Dum og doven kritik

 

Tegning: Martin Ellison, der er professor i Oxford (http://users.ox.ac.uk/~exet2581)
Tegning: Martin Ellison, der er professor i Oxford (http://users.ox.ac.uk/~exet2581)

Det kan godt være at underviseren er fagligt kompetent, men han kan ikke lære fra sig.

Underviseren i dette fag gjorde alt for at undgå de studerende.

Det er i sandhed ikke noget godt skudsmål for en underviser. Og den underviser er mig. Engang imellem har jeg fået nogle virkelige hug i evalueringerne fra nogle studerende. Jeg har en tendens til at hæfte mig mest ved de negative kommentarer. De to citater er nogle af dem, jeg især husker.

Steen Laugesen Hansen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet langer i et indlæg i Universitetsavisen ud efter de studerendes evalueringer af hans undervisning. Han skriver:

Hvorfor skal min undervisning bedømmes af dumme og dovne studerende, som slet ikke burde være på et universitet?

Ikke alle studerende er naturligvis dumme og dovne, men efter det forøgede optag på universiteterne er der desværre flere og flere, der tilhører den kategori.

For at blive hørt, må man vide, hvad man taler om. For naturligvis skal vi have evaluering af vores undervisning, men undervisningen er ikke en ‘vare’, vi bare skal ‘sælge’ til ‘kunderne i butikken’, selv om mange studerende og ikke mindst administratorer i universitetets ledelse tydeligvis lider af den fejlopfattelse.

Også i Politiken har Steen Laugesen fremført sin kritik. Jeg har det dog underligt med den, også selv om jeg bestemt kan blive træt af og vred over voldsom, malplaceret kritik fra studerende. Her tænker jeg på kritik, der baserer sig på misforståelser af en konkret faglighed og på urealistiske eller bare ikke til et universitet svarende forventninger. Og hvis den slags stærkt negative evalueringer når videre i systemet og får lov at stå alene, bliver det træls for den berørte underviser.

Og jeg kan sagtens komme i tanke om både studerende, hvis begavelse har været lige lovlig begrænset og om studerende, hvis aktivitetsniveau har været lige lovligt lavt. Men jeg tør ikke sige at de ubrugelige evalueringer som helheld kommer fra “dovne og dumme” studerende – dét i sig selv er en udtalelse, der slipper meget nemt om ved tingene og ikke viser ret megen indsigt.

Det er snarere måden, undervisningen bliver evalueret på, der er et problem. Nogle synes at anonyme evalueringer er mest rimelige, da de beskytter den studerende. Men jeg husker hvordan den norske uddannelsesforsker Per Lauvås engang til et seminar i Aalborg fortalte om sine erfaringer med anonyme evalueringer – de anonyme evalueringer var meget hårdere og fokuserede i højere grad på underviserens personlige fremtoning. Når man dertil lægger, at det ofte er studerende, der enten er ekstremt utilfredse eller er ekstremt tilfredse, der giver deres mening til kende, bliver billedet speget.

Jeg benytter mig selv aldrig af anonyme evalueringer, når fokus specifikt er på min undervisning.

Hvis evalueringerne bliver brugt som kontrolinstrument i et New Public Management-regi (og det er der mange, der gerne vil have), kan de bare bruges til at slå folk i hovedet med. Heldigvis er jeg ikke blevet sat fra bestillingen trods kommentarer som de ovenfor citerede. Hvis evalueringer af undervisning skal give mening, skal de være en måde til udvikling af og refleksion over egen undervisning.

Hvis evalueringer skal give mening, bør de derfor være systematiske og man skal selv stå for dem som underviser. Hvis evalueringerne ikke er systematiske, beder man reelt om at få tilfældige kommentarer fra et tilfældigt udsnit af mennesker. Fordi forskellige undervisningsaktiviteter har forskellige læringsmål og forskellige undervisere benytter sig af forskellige virkemidler, er det ikke realistisk at ville presse samme evalueringsskema ned over alle – præcis ligesom der er mange forskellige måder at afholde eksamen på, alt efter hvad læringsmålene var.

Forårsjævndøgn

foraarsjaevndoegn

Mange tænkte mest på solformørkelsen, men den så vi ikke meget tid. I nogle korte sekunder tittede solskiven frem mellem skyerne, men takket være det tykke skylag kunne man kun ane at der var noget der skyggede for den – og det endda uden brug af beskyttelsesbriller, så svagt var sollyset.

Men den rigtig interessante begivenhed er faktisk en anden: at det er forårsjævndøgn i dag. Fra nu af kommer der en tid, hvor dagene bliver længere end nætterne. Det skal helst ikke også betyde at arbejdsdagene samtidig bliver længere, omend det endte med at blive en alt for lang optakt til weekenden. En dag forstår jeg forhåbentlig hvorfor dette forår er kommet til at virke så hektisk for mig.

Scener fra en torsdag på universitetet

staenderforsamling
En stænderforsamling i 1800-tallet.

Dagens første begivenhed var et orienteringsmøde for studerende, der stod for at kunne søge ind på vores kandidatuddannelser i datalogi og software. Jeg har holdt sådanne møder før, men denne gang var der en mindre behagelig facet af mødet: Vi har i Studienævn for datalogi besluttet at nedlægge kandidatuddannelsen i datalogi/spilprogrammering, da der ikke længere er et fagligt miljø, der kan understøtte at uddannelsen i spilprogrammering bliver afviklet på fagligt forsvarlig vis. Det er en rigtig trist beslutning, for uddannelsen har forholdsvis stor søgning, men det er desværre også en nødvendig beslutning. Der er nu “kun” de almindelige kandidatuddannelser i datalogi og software tilbage.

Her var jeg i rollen som beslutningstager. Jeg havde indstillet mig på at der ville være en del negative reaktioner fra de studerende, der måske havde forventet at kunne vælge denne uddannelse. Og havde der været sådanne reaktioner, ville det have været fuldt forståeligt – processen havde trukket længere ud end godt er. Men der var ingen studerende, der sagde noget her. Måske var det resignationen, der var sat ind hos dem.

Bagefter var der nogle studerende, der henvendte sig til mig med spørgsmål. En af dem var noget tvivlrådig. Hvad skulle han dog gøre på kandidatuddannelsen? Der var ikke  nogen af de fag, der blev udbudt på datalogi-uddannelsens 8. semester, han brød sig om. Kunne han mon erstatte dem med fag fra software-uddannelsen? Og nej,  det kunne han ikke; dette var studienævnets beslutning. Det var han temmelig skuffet over.

Herefter var der fred og ro på kontoret i et stykke tid; jeg vil prøve ikke at glemme at spilde tiden ind imellem. Formiddagen sluttede med et roligt  møde med en gruppe, jeg er vejleder for. Og så var der frokost.

Dagen sluttede med at jeg deltog i et interview om medindflydelse og medinddragelse, sat i scene af universitetets administration efter at hovedsamarbejdsudvalget kraftigt havde ytret ønske om det. Aalborg Universitet er nemlig i dag et af de danske universiteter, hvor medarbejdere i praksis har mindst indflydelse. (Til gengæld er AAU et af de steder, hvor der udstedes suverænt flest detailregulativer.) Her sad jeg på den anden side, som en slags menig medarbejder over for administrationen. Intervieweren var en sociologistuderende på 8. semester, som ind imellem tabte pusten over for de fire interviewdeltagere – heriblandt en tidligere institutleder med 50 års (!) kandidaterfaring.

Jeg er en stor tilhænger af medbestemmelse, men jeg er en stor modstander af medinddragelse. Medinddragelse består i vore dages universitetsverden i at ledelsen spørger medarbejdere og studerende kort og derefter træffer de beslutninger, ledelsen har lyst til at træffe. Dvs. præcis som de stænderforsamlinger, der i Danmark fandtes under enevælden i 1800-tallet. Her kunne udvalgte borgere møde op og give deres mening til kende, inden enevoldsfyrsten udstedte sine love. Senere fik borgerne medbestemmelse i større og større omfang, og efterhånden kom denne medbestemmelse endda til at omfatte så tvivlsomme grupperinger som kvinder, tyende og folk på fattighjælp. I universitetsverdenen er det inden for de seneste 15 år gået den stik modsatte vej.

Samtidig har vi fået en parallel struktur uden for universitetsloven, hvor forskere med adgang til eksterne forskningsmidler kan agere på egen hånd ved at ansætte og forfremme og frikøbe sig selv efter forgodtbefindende. Og ingen institutleder ved sine fulde administrative fem tør anfægte denne ret. På denne måde udgør forskerne med store egenbevillinger en rolle som den, Mærsk indtager i dansk politik.

Spildtid

Hvad nytter al ens kløgt og viden, hvis man har glemt at spilde tiden? (Piet Hein)

I dag har jeg været sygemeldt med et underligt maveonde, der begyndte i går aftes. Jeg har haft et usædvanligt hektisk 2015 indtil nu, og jeg troede faktisk en overgang i går aftes at mine maveproblemer var tegn på stress. Det lader heldigvis ikke til at have været tilfældet, men jeg har tilbragt hele dagen i sengen med at lave – ingen ting. Ingen ansøgninger om forskningsmidler, ingen undervisning, intet studienævn eller behandling af meritsager, intet artikelskriveri, ingen Dansk Magisterforening, ingen Amnesty International, ingen motorvejsmodstand. Jeg har bare ligget og lyttet til klassisk musik på P2 (det holder jeg meget af) og sovet, sovet og været dvask. Det er træls at have ondt i maven nu og da, men det var godt at have en helt legal pause og at spilde tiden. Det var bestemt ikke spild af tid, og jeg vil tænke over hvordan jeg kan få bedre tid til netop dét.

Statusseminar

statusseminar

I dag prøvede jeg og mine vejlederkolleger noget nyt – for første gang holdt vi statusseminarer for datalogistuderende på 4. semester. Ideen er min. De studerende er nu halvanden måned inde i deres projektforløb, og til dette statusseminar skulle de gøre rede for deres problemanalyse og problemformulering og deres hidtidige arbejde med problemløsning. På dette semester er det vigtige formål med projektet at skabe sit eget programmeringssprog som del af problemløsningen, og det betød også at hver gruppe skulle fremlægge eksempler på programmer skrevet i det programmeringssprog, de var ved at skabe.

Det var en interessant og så vidt jeg kunne observere også lærerig oplevelse for alle parter. På bacheloruddannelsen er læringsmålene så veldefinerede, at projekterne på samme semester typisk ligner hinanden en hel del – og dermed bliver det muligt for de studerende at kommentere hinandens præsentationer. Og det gjorde de da også. Samtidig kan vejlederne kommentere præsentationer fra grupper, de ikke er vejledere for. Selv lærer jeg meget om de fælles udfordringer, der er på semesteret, når jeg bliver mindet om at alle de 5 grupper, jeg så i dag, slås med mange af de samme ting og finder de samme bud på løsninger.

Alle studerende kender til de C-agtige programmeringssprog – C, C++ og C# – så det er ikke overraskende at de programmeringssprog, de finder på, i meget høj grad bliver variationer over dette tema. Den “magiske compiler” er også et tilbagevendende tema. Tænk hvis vi kunne lave en oversætter, der af sig selv kunne finde ud af hvilke beregninger i det program, der ville kunne udføres parallelt. Den slags kan man ikke (det er et resultat fra teorien for beregnelighed), men dette ved de studerende af gode grunde ikke endnu. Så på én og samme tid sigter projekterne højt, nemlig i jagten på en “magisk oversætter”, og lavt, nemlig i buddene på hvordan et programmeringssprog mon kan se ud.

Statusseminarer ser vi ellers kun på de første 2 semestre, men min begrundede fornemmelse er at dette er et godt værktøj i projektarbejdet – også af den grund at der bliver indført et krav om at skulle forklare og forsvare projektets beslutninger over for andre uden for det lille fællesskab af gruppe plus vejleder. Og så er det nok også godt for arbejdsmoralen at lægge en sådan intern deadline ind tidligt i forløbet. Det kunne give god mening at bruge statusseminarer også op til 4. semester, måske endda senere. På kandidatuddannelserne er det stadig vigtigt at kunne fortælle hinanden om sine overvejelser, men skal formen formodentlig være en anden.

Lige lovlig smart?

Spinning-Beach-Ball1
“Badebolden” fra Mac OS X er sådan en trist badebold.

Der er i disse år stort fokus på Internet of Things – den idé at en masse genstande nu bliver i stand til at kommunikere med hinanden over Internettet. Dvs. et af de store problemer er det, man kalder interoperabilitet – om alle de mange genstande rent faktisk kan kommunikere med hinanden. Det er som bekendt ikke nok at alle er på nettet for at man kan etablere en meningsfyldt kommunikation. Hvis man nogensinde har prøvet at sende en e-mail med danske bogstaver til en modtager uden for Danmark, kan man især før i tiden let have mødt en lille udgave af dette problem, nemlig at modtageren ikke kunne læse de særlige danske tegn.

Historien om Raúl Rojas fra Berlin er en fascinerende historie om netop interoperabilitet. Han har siden 2009 boet i et smart home, hvor mikrobølgeovn, komfur, tv, varme, ventilation, belysning osv. er internetforbundet. Noget af det eneste, der ikke er på nettet, er dørlåsene. Raúl Rojas har nemlig været bange for ikke at kunne komme ind i sit hus!

Og så vil skæbnen at det går galt endda. Alle dimserne i Rojas’ hjem kommer fra mange forskellige producenter og bruger forskellige protokoller til at kommunikere med, så han installerede en centralenhed i hjemmet, som alle skulle kommunikere gennem. Men en dag for to år siden gik det galt – pludselig var det intet i hjemmet, der responderede. Lyset kunne ikke tændes, tv var ubrugeligt osv. Til sidst fandt Rojas synderen, og den var – en elektrisk pære. Da pæren gik i stykker, begyndte den at sende information om det til centralenheden. Og fra da af var der ingen andre, der kunne bruge centralenheden! Pæren havde lavet et denial-of-service-angreb.

Med til hele denne historie hører at Raúl Rojas ikke er en hvemsomhelst; han er professor ved Freie Universität i Berlin – i datalogi. Han skiftede pæren, og problemet gik væk.

Men problemet med interoperabilitet er meget reelt og kan ikke altid klares ved at skifte en pære. Hvis vi skal have vores hjem på nettet, er det i hvert fald ikke en god idé at lade al kommunikationen gå gennem én centralenhed, og det er heller ikke nogen god idé ikke at kunne slå al smartheden fra.

 

Revet midt over?

Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.
Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.

I Information er der en artikel om situationen om de mange syriske flygtninge. FNs Flygtningehøjkommissariat foreslår nu at der skal laves et pilotprojekt, der skal sikre at flere europæiske medlemslande tager imod flere af flygtningene fra Syrien. Lige nu er det Sverige og Tyskland, der er de europæiske lande der tager imod langt de fleste syriske flygtninge.

Den danske regering er skeptisk over for dette. Men som altid overbydes de af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Han påpeger, at udspillet vidner om, at organisationer som FN ikke har forstået de enkelte europæiske staters flygtningesituation.

»Vi kan jo ikke blive ved med at tage imod flygtninge. Tag nu Danmark for eksempel, vores land er jo ved at blive revet midt over,« siger han.

Jeg bliver nødt til at sige dette igen: I Libanon er hver tredje indbygger lige nu flygtning fra Syrien. Danmark har taget imod lidt over 10.000 flygtninge fra Syrien. Det er specielt trist at læse dette citat, når man ved at selvsamme Martin Henriksen for få måneder siden har besøgt flygtningelejre for syriske flygtninge og dengang så at en flygtningelejr nu er den tredjestørste by i Jordan. Hvis Danmark er ved “at blive revet midt over” af 10.000 flygtninge, må Danmark være et sølle land. Og hvis der er et land, der er ved at blive revet midt over, er det Syrien.

Lidt længere nede kan man læse hvad der skal gøres ved den humanitære krise ifølge selvsamme politiker:

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at diskussionen om, hvordan EU skal tage imod flygtninge og fordele dem imellem staterne, bør få et andet fortegn.

»Man burde i stedet se på, hvordan vi undgår flygtninge frem for, hvordan vi tager imod dem« siger han.

Det handler kort og godt om ikke at få flygtninge hertil. En dag må der da være nogen borgerlige/socialdemokratiske/radikale politikere, der kan erklære sig åbent uenige i dette og sætte Martin Henriksen og hans kynisme på plads – eller er den tid forbi?  Igen vil jeg minde om at FNs flygtningehøjkommissær i sin tid var Poul Hartling, tidligere statsminister for Venstre.

En fredsring

Foto: Simon Skipper, Berlingske.
Foto: Simon Skipper, Berlingske.

Der er billeder, man ikke har lyst til at se igen: billeder af krig, lidelse, fornedrelse og dumhed. For en måned siden var der en masse billeder af den slags fra attentaterne i København, der kostede to mennesker livet. Men der er også billeder, der får mig til at tro på at der kan være et begrundet håb. Og de billeder vil jeg gerne vende tilbage til.  Berlingske bringer en billedserie, og billedet ovenfor er taget derfra. I dag er der gået præcis én måned siden attentaterne, og på denne dag var der en fredsring om synagogen i Krystalgade i København. Initiativet var taget af en dansk muslim. Og nej, jeg var der ikke, men jeg ville ønske at jeg havde været der. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på aftensang-arrangementerne i Nørresundby i 2000-2001, da beboerne på fredelig vis stod sammen om at bekæmpe nazisme.

Flere mennesker, jeg har mødt i årenes løb, var med i dag, kan jeg se. På billederne genkender jeg den legendariske fotograf Jacob Holdt, som for snart et årti siden gæstede to arrangementer i Aalborg jeg var med til at stå for, og Eva Hesse Lundström, som indtil for få år siden arbejdede ved Amnesty Internationals sekretariat. Yahya Hassan har jeg aldrig mødt – den skæggede mand, der taler til ham på billedet (og, kan jeg læse, roser ham for digtene), er far til Dan Uzan, det ene af de to ofre for attentaterne i København.

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret af Yahya Hassan, der i en alder af 19 år er en af vores mest velartikulerede og skarpe debattører og taler et usædvanligt rigt og præcist dansk i en tid, hvor alt for mange i medierne forfalder til sproglig dovenskab og fraværende argumentation. Mange politikere svarer ikke på noget som helst, men det gør Yahya Hassan. Det er en gave at have sproget i sin magt og at bruge det til noget godt.

En køn måde at programmere på

computer-girls11-388x550
En artikel fra Cosmopolitan fra 1967-

Lige for tiden prøver jeg at skrive en projektansøgning sammen med en række udenlandske kolleger. Den handler om typebaserede metoder til udvikling af bestemte slags software. Der er både nogle teoretiske overvejelser om typeteori (det er min boldgade) og noget om anvendelser (det er der andre, der er gode til). Men i opslaget står der at der skal laves en analyse af kønsspecifikke problemstillinger i forbindelse med opslaget. Her blev jeg først tavs – hvad har typeteori med kønsforskelle at gøre? Formodentlig ikke noget i sig selv, men der er noget andet at tænke over. Det havde jeg aldrig rigtig gjort, men jeg måtte se efter.

Og der er en køns-dimension. Der er forskningsresultater, der viser at kvinder og mænd bruger debugging-værktøjer forskelligt, når de programmerer.

En undersøgelse fra 2007 af kvinders og mænds programmerings-vaner foretaget af de tre amerikanske dataloger Laura Beckwith (der i dag bor i Danmark), Margaret Burnett og Susan Wiedebeck har afsløret at det handler om selvtillid. Hvis kvinder havde lav tiltro til at de kunne fuldføre en opgave (forskerne kalder dette for self-efficacy) brugte de ikke de muligheder, debugger-værktøjerne gav, og mange kvinder havde netop denne lavere tiltro til egne evner. Samtidig var kvinder mindre tilbøjelige end mænd til at tage brug af nye debugging-muligheder, som undersøgelsen stillede til rådighed – en af kvinderne fremførte at dette var fordi hun regnede med at det ville tage for lang tid at lære. Det interessante er at mænd og kvinder selvfølgelig (tør jeg godt sige) ikke udviste en signifikant forskel i hvor gode de var til at lære at bruge de nye muligheder.. Det er således vigtigt at huske at der ikke tale om dårligere begavelse hos det ene køn, men om konsekvenserne af at have lavere selvtillid. Kønsforskellene kommer fra de kønsroller, man som menneske bliver opdraget med. På et eller andet tidspunkt lærer mange kvinder desværre at tvivle mere på sig selv, mens mange mænd lærer ikke at gøre det.

En anden undersøgelse fra 2013 viser hvad kønnet har af betydning, når man programmerer parvis – kendt som pair programming. Forskerne undersøgte produktiviteten (hvor meget fejlfri kode der blev produceret) hos par, der var hhvs. mand/mand, mand/kvinde og kvinde/kvinde. Par hvor de to programmører var af hvert sit køn var dem, der klarede sig dårligst. Som resumeet nævner:

Additionally, the female participants particularly voiced gender-biased concerns about collaborating with male partners in doing the pair programming task.

Mit eget gæt er at de mandlige programmører i de blandede par havde en tendens til at strutte (jeg har tidligere skrevet om strutteri og hvad det kan føre med sig).

Vækstens ulighed og ulighedens vækst

Foto: Børsen.
Foto: Børsen.

The New Yorker har en lang og interessant artikel om social og økonomisk ulighed. Det er et emne, der med ujævne mellemrum dukker op i den politiske debat, og der er mange forsøg på at forklare hvor uligheden kommer fra og om den i det hele taget er et problem. I Danmark ser landets mest populære parti ulighed som en slags nødvendig dynamo for økonomisk vækst. I 2005 udtalte daværende socialminister Eva Kjer Hansen at uligheden i det danske samfund gerne måtte blive større.

Ni år senere sagde det populære partis politiske ordfører Inger Støjberg til DR Nyheder at

Den, der nu er kommet ud på arbejdsmarkedet, er jo med til at øge uligheden. Det kan godt være, det forøger uligheden i regnearket, men for det enkelte menneske er det jo super godt, og det er også godt for samfundet. Hvis det betyder, at flere mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet, så synes jeg ikke, ulighed er interessant, lød det fra Inger Støjberg.

Det interessante er at den amerikanske højrefløj faktisk lader til at være bekymret over uligheden i USA, selv om den også pointerer at uligheden bestemt ikke er dens skyld. I artiklen fra The New Yorker kan man se dette citat:

In January, at a forum sponsored by Freedom Partners (a free-market advocacy group with ties to the Koch brothers), the G.O.P. Presidential swains Ted Cruz, Rand Paul, and Marco Rubio battled over which of them disliked inequality more, agreeing only that its existence wasn’t their fault. “The top one per cent earn a higher share of our income, nationally, than any year since 1928,” Cruz said, drawing on the work of Saez and Piketty. Cruz went on, “I chuckle every time I hear Barack Obama or Hillary Clinton talk about income inequality, because it’s increased dramatically under their policies.”

Men det bliver ved snakken. Uligheden i USA er den højeste i den industrialiserede verden, og den er blevet mere udtalt i de seneste 50 år.

Det meste af artiklen i The New Yorker handler om aktuelle bøger om ulighedens vækst i USA: Den amerikanske sociolog Robert Putnams bog Our Kids: The American Dream in Crisis, der handler om hvordan voksende ulighed i de seneste 50 år har påvirket byen Port Clinton. Og Steve Frasers bog The Age of Acquiescence: The Life and Death of American Resistance to Organized Wealth and Power tager fat i hvordan kritikken af magt og rigdom ifølge ham er ved at forstumme. Og i Inequality: What Can Be Done? tager Anthony Atkinson bud på løsninger, der først og fremmest skal bryde den sociale arv.

Det er påfaldende for mig at der samtidig er så mange stemmer i den politiske debat i Danmark, der ser USA som et ideal for økonomisk udvikling og økonomisk politik og ulighed som et tegn på positiv dynamik.