Et folkemøde om flygtninge

folkemoede

I går aftes deltog jeg sammen med omkring 300 andre lokale borgere (heriblandt nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International) i Dansk Røde Kors’ humanitære folkemøde om flygtninge. Målet med folkemøderne er at skabe “en bred dialog, der skal sikre vidensdeling om de gode initiativer og inspiration til nye løsninger”. Det sidste af de fire folkemøder finder sted på søndag den 8. marts kl. 13-16 i Rønne.

To asylansøgere, Abel og Magdoline, fortalte om deres lange flugt fra henholdsvis Eritrea og Syrien. Begge deres beretninger gjorde et stort indtryk på mig. Jeg vil ikke kunne glemme Abels skildring af flugten over Middelhavet sammen med 317 andre på en fiskekutter beregnet til 18-20 mennesker – og uden besætning. Jeg har læst en hel del om bådflygtninge og også skrevet om dette her, men det gør noget helt særligt at få sat ansigt på. Og jeg vil heller ikke glemme Magdolines beskrivelse af hvad man skal huske at tage med og at gøre ved sit hjem, når man har kort tid til at forlade sit hjem og ved at man måske aldrig vil komme til at se det igen.

Der var to paneldebatter om hvad man i Danmark kunne gøre for at tage imod flygtningene. Her deltog lokale politikere, borgere, der stod bag lokale initiativer og en syrisk flygtning, der undervejs fortalte om hvordan han var blevet modtaget i Nordjylland. Der var en klar forskel på at være i Aalborg og i en lille by som Arden, og denne forskel var desværre ikke til Ardens fordel.

De øvrige gennemgående medvirkende var Dansk Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl, og to kendte ansigter fra tv, nemlig Kurt Strand der var konferencier og Lasse Rimmer som underholdt mellem de to dele af paneldebatten.

Når man har været vidne til den fremherskende mistænkeliggørelse af flygtninge i den politiske debat i Danmark, er det befriende at opleve en gennemgående positiv og imødekommende stemning i samtalen om modtagelsen af flygtninge. En af de erkendelser, som for nogle mennesker lader til at være ubehagelig, men er meget nødvendig, er at alle parter skal deltage i mødet/integrationen/inklusionen. Det er ikke kun flygtningene, der skal “lære at passe til” Danmark – det er også omvendt. Flygtningene viser befolkningen i Danmark at der er en verden derude, som Danmark er en del af.

Tænk hvis al den energi, som bliver rettet mod flygtninge nu, kan bruges til at få det bedste frem i os i stedet for det værste. Det må være muligt.