Revet midt over?

Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.
Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.

I Information er der en artikel om situationen om de mange syriske flygtninge. FNs Flygtningehøjkommissariat foreslår nu at der skal laves et pilotprojekt, der skal sikre at flere europæiske medlemslande tager imod flere af flygtningene fra Syrien. Lige nu er det Sverige og Tyskland, der er de europæiske lande der tager imod langt de fleste syriske flygtninge.

Den danske regering er skeptisk over for dette. Men som altid overbydes de af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Han påpeger, at udspillet vidner om, at organisationer som FN ikke har forstået de enkelte europæiske staters flygtningesituation.

»Vi kan jo ikke blive ved med at tage imod flygtninge. Tag nu Danmark for eksempel, vores land er jo ved at blive revet midt over,« siger han.

Jeg bliver nødt til at sige dette igen: I Libanon er hver tredje indbygger lige nu flygtning fra Syrien. Danmark har taget imod lidt over 10.000 flygtninge fra Syrien. Det er specielt trist at læse dette citat, når man ved at selvsamme Martin Henriksen for få måneder siden har besøgt flygtningelejre for syriske flygtninge og dengang så at en flygtningelejr nu er den tredjestørste by i Jordan. Hvis Danmark er ved “at blive revet midt over” af 10.000 flygtninge, må Danmark være et sølle land. Og hvis der er et land, der er ved at blive revet midt over, er det Syrien.

Lidt længere nede kan man læse hvad der skal gøres ved den humanitære krise ifølge selvsamme politiker:

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at diskussionen om, hvordan EU skal tage imod flygtninge og fordele dem imellem staterne, bør få et andet fortegn.

»Man burde i stedet se på, hvordan vi undgår flygtninge frem for, hvordan vi tager imod dem« siger han.

Det handler kort og godt om ikke at få flygtninge hertil. En dag må der da være nogen borgerlige/socialdemokratiske/radikale politikere, der kan erklære sig åbent uenige i dette og sætte Martin Henriksen og hans kynisme på plads – eller er den tid forbi?  Igen vil jeg minde om at FNs flygtningehøjkommissær i sin tid var Poul Hartling, tidligere statsminister for Venstre.

(Visited 42 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar