Alan Turing på film

The Imitation Game
En filmplakat fra Berlin.

Så fik jeg omsider set The Imitation Game. Jeg havde været temmelig skeptisk efter at have læst foromtalerne af filmen i bl.a. The Guardian, og det er da også tilfældet at der er nogle underlige unøjagtigheder i filmen. Men filmen var jeg nærmest forpligtet til at se, for jeg har ved flere lejligheder holdt foredrag om Alan Turings liv og virke og samtidig er han en af de helt centrale personer inden for det 20. århundredes matematik og datalogi.

Det er svært ikke at bemærke de åbenlyse fejl i filmen – der samtidig hævdes at være baseret på Andrew Hodges’ ekstremt grundige biografi. Jeg vil aldrig kunne forstå hvorfor det hele vejen gennem filmen hævdes at Turing er professor i Cambridge, når han nu faktisk var lektor i Manchester. Forhåbentlig har de brokket sig over dette i Manchester. Heller ikke skildringen af Alan Turings person svarer til det indtryk, man får fra Hodges.

Også skildringen af arbejdet i Bletchley Park-centret er underlig. Det virker som om Turing bare bøvler dag og nat på må og få med sin bombe (der i virkelighedens verden aldrig hed noget, og da slet ikke Christopher). Det var i høj grad Alan Turings statistiske analyser, der gjorde det muligt at foretage kryptanalyse af Enigma. Selvfølgelig er det korrekt at det bl.a. var opdagelsen af forekomsten af bestemte stykker klartekst i de tyske beskeder, der på afgørende vis hjalp i nogle tilfælde. Og endelig er historien om John Cairncross, der af Turing bliver afsløret som russisk spion, helt og aldeles konstrueret.

Det er også interessant at se en film, der nævner Eulers sætning – selv om Keira Knightley udtaler mandens navn som juu-ler. Gamle øgler som bl.a. undertegnede har lært en noget anden udtale. Så vidt jeg kan skimte (men det går jo hurtigt i en film) er der tale om en diskussion af modulær aritmetik, så Eulers sætning er her den sætning, som siger at a^{\varphi(n)} \equiv 1 hvis a og n er indbyrdes primiske (\varphi(n) er Eulers totientfunktion). Præcis hvor modulær aritmetik skulle være nødvendig i datidens kryptografi er til gengæld ikke klart for mig (og næppe heller for dem, der stod bag filmen).

Matematikken i filmen er ikke våset som sådan – der er en kort reference til beviset for irrationaliteten af \sqrt{2} og en kort samtale om den universelle Turing-maskine, omend det næppe er tilfældet at Turing tænkte på sin bombe som en universelt programmerbar maskine. Det var derimod tilfældet for Mark I-maskinen, han nogle år senere var med til at konstruere i Manchester.

Der er næppe heller noget belæg for at Alan Turing (sådan som filmens rammefortælling vil have det) pludselig skulle sidde og røbe en masse fortrolige oplysninger til en betjent i Manchester som reaktion på et indbrud.

Når alt dette er sagt, er der trods alt en særlig glæde ved omsider at se en film om en skikkelse, jeg har læst så meget om, og også billederne fra Bletchley Park er værd at se. Især er det fascinerende at se nogen sidde og taste forsigtigt på en Enigma-maskine.

Set isoleret er det en velkomponeret film, ikke mindst på billedsiden, og de kendte skuespillere gør det faktisk godt. Hvis The Imitation Game kan få flere til at interessere sig for Alan Turings liv og virke (og de tragiske omstændigheder om hans død, der i høj grad hang sammen med andres manglende accept af hans seksualitet) har filmen trods alt tjent et væsentligt formål.

På en måde er The Imitation Game en nutidig parallel til Amadeus fra 1984. Amadeus er en dengang Oscar-belønnet film om Mozart, som bestemt ikke skildrer Wolfgang Amadeus Mozarts korte liv og omfattende værk historisk korrekt og næppe heller giver et godt indblik i mandens personlighed. Til gengæld gjorde den en del mennesker interesseret i at lytte til Mozart.