Lige lovlig smart?

Spinning-Beach-Ball1
“Badebolden” fra Mac OS X er sådan en trist badebold.

Der er i disse år stort fokus på Internet of Things – den idé at en masse genstande nu bliver i stand til at kommunikere med hinanden over Internettet. Dvs. et af de store problemer er det, man kalder interoperabilitet – om alle de mange genstande rent faktisk kan kommunikere med hinanden. Det er som bekendt ikke nok at alle er på nettet for at man kan etablere en meningsfyldt kommunikation. Hvis man nogensinde har prøvet at sende en e-mail med danske bogstaver til en modtager uden for Danmark, kan man især før i tiden let have mødt en lille udgave af dette problem, nemlig at modtageren ikke kunne læse de særlige danske tegn.

Historien om Raúl Rojas fra Berlin er en fascinerende historie om netop interoperabilitet. Han har siden 2009 boet i et smart home, hvor mikrobølgeovn, komfur, tv, varme, ventilation, belysning osv. er internetforbundet. Noget af det eneste, der ikke er på nettet, er dørlåsene. Raúl Rojas har nemlig været bange for ikke at kunne komme ind i sit hus!

Og så vil skæbnen at det går galt endda. Alle dimserne i Rojas’ hjem kommer fra mange forskellige producenter og bruger forskellige protokoller til at kommunikere med, så han installerede en centralenhed i hjemmet, som alle skulle kommunikere gennem. Men en dag for to år siden gik det galt – pludselig var det intet i hjemmet, der responderede. Lyset kunne ikke tændes, tv var ubrugeligt osv. Til sidst fandt Rojas synderen, og den var – en elektrisk pære. Da pæren gik i stykker, begyndte den at sende information om det til centralenheden. Og fra da af var der ingen andre, der kunne bruge centralenheden! Pæren havde lavet et denial-of-service-angreb.

Med til hele denne historie hører at Raúl Rojas ikke er en hvemsomhelst; han er professor ved Freie Universität i Berlin – i datalogi. Han skiftede pæren, og problemet gik væk.

Men problemet med interoperabilitet er meget reelt og kan ikke altid klares ved at skifte en pære. Hvis vi skal have vores hjem på nettet, er det i hvert fald ikke en god idé at lade al kommunikationen gå gennem én centralenhed, og det er heller ikke nogen god idé ikke at kunne slå al smartheden fra.

 

(Visited 42 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar