Voldtægtsmanden som moralens vogter

Protesters mark the anniversary of the Delhi gang rape of Jyoti Singh in 2012

På søndag den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Kl. 22.10 denne dag viser DR1 dokumentarfilmen Indiens døtre, der handler hvor hvordan den 23-årige Jyoti Singh den 16. december 2012 blev overfaldet af seks mænd bevæbnet med jernstænger. Jyoti blev massevoldtaget og maltrakteret og blev til sidst smidt nøgen på gaden. Tretten dage senere døde hun af sine kvæstelser. I ugerne efter voksede der en protestbevægelse frem blandt Indiens kvinder. Denne modige indsats har desværre ikke kunnet forhindre andre brutale voldtægter i tiden derefter – bl.a. blev en 51-årig dansk kvinde massevoldtaget i januar 2014.

I filmen, der den 8. marts også vises i seks andre lande (heriblandt Indien) fortæller Jyotis forældre om, hvad der skete og hvorfor disse brutale voldtægter finder sted i Indien. Men også en af voldtægtsmændene får ordet. Nogle indiske aktivister er nu bekymrede over at dette sker. Bekymringen er dels at det er hårdt for forældrene at skulle rippe op i de forfærdelige hændelser, der overgik Jyoti, dels at voldtægtsmanden får en platform til at udbrede sine holdninger og forsvare sig selv. Også den indiske regering er vrede over at voldtægtsmanden udtaler sig, men jeg har en fornemmelse af at man her er flove over at denne slags holdninger bliver stillet til skue.

Voldtægtsmanden siger blandt andet dette (i min oversættelse fra engelsk):

En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng er… En anstændig pige vil ikke strejfe rundt ved ni-tiden om aftenen… Husarbejde er for piger, ikke at føjte rundt rundt på diskoteker og barer om aftenen og gøre forkerte ting og gå i forkert tøj.

Jeg blev målløs da jeg læste dette: en sådan forbryder ophøjer sig her til moralens vogter! Men med sådanne udtalelser har jeg meget svært ved at forestille mig at voldtægtsforbryderen vil kunne blive en helt hos ret mange mennesker med den slags udtalelser (men selv terrorister kan som bekendt få beundrere). Tværtimod vil det ikke kunne andet end udstille hans kynisme og ekstreme hykleri.

Også i Danmark, hvor sådanne holdninger er noget mindre acceptable (men bestemt stadig findes i mere “moderat” form mht. hvordan kvinders adfærd og påklædning kan “friste” svage mænd) er der brug for at bryde tavshedsmuren. Det er bestemt også tilfældet i Indien, og jeg synes at det er modigt af Jyotis forældre at medvirke.