Vækstens ulighed og ulighedens vækst

Foto: Børsen.
Foto: Børsen.

The New Yorker har en lang og interessant artikel om social og økonomisk ulighed. Det er et emne, der med ujævne mellemrum dukker op i den politiske debat, og der er mange forsøg på at forklare hvor uligheden kommer fra og om den i det hele taget er et problem. I Danmark ser landets mest populære parti ulighed som en slags nødvendig dynamo for økonomisk vækst. I 2005 udtalte daværende socialminister Eva Kjer Hansen at uligheden i det danske samfund gerne måtte blive større.

Ni år senere sagde det populære partis politiske ordfører Inger Støjberg til DR Nyheder at

Den, der nu er kommet ud på arbejdsmarkedet, er jo med til at øge uligheden. Det kan godt være, det forøger uligheden i regnearket, men for det enkelte menneske er det jo super godt, og det er også godt for samfundet. Hvis det betyder, at flere mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet, så synes jeg ikke, ulighed er interessant, lød det fra Inger Støjberg.

Det interessante er at den amerikanske højrefløj faktisk lader til at være bekymret over uligheden i USA, selv om den også pointerer at uligheden bestemt ikke er dens skyld. I artiklen fra The New Yorker kan man se dette citat:

In January, at a forum sponsored by Freedom Partners (a free-market advocacy group with ties to the Koch brothers), the G.O.P. Presidential swains Ted Cruz, Rand Paul, and Marco Rubio battled over which of them disliked inequality more, agreeing only that its existence wasn’t their fault. “The top one per cent earn a higher share of our income, nationally, than any year since 1928,” Cruz said, drawing on the work of Saez and Piketty. Cruz went on, “I chuckle every time I hear Barack Obama or Hillary Clinton talk about income inequality, because it’s increased dramatically under their policies.”

Men det bliver ved snakken. Uligheden i USA er den højeste i den industrialiserede verden, og den er blevet mere udtalt i de seneste 50 år.

Det meste af artiklen i The New Yorker handler om aktuelle bøger om ulighedens vækst i USA: Den amerikanske sociolog Robert Putnams bog Our Kids: The American Dream in Crisis, der handler om hvordan voksende ulighed i de seneste 50 år har påvirket byen Port Clinton. Og Steve Frasers bog The Age of Acquiescence: The Life and Death of American Resistance to Organized Wealth and Power tager fat i hvordan kritikken af magt og rigdom ifølge ham er ved at forstumme. Og i Inequality: What Can Be Done? tager Anthony Atkinson bud på løsninger, der først og fremmest skal bryde den sociale arv.

Det er påfaldende for mig at der samtidig er så mange stemmer i den politiske debat i Danmark, der ser USA som et ideal for økonomisk udvikling og økonomisk politik og ulighed som et tegn på positiv dynamik.