, og med folketingskandidaterne som vores gæster.

Nye udviklinger

via-appia
Via Appia..

Jeg har et tilbagevendende behov for at forny min pædagogiske praksis med projektvejledning og kursusundervisning. I de seneste år er jeg begyndt også at lade udviklingen af min undervisning blive genstand for forskning. Der er trods alt en masse ekspertise på området, og det ville være underligt og egentlig også arrogant ikke at ville benytte sig af den. Jeg tør ikke sige at jeg nu også er uddannelsesforsker – hvis jeg er blevet det, er det kun i det små.

I de seneste par år har en af dem,  jeg har samarbejdet med i dette regi, været Dorina Gnaur,  adjunkt på Institut for læring og filosofi. Vi har analyseret min overgang til flipped classroom i “Beregnelighed og kompleksitet” og der kom en artikel ud af det. Vi har også holdt workshops sammen om brugen af video i undervisning og senest begyndte vi at tænke over problembaseringen af projektarbejde (eller rettere: manglen på samme), her med udgangspunkt i mine tanker om at genoverveje projektarbejdet på datalogiuddannelsens 4. semester. Det kommer der også en artikel ud af.

Men nu griber universitetets omstruktureringer og mildt sagt uudgrundelige  økonomiske dispositioner ind, og takket være beslutningsmørket på AAU kommer det pludseligt. Da vi mødtes i februar, viste Dorina mig en mail, hun netop havde fået. Den fortalte at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU trækker sig ud af Institut for læring og filosofi og dermed bliver det eneste fakultet på universitetet, der ikke er med her. Så meget for tværfagligheden. Senere samme dag hørte jeg for første gang om denne beslutning i Akademisk Råd – som et punkt under Meddelelser. Sådan er universitetsloven af 2003; Akademisk Råd har ingen beslutningskompetence i disse vigtige sager.

Medarbejderne fra Institut for læring og filosofi bliver administrativt overført til et andet institut. Nogle har forståeligt nok haft det svært med det. For andre medarbejdere, der ikke er fastansatte, blev det i lyset af disse ændringer og universitetets mærkelige økonomi svært at kunne se en fremtid her. Dorina fik hurtigt et andet job hos VIA i Aarhus, som hun snart begynder i, men alle de ekstra undervisningstimer, hun har leveret, kan hun ikke få godtgjort. Jeg lærer aldrig at forstå universitetets timeregnskab; ekstra undervisning er tydeligvis en rent fiktiv valuta.

I dag mødtes Dorina og jeg for at tale om en fælles publikation, vi har på bedding, om brug af video i undervisning (podcasts mv.). Det var hendes sidste dag på AAU, og hun havde brugt formiddagen på at rydde sit kontor – netop som hendes publikationer fra adjunkttiden omsider var kommet ud. Var det en underlig dag for hende? Selvfølgelig.

Vi fik også spist lidt suppe og som så ofte før talt godt om verdens tilstand. Selvfølgelig slutter vores samarbejde da ikke her, men alligevel – det er underligt igen at blive mindet om alt det, der viser sig at være midlertidigt.

En glidebane

Data baseret på Luxembourg Income Study.
Data baseret på Luxembourg Income Study.

I disse uger er der igen (og igen) fokus på kontanthjælpsmodtageres situation, foranlediget af kampagnen som Danmarks mest populære parti står bag. Man kan godt nok ikke få det populære partis populære politikere til at sige hvornår eller hvordan der skal laves et kontanthjælpsloft; den stærkt venstreorienterede avis Børsen bemærker at Lars Løkke Rasmussen 12 gange i løbet af interviews tirsdag den 24. marts nægte at udtale sig herom. Men centralt for det populære partis maksim om at “det skal kunne betale sig at arbejde”, som reelt er “det må ikke kunne betale sig ikke at arbejde”, som reelt er udtalelsen “i dag kan det betale sig ikke at arbejde” –  er en antagelse om at der findes en pulje af lavtlønnede jobs, der ikke giver mere end kontanthjælp, som ledige nemt kan få adgang til og at disse jobs er en vej til et bedre liv. En mere skjult påstand, som aldrig vil kunne hverken af- eller bekræftes – den vil nemlig kræve at man kan afsløre menneskers “sande motiver” – er at der er en stor gruppe af arbejdsløse (mange nok til at det kan berettige en politik, der vil ramme alle arbejdsløse) der selv har valgt deres situation, trods mulige alternativer.

Ofte taler politikere fra de populære partier om at man ikke skal blive hængende på kontanthjælp. Samtidig opererer de med en antagelse om at lavtlønszonen er en zone, man vil forlade. Men erfaringerne fra udlandet viser noget andet.

En kronik i Information i dag af Kristian Weise sætter tal på dette:

Som en ny Cevea-analyse viser, har de lavest lønnede i de lande, der har kastet sig hovedkulds ud i lavtlønsstrategien, ikke fået en trappestige mod bedre løn og job. Det, de i stedet har fået, er indgangen til en udsigtsløs trædemølle. I Tyskland er deltidsjob for eksempel ikke et springbræt til et fuldtidsjob, men snarere en vej til vedvarende fattigdom. Og her fører arbejdserfaring fra de lavtlønnede job ikke til nye job med ordentlige lønninger. I 2010 havde 73 procent af de arbejdende fattige tyskere mere end et års erhvervserfaring, mens det blot var 55 procent i 1984. Særligt for gruppen med over 5 års arbejdserfaring har stigningen været markant, da mere end hver anden arbejdende fattige (55 procent) havde 5 års erfaring i 2010 mod kun godt hver tredje (37 procent) i 1984.

Problemet med lavtlønsjobs er at man meget let bliver hængende i dem som “arbejdende fattig”. I USA og Rusland og altså nu også i Tyskland er der mange sådanne lønmodtagere, der er nødt til at have flere deltidsjobs til minimumsløn og aldrig slipper ud af denne trædemølle. Det populære partis forslag kan meget let være et bevidst skridt ud på en glidebane i denne retning, og som figuren ovenfor viser, findes de “arbejdende fattige” allerede her i Danmark. Faktisk er gruppen af ikke-arbejdende fattige sammenlignelig i størrelse med de arbejdende fattige.

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Møde i grundejerforeningen

grundejerforeningen

I en verden med terrorisme, flystyrt og forurening er det årlige møde i grundejerforeningen i min gade i Nørresundby et fikspunkt. Jeg har deltaget i møderne hvert år siden jeg blev husejer (nogen indædt husejer har jeg aldrig været, men min hustru og jeg er faktisk noget så konventionelt som husejere), og det er næppe i grundejerforeningens forum, en kommende revolution vil have sit epicenter. Det mest epokegørende der er sket siden 2001 er at mødet er blevet flyttet fra et advokatfirmas lokaler til et privat hjem. Hvad er der sket i det forgangne år? Ikke rigtig noget – ikke engang det tidligere år så varme emne, nemlig pullerter, kunne vi finde noget at sige om. Og derudover besluttede vi at male husene; alle huse i gaden har samme farve, så også dette punkt  var hurtigt overstået. Herefter var det tid til det væsentlige: servering af ost og rødvin – og hummus og oliven (grundejerforeningen hedder trods alt Arabien) og sodavand og øl (tak til værterne!).  Netop i denne tid er der noget sært beroligende ved at besøge dette hjørne af tilværelsen, hvor tiden er sat i stå.

Sprogets klassesamfund

Tegning: Kamilla Wichmann (http://a.bimg.dk/node-images/493/5/620x/5493995-kronik200812.jpg)
Tegning: Kamilla Wichmann (http://a.bimg.dk/node-images/493/5/620x/5493995-kronik200812.jpg)

For nylig udkom der en normativ og måske lidt polemisk bog skrevet af Susanne Staun om god sprogbrug (den har den sigende titel Fuck, en lækker røv).  Anna von Sperling skriver i den anledning en klumme i Information:

Den talende klasses beklagelse over andres ’dårlige sprog’ forstærker den ulighed, som magt over sproget skaber.

Dette kan jeg bestemt forstå, for sprog er bestemt også magt – men sammenhængen er ikke enkel. Således er det bestemt ikke altid sådan, at magthavernes bud på dansk er særlig godt. Tværtimod er embedsmændenes dansk ofte usædvanligt grimt, og nogle akademikeres dansk er også snørklet, omend på en ganske anden måde. Ikke engang “den talende klasse” kan nødvendigvis bryste sig af at tale (eller skrive) godt dansk, selv om medlemmerne af denne klasse da producerer en masse tekster og udtalelser på dansk.

Der er bestemt også borgere med svage sproglige kompetencer, heriblandt ordblinde. Og for dem kan deres problemer med sproget være en tydelig barriere i uddannelsessystemet og i arbejdslivet, for ikke at tale om i det politiske liv. Så bestemt er der et klassesamfund gemt i sproget.

Mange ved at jeg går op i sprogbrug på dansk og at dårligt dansk for mig godt kan være en form for blodtryksforhøjende medicin. Jeg udtaler mig tit om mindre heldig sprogbrug på dansk og har også gjort det i dette forum. Men kan man godt tillade sig dét, når man ved at der er en klasse-dimension? Mit svar her er stadig et ja. Det, der bekymrer mig, er i virkeligheden manglende omhu i brugen af dansk og en manglende vilje til at reflektere over sproget. Mange danskere har nemlig et underligt dovent forhold til dansk, og det er ofte også det, der kan forklare de forskellige afarter af snørkleri. Kancellistil og “indviklet sociologidansk” gør sig nemlig ikke umage for at gøre sproget enkelt.

Del af den valgkamp, du kender

topelement

Venstre havde deres kampagne om kontanthjælpsmodtagere og de krav, de ville stille til dem. Nu lancerer Socialdemokraterne deres kampagne om flygtninge og indvandrere og de krav, de vil stille til dem. Begge partier fokuserer på en gruppe borgere, der ikke har nogen politisk eller økonomisk magt (og formodentlig aldrig vil få det) – og det er grupper af borgere, der i de seneste 15 år har været i fokus igen og igen.

I Information har Jan Maintz et tankevækkende og langt essay om demokratiets kår set sammen med den sociale ulighed. Her er et helt centralt citat fra ham:

Kollektiv udvikling af gode løsninger på fælles problemer er ét af demokratiets store formål. Men for det individ, der ikke kan gøre sig gældende i denne proces, vil demokratiet ikke være andet end de andres styre. Demokrati vil ikke opleves som medbestemmelse, magtspredning og eksistentiel gevinst. Set fra det enkelte menneskes synspunkt må det altså være den enkeltes selvudfoldelse gennem etablering af det politiske fællesskab, som individet lever i, der er demokratiets store menneskelige kvalitet. Kun som deltager i det fælles samfundsbyggeri – lokalt, nationalt eller internationalt – bliver fællesskabets udvikling også til individets udvikling. Dette er præcis den største nulevende demokratiforsker, Francis Fukuyamas, store eksistentielle pointe og hans dybeste begrundelse for det liberale demokrati som den bedste styreform.

Han skriver mod slutningen af sit seneste storværk om demokratiet, Political Order and Political Decay (2014), at det demokratiske system »tjener et vigtigt og selvstændigt mål med menneskelivet uafhængigt af kvaliteten af den regeringsførelse, som sådan et system producerer«: menneskets højeste niveau af selvudfoldelse. Mennesker »kan kun«, skriver han og tilslutter sig Aristoteles’ menneskesyn, »opnå deres højeste udfoldelsesniveau i det omfang, de deltager i det fælles liv«. Demokratiets dybeste eksistentielle værdi er den højeste udfoldelse af menneskedyrets mentale muligheder og evner, og den største selvudfoldelse sker i og med udfoldelsen af det fælles.

Hvis de to før-valgkampagner hævder at kunne få kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge ind i samfundet gennem endnu en runde af krav, er det samtidig tydeligt at der er tale om grupper, som de bejlende politikere taler om, aldrig til. De bliver del af en valgkamp uden på nogen måde at blive søgt inkluderet.  Det er som om de først og fremmest er af værdi som en uudtømmelig, kærkommen årsag til samfundsproblemer. Kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge er blevet de uartige børne-borgere, som de bekymrede forældre-politikere taler om, mens alle kan høre det.

Det må være trist og underligt at være blandt dem, der bliver omtalt på denne måde. Man er blevet marginaliseret – man står uden for den store fortælling om et “fælles liv”, ligesom margen står uden for teksten.