En sikkerhedskopi af mig?

hjerne

Tænk hvis computeren og menneskehjernen kunne kommunikere med hinanden. Daniel Kahneman og Yuval Noah Harari (der begge er fra Israel) har en interessant diskussion af denne mulighed. På en måde er det jo en dejlig vision: De barrierer, som vi mærker som undervisere, vil forsvinde – maskinen kan læse det enkelte menneskes viden og hele sind som data og vi kan omsider få egentlig tankeoverførsel. Mine studerende (hvis jeg stadig er i live til den tid) kan hente min viden om mit fagområde via et kabel eller måske endda trådløst, og eksamen kan tilsvarende finde sted via et kabel. Det vil blive noget helt andet at udveksle viden om ny forskning; omsider er det slut med at bedømme forskningsartikler. Måske vil det endelig lykkes mig at overbevise de bevilgende instanser om at mine ansøgninger om forskningsmidler skal imødekommes, når de kan læse alle mine gode tanker via et kabel.

Og døden bliver overflødiggjort – når den triste dag nærmer sig, tager nogen en sikkerhedskopi af mig og får “mig” overført til en ny og bedre krop.

Men samtidig står det klart at alt dette mål vil blive et mål for de få, præcis som hjertetransplantationer har været det og stadig er det. I det 20. århundredes lægevidenskab er de store organtransplantationer en forholdsvis undtagelse; forbedring af folkesundheden har været en høj prioritet og er det for så vidt stadig.

Harari gør da også opmærksom på at denne tilgang virker lige så godt – eller snarere lige så dårligt – som ideen om en “nedsivningsøkonomi” som fordelingspolitik, dvs. at omfordelingen i samfundet sker ved at gøre de rige endnu rigere, hvorefter al deres rigdom på en eller anden måde “siver ned gennem samfundsklasserne”. Adgangen til hjertetransplantationer er “sivet ned” til alle borgere i Danmark takket være offentlig sygesikring, men så siver de heller ikke længere ud i verden. Der er masser af mennesker i det Globale Syd der stadig dør af hjertesygdomme, som en transplantation ville kunne have forhindret.

Det er derfor, jeg nogle gange opdager at min begejstring for alle de hurtige, science fiction-lignende teknologiske fremskridt kølner – teknologien når langt fra altid ud til alle dem, der kunne have glæde af den, og nogle gange er den teknologi, der når ud til alle, måske  ikke så vigtig eller så heldig. Den empatiske og solidariske holdning, der ligger i ideerne om folkesundhed, er forsvundet.

Dette citat af Harari hæfter jeg mig ved:

There are fundamental reasons why we should take this very seriously, because generally speaking, when you look at the 20th century, it’s the era of the masses, mass politics, mass economics. Every human being has value, has political, economic, and military value, simply because he or she is a human being, and this goes back to the structures of the military and of the economy, where every human being is valuable as a soldier in the trenches and as a worker in the factory.

But in the 21st century, there is a good chance that most humans will lose, they are losing, their military and economic value. This is true for the military, it’s done, it’s over. The age of the masses is over. We are no longer in the First World War, where you take millions of soldiers, give each one a rifle and have them run forward. And the same thing perhaps is happening in the economy. Maybe the biggest question of 21st century economics is what will be the need in the economy for most people in the year 2050.

And once most people are no longer really necessary, for the military and for the economy, the idea that you will continue to have mass medicine is not so certain.

 

(Visited 117 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar