Scener fra en torsdag på universitetet

staenderforsamling
En stænderforsamling i 1800-tallet.

Dagens første begivenhed var et orienteringsmøde for studerende, der stod for at kunne søge ind på vores kandidatuddannelser i datalogi og software. Jeg har holdt sådanne møder før, men denne gang var der en mindre behagelig facet af mødet: Vi har i Studienævn for datalogi besluttet at nedlægge kandidatuddannelsen i datalogi/spilprogrammering, da der ikke længere er et fagligt miljø, der kan understøtte at uddannelsen i spilprogrammering bliver afviklet på fagligt forsvarlig vis. Det er en rigtig trist beslutning, for uddannelsen har forholdsvis stor søgning, men det er desværre også en nødvendig beslutning. Der er nu “kun” de almindelige kandidatuddannelser i datalogi og software tilbage.

Her var jeg i rollen som beslutningstager. Jeg havde indstillet mig på at der ville være en del negative reaktioner fra de studerende, der måske havde forventet at kunne vælge denne uddannelse. Og havde der været sådanne reaktioner, ville det have været fuldt forståeligt – processen havde trukket længere ud end godt er. Men der var ingen studerende, der sagde noget her. Måske var det resignationen, der var sat ind hos dem.

Bagefter var der nogle studerende, der henvendte sig til mig med spørgsmål. En af dem var noget tvivlrådig. Hvad skulle han dog gøre på kandidatuddannelsen? Der var ikke  nogen af de fag, der blev udbudt på datalogi-uddannelsens 8. semester, han brød sig om. Kunne han mon erstatte dem med fag fra software-uddannelsen? Og nej,  det kunne han ikke; dette var studienævnets beslutning. Det var han temmelig skuffet over.

Herefter var der fred og ro på kontoret i et stykke tid; jeg vil prøve ikke at glemme at spilde tiden ind imellem. Formiddagen sluttede med et roligt  møde med en gruppe, jeg er vejleder for. Og så var der frokost.

Dagen sluttede med at jeg deltog i et interview om medindflydelse og medinddragelse, sat i scene af universitetets administration efter at hovedsamarbejdsudvalget kraftigt havde ytret ønske om det. Aalborg Universitet er nemlig i dag et af de danske universiteter, hvor medarbejdere i praksis har mindst indflydelse. (Til gengæld er AAU et af de steder, hvor der udstedes suverænt flest detailregulativer.) Her sad jeg på den anden side, som en slags menig medarbejder over for administrationen. Intervieweren var en sociologistuderende på 8. semester, som ind imellem tabte pusten over for de fire interviewdeltagere – heriblandt en tidligere institutleder med 50 års (!) kandidaterfaring.

Jeg er en stor tilhænger af medbestemmelse, men jeg er en stor modstander af medinddragelse. Medinddragelse består i vore dages universitetsverden i at ledelsen spørger medarbejdere og studerende kort og derefter træffer de beslutninger, ledelsen har lyst til at træffe. Dvs. præcis som de stænderforsamlinger, der i Danmark fandtes under enevælden i 1800-tallet. Her kunne udvalgte borgere møde op og give deres mening til kende, inden enevoldsfyrsten udstedte sine love. Senere fik borgerne medbestemmelse i større og større omfang, og efterhånden kom denne medbestemmelse endda til at omfatte så tvivlsomme grupperinger som kvinder, tyende og folk på fattighjælp. I universitetsverdenen er det inden for de seneste 15 år gået den stik modsatte vej.

Samtidig har vi fået en parallel struktur uden for universitetsloven, hvor forskere med adgang til eksterne forskningsmidler kan agere på egen hånd ved at ansætte og forfremme og frikøbe sig selv efter forgodtbefindende. Og ingen institutleder ved sine fulde administrative fem tør anfægte denne ret. På denne måde udgør forskerne med store egenbevillinger en rolle som den, Mærsk indtager i dansk politik.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar