En glidebane

Data baseret på Luxembourg Income Study.
Data baseret på Luxembourg Income Study.

I disse uger er der igen (og igen) fokus på kontanthjælpsmodtageres situation, foranlediget af kampagnen som Danmarks mest populære parti står bag. Man kan godt nok ikke få det populære partis populære politikere til at sige hvornår eller hvordan der skal laves et kontanthjælpsloft; den stærkt venstreorienterede avis Børsen bemærker at Lars Løkke Rasmussen 12 gange i løbet af interviews tirsdag den 24. marts nægte at udtale sig herom. Men centralt for det populære partis maksim om at “det skal kunne betale sig at arbejde”, som reelt er “det må ikke kunne betale sig ikke at arbejde”, som reelt er udtalelsen “i dag kan det betale sig ikke at arbejde” –  er en antagelse om at der findes en pulje af lavtlønnede jobs, der ikke giver mere end kontanthjælp, som ledige nemt kan få adgang til og at disse jobs er en vej til et bedre liv. En mere skjult påstand, som aldrig vil kunne hverken af- eller bekræftes – den vil nemlig kræve at man kan afsløre menneskers “sande motiver” – er at der er en stor gruppe af arbejdsløse (mange nok til at det kan berettige en politik, der vil ramme alle arbejdsløse) der selv har valgt deres situation, trods mulige alternativer.

Ofte taler politikere fra de populære partier om at man ikke skal blive hængende på kontanthjælp. Samtidig opererer de med en antagelse om at lavtlønszonen er en zone, man vil forlade. Men erfaringerne fra udlandet viser noget andet.

En kronik i Information i dag af Kristian Weise sætter tal på dette:

Som en ny Cevea-analyse viser, har de lavest lønnede i de lande, der har kastet sig hovedkulds ud i lavtlønsstrategien, ikke fået en trappestige mod bedre løn og job. Det, de i stedet har fået, er indgangen til en udsigtsløs trædemølle. I Tyskland er deltidsjob for eksempel ikke et springbræt til et fuldtidsjob, men snarere en vej til vedvarende fattigdom. Og her fører arbejdserfaring fra de lavtlønnede job ikke til nye job med ordentlige lønninger. I 2010 havde 73 procent af de arbejdende fattige tyskere mere end et års erhvervserfaring, mens det blot var 55 procent i 1984. Særligt for gruppen med over 5 års arbejdserfaring har stigningen været markant, da mere end hver anden arbejdende fattige (55 procent) havde 5 års erfaring i 2010 mod kun godt hver tredje (37 procent) i 1984.

Problemet med lavtlønsjobs er at man meget let bliver hængende i dem som “arbejdende fattig”. I USA og Rusland og altså nu også i Tyskland er der mange sådanne lønmodtagere, der er nødt til at have flere deltidsjobs til minimumsløn og aldrig slipper ud af denne trædemølle. Det populære partis forslag kan meget let være et bevidst skridt ud på en glidebane i denne retning, og som figuren ovenfor viser, findes de “arbejdende fattige” allerede her i Danmark. Faktisk er gruppen af ikke-arbejdende fattige sammenlignelig i størrelse med de arbejdende fattige.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar