Del af den valgkamp, du kender

topelement

Venstre havde deres kampagne om kontanthjælpsmodtagere og de krav, de ville stille til dem. Nu lancerer Socialdemokraterne deres kampagne om flygtninge og indvandrere og de krav, de vil stille til dem. Begge partier fokuserer på en gruppe borgere, der ikke har nogen politisk eller økonomisk magt (og formodentlig aldrig vil få det) – og det er grupper af borgere, der i de seneste 15 år har været i fokus igen og igen.

I Information har Jan Maintz et tankevækkende og langt essay om demokratiets kår set sammen med den sociale ulighed. Her er et helt centralt citat fra ham:

Kollektiv udvikling af gode løsninger på fælles problemer er ét af demokratiets store formål. Men for det individ, der ikke kan gøre sig gældende i denne proces, vil demokratiet ikke være andet end de andres styre. Demokrati vil ikke opleves som medbestemmelse, magtspredning og eksistentiel gevinst. Set fra det enkelte menneskes synspunkt må det altså være den enkeltes selvudfoldelse gennem etablering af det politiske fællesskab, som individet lever i, der er demokratiets store menneskelige kvalitet. Kun som deltager i det fælles samfundsbyggeri – lokalt, nationalt eller internationalt – bliver fællesskabets udvikling også til individets udvikling. Dette er præcis den største nulevende demokratiforsker, Francis Fukuyamas, store eksistentielle pointe og hans dybeste begrundelse for det liberale demokrati som den bedste styreform.

Han skriver mod slutningen af sit seneste storværk om demokratiet, Political Order and Political Decay (2014), at det demokratiske system »tjener et vigtigt og selvstændigt mål med menneskelivet uafhængigt af kvaliteten af den regeringsførelse, som sådan et system producerer«: menneskets højeste niveau af selvudfoldelse. Mennesker »kan kun«, skriver han og tilslutter sig Aristoteles’ menneskesyn, »opnå deres højeste udfoldelsesniveau i det omfang, de deltager i det fælles liv«. Demokratiets dybeste eksistentielle værdi er den højeste udfoldelse af menneskedyrets mentale muligheder og evner, og den største selvudfoldelse sker i og med udfoldelsen af det fælles.

Hvis de to før-valgkampagner hævder at kunne få kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge ind i samfundet gennem endnu en runde af krav, er det samtidig tydeligt at der er tale om grupper, som de bejlende politikere taler om, aldrig til. De bliver del af en valgkamp uden på nogen måde at blive søgt inkluderet.  Det er som om de først og fremmest er af værdi som en uudtømmelig, kærkommen årsag til samfundsproblemer. Kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge er blevet de uartige børne-borgere, som de bekymrede forældre-politikere taler om, mens alle kan høre det.

Det må være trist og underligt at være blandt dem, der bliver omtalt på denne måde. Man er blevet marginaliseret – man står uden for den store fortælling om et “fælles liv”, ligesom margen står uden for teksten.

(Visited 178 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar