Gymnasiedebatten som kampplads

gymnasiet

Fire borgerlige uddannelsesordførere, nemlig Peter Juel Jensen (V), Marie Krarup (DF), Merete Riisager (LA) og Daniel Rugholm (K), har en kronik i Politiken om de danske gymnasieuddannelser – de skelner ikke mellem dem, men hæfter sig ved at 74 procent af folkeskolens afgangselever nu vil tage en gymnasial uddannelse. Især hæfter de sig ved det de anser som det store problem, nemlig manglende karakterkrav for at komme i gymnasiet, og det de ser som afledte problemer af massegymnasiet, nemlig at mange der har en studentereksamen ikke kommer i gang med en videregående uddannelse og at omkring hver femte elev falder fra undervejs.

Jeg har ikke noget godt svar. Det store frafald er bestemt et problem, og der er så afgjort også en del andre problemer som er affødt af at de gymnasiale uddannelser er blevet så populære. Men jeg bemærker to ting. Kronikørerne skriver for det første

Når projektarbejde og tværfaglighed fylder for meget i gymnasiet, betyder det, at gymnasieeleverne ikke får tilstrækkelig tid til at få deres sprogkundskaber og naturfaglighed på plads.

Ordene “for meget ” gør denne formulering til en truisme. Det er ikke tydeligt (i hvert fald ikke for mig) hvorfor projektarbejde og tværfaglighed i sig selv skulle være en hindring for faglighed. Det kan lige så vel være måden, projektarbejde og tværfaglighed bliver realiseret på, der er problemet.

Kronikørerne henviser for andet til undersøgelser om hvordan eleverne med de dårligste folkeskolekarakterer klarer sig på gymnasieuddannelserne. Det er i sig selv godt, at der nu kommer et statistisk baseret argument frem. Men man bliver også nødt til at  finde ud af hvor meget karaktererne i folkeskolen betyder for succes i gymnasiet. Det er ikke nok at fokusere på eleverne med de laveste karakterer.

Og endelig synes jeg at det er et problem, at erhvervsuddannelserne igen først og fremmest bliver opfattet som uddannelserne for unge med dårlige karakterer:

Denne gruppe af unge er langt bedre tjent med at tage en anden uddannelse end det boglige og teoretiske gymnasium, f.eks. en af de mange og mere praksisorienterede faglige uddannelser som eksempelvis maskinarbejder, håndværker eller social- og sundhedshjælper. Her er der brug for dem, og her vil de ofte have bedre forudsætninger for at lykkes.

Desuden bemærker jeg, at man vil ændre taxametersystemet, men ikke afskaffe det.

Til gengæld er der i dag ingen belønning til gymnasierne for at forbedre elevernes faglige niveau og sikre, at eleverne rent faktisk bruger deres studieforberedende uddannelse til at studere videre. Det ønsker vi at lave om på. Derfor skal en taxameterreform være en del af fremtidens gymnasium. En taxameterreform skal også sikre, at der fremover er et bæredygtigt udbud af uddannelser over hele landet, så unge i hele Danmark fortsat kan få en gymnasial uddannelse, hvis de har kvalifikationerne til det.

Jeg er bestemt ikke nogen tilhænger af taxametersystemet, men min bekymring er at vi nu blot vil se at dette system blot vil blive justeret for at anspore uddannelsesinstitutionerne til at give højere karakterer, hvor det i dag handler om at få så mange til at gennemføre som muligt. Der er ikke nogen tale at give uddannelsesinstitutionerne bedre resurser, blot om at ændre styringsmekanismerne.

Og endelig er det interessant, at partier, der ofte har talt om valgfrihed som en værdi i sig selv, nu taler for at begrænse antallet af mulige valg i gymnasieskolen (ikke at jeg selv ser det store antal valgmuligheder i gymnasiet som en kvalitet!).

Det ærgerlige ved dette udspil fra de borgerlige er at også de først og fremmest blot bruger diskussionerne om de gymnasiale uddannelser som en slags kampplads.

Mig og pausekommaet

Et komma

I en verden, hvor mennesker dør i krig og naturkatastrofer, kan nogle problemer virke som bagateller. Tegnsætning er et af de bagatel-lignende problemer, men det optager mange mennesker. Selv jeg vil i dag skrive om emnet. Det er så godt om aldrig punktum og spørgsmålstegn der bekymrer debattører, men derimod kommaet.  I Politiken er der endnu et indlæg om kommatering,  denne gang af Ole Togeby, professor i nordiske sprog ved Aarhus Universitet.

I gamle dage var der to typer kommatering på dansk, det grammatiske komma og pausekommaet. I 1996 blev pausekommaet afskaffet og erstattet af enhedskommaet, og i 2004 blev enhedskommaet og det grammatiske komma erstattet af ét kommateringsprincip på dansk. Det er dette kommateringsprincip Ole Togeby opponerer imod.  Hans hovedargument er at den nuværende kommatering er svær at forstå og at lære, for princippet om brug af komma foran ledsætning kræver en stor grammatisk indsigt.

Jeg er helt enig. Selv har jeg aldrig fået lært det nuværende kommateringsprincip; i min gymnasietid gjorde min dansklærer en stor indsats for at lære klassen at sætte pausekomma, og det lykkedes for mig. Da jeg begyndte på universitetet måtte jeg lide den tort at få at vide af mine medstuderende at jeg satte for få kommaer. Jeg prøvede at forklare at jeg satte pausekomma, men det trængte ikke ind. Pausekommatering har altid været let for mig, muligvis fordi reglerne er så få og fordi det grundlæggende princip er enkelt: man skal i det store og hele kun sætte komma når det er strengt nødvendigt.

Da pausekommaet blev afskaffet i 1996 forsøgte jeg at gå over til grammatisk komma. Lykkedes det? Nej, ikke helt. Jeg har altid haft en fornemmelse af at jeg nu satte for mange kommaer. Stod det til mig skulle pausekommaet genindføres. Mange andre sprog anvender da også en form for pausekomma.

(Dette indlæg er skrevet ved brug af pausekomma.)

Et gryende oprør?

etandet

Den belgiske professor Paul Verhaeghe er en af dem, der for alvor har kritiseret den moderne universitetsverden, hvor konkurrence og kommercialisering går hånd i hånd, og demokratiet har trange kår. For nylig besøgte han Københavns Universitet, og i et interview med ham i Information kan man læse dette:

Hvis den neoliberale trend fortsætter på universiteterne, er de på vej mod at blive billige forskningscentre for multinationale virksomheder, fordi det offentlige spæder til eller blive opkøbt af private virksomheder, hvis eneste mål er at tjene penge.

»Vi er ikke så langt fra, som man skulle tro. I Dublin er der en institution, som simpelthen er blevet købt af et stort internationalt selskab,« fortæller Paul Verhaeghe og opfordrer universiteterne til at tage deres rolle i samfundet på sig og påtage sig en ledende rolle, når det gælder om at finde alternative måder at tænke vores samfund på.

Jeg har hørt lignende historier fra en person med tilknytning til både den akademiske verden og det private erhvervsliv om bl.a. hvordan Samsung købte et helt fysik-institut på et asiatisk universitet. Dette må siges at være den mest ekstreme udgave af virksomheders bud på ekstern finansiering – at købe dele af et universitet.

Også i Information kunne man i denne måned læse en kronik af Ulla Pierri Enevoldsen, der er studenterpræst ved RUC.

Også hun kommer med en voldsom kritik af den neoliberalistiske konkurrencestat. Bl.a. skriver hun

Hvis vores svar på spørgsmålet om livets mening og indhold er, at det er lig med at klare sig i konkurrencen og overleve i økonomisk forstand, så har vi svaret på livets forudsætning, men vel ikke på livets mål eller indhold eller – for dens sags skyld – de værdier og anskuelser, vi vil kæmpe og leve for?

Hvis vi kun har økonomiske svar på eksistentielle spørgsmål, så har vi som kultur ingen modstandskraft, så står vi blottede over for alle mulige udemokratiske ideologier og bevægelser, fordi vores tænkning og kritiske refleksion ikke er blevet fremmet og værdsat.

Det er som om der er ved at vokse en modreaktion frem mod det, der i alt for mange år har været god latin. Også i studenterinitiativet Et andet universitet er der kræfter i gang med at stille de nødvendige spørgsmål til det neoliberalistiske og udemokratiske konkurrenceuniversitet, der nu findes ikke kun i Danmark, men også i de fleste andre lande. Jeg kan mærke at der er mange rundt omkring der deler en grundlæggende utilfredshed med det moderne universitet. I en verden hvor målsætningen er blevet at en stor del af en ungdomsårgang skal tage en universitetsverden, kan denne diskussion ikke fremhæves nok!

Akademikernes Centralorganisation og Danske Studerendes Fællesråd er ikke ligeglade med tingenes tilstand, men nu må det være på tide at danne en paraplyorganisation for alle de mange initiativer.

Instrumentalister

instrumentalist-smith-olaoluwa-martins
“Instrumentalist”. Maleri af Smith Olaoluwa Martins.

I dag mødtes jeg med den adjunkt, jeg er institut-vejleder for i adjunktpædagogikum; den pædagogiske vejleder var der også. Vi tre kom hurtigt til at tale om det faktum at mange studerende på de videregående uddannelser er instrumentalister. Hermed mener jeg ikke, at de pågældende studerende er særligt musikalsk begavede (omend mange datalogistuderende konsekvent kalder knuder i en graf eller i et træ for noder).

Instrumentalisme er den holdning hos studerende (og elever) at alle de aktiviteter, man som studerende deltager i, først og fremmest er et middel til at nå et personligt mål – og det mål er som regel ikke et læringsmål. De aktiviteter, som instrumentalisten ikke opfatter som midler til at nå et mål som er vigtigt for instrumentalisten, bliver valgt fra. Og derfor er instrumentalister ofte også minimalister; hvis det personlige mål blot er at bestå, handler det som minimalist om at gøre så lidt som muligt for at nå dette mål.

Instrumentalister er en enorm kilde til ærgrelse og frustration hos undervisere, der holder af deres fag. Og det skyldes ikke mindst at instrumentalisterne har det med at fejlvurdere hvad deres personlige mål skal være og har det med at fejlvurdere hvad det er for midler, der kan føre til disse mål.

Nogle gange er fejlvurderingerne hos instrumentalister helt groteske. For nylig hørte jeg således et rygte om at en årsag til at usædvanligt mange studerende på datalogi og software dumpede i lineær algebra på 1. studieår i år, er at nogen havde givet dem den opfattelse at lineær algebra snart ville blive fjernet fra studieordningen! Og hvis dét var tilfældet, kunne det jo være at lineær algebra kunne blive erstattet med et andet fag, man så kunne tage senere!!

Også den berygtede “notatsyge” er noget, man støder på hos instrumentalister.

Men hvad skal man så gøre ved instrumentalisterne? Mit bud har været at man skal indrette sin undervisning på en sådan måde at instrumentalisterne bliver nødt til at gøre det, en dedikeret studerende ville gøre for klare sig godt – at læse lærebogen, tage notater, nedskrive refleksioner i en portfolio osv.  Hvis instrumentalisterne gør dette, vil de få en konkret belønning, som ikke “bare” er at bestå. Der kan være tale om reduktion i eksamenspensum, adgang til yderligere hjælpemidler osv. osv.

Den indvending, jeg så fik i dag, var denne: Hvis man gør alt dette i sin undervisning, kommer man meget nemt til at belønne instrumentalisterne. Det var jo ikke meningen.

Men stillet over for denne holdning vil jeg indvende at det bestemt heller ikke hjælper at benægte at instrumentalismen findes og er udbredt. Måske kan instrumentalismen bruges til gøre det af med sig selv. Og  i virkeligheden skal vi snarere tænke på den praksis, der tvinger instrumentalister til at gøre det, vi ved er det rigtige, som undervisning i god praksis. Samtidig skal vi også løbende fortælle alle de tragikomiske gyserhistorie om instrumentalismens mange faldgruber.

Det ironiske er at vi ender med at erstatte instrumentalismen med en slags “mod-instrumentalisme”, hvor vi fortæller instrumentalisterne at deres instrumentalisme ikke kan betale sig, men at vores kan!

Bekræftelse på at træde ind i teenagernes rækker

nadia1 nadia2

I dag blev Nadia konfirmeret. Min hustru havde lagt et stort arbejde i at planlægge festen for vores datter, og den blev da også rigtig vellykket. Jeg er slet ikke religiøs selv (det er Nadia faktisk heller ikke), men det hele var en særdeles god anledning til at mødes med familie og venner på Restaurant Skovbakken, der faktisk ligger midt i Aalborg Zoo inde bag cafeteriet. Samtidig mærker man meget tydeligt på sådan en mærkedag (måske er det derfor, det hedder en mærkedag?), hvordan tiden går – eller måske snarere flyver af sted.

Bådflygtninge før og nu

Vietnamesiske bådflygtninge, reddet af Clara Mærsk i 1975
Vietnamesiske bådflygtninge, reddet af Clara Mærsk i 1975. Foto: Truong Xuan Association

I dagens udgave af Information er der flere artikler om bådflygtninge. Her er en citatmosaik. Første citat er fra en grundig artikel af Sine Plambech fra Dansk Institut for Internationale Studier. Artiklen har særligt fokus på kvinder, der er bådflygtninge:

I havet på vej til EU og til Australien er den mest sandsynlige død for både mænd og kvinder drukning. På verdensplan vurderer IOM, at 75 procent af alle flygtninge og migranter, der omkommer på grænsen, omkommer på Middelhavet. Ruten er nu den dødeligste i verden. Men der er forholdmæssig stor kønsmæssig ulighed i dødstallene. I Middelhavet er kvinders risiko for at drukne 11 procent højere end mænds. Mellem Australien og Indonesien er kvinders risiko for at drukne 26 procent højere end mænds.

Andet citat er fra en klumme af Brendan O’Neill, der er redaktør på netmagasinet Spiked:

Hvad vi har her, er ikke en seriøs debat om grænsekontrol eller fri bevægelighed, men snarere et sammenstød mellem dem, der ønsker at dæmonisere indvandrere, og dem, der vil infantilisere dem. På den ene side de borgerlige politikere og højrepopulistiske klummeskribenter, der hænger indvandrerne eller deres rejseformidlere ud som onde og fordærvede. På den anden side den humanistiske venstrefløj og de humanitære ngo’er, der foretrækker at se dem som ofre, der har behov for redning og omsorg – bemærk blot Red Barnets ivrige fokus på bådbørn og »de emotionelle skader«, som de kan have fået.

Om det ligefrem er tilfældet, at de folk, jeg er enige med,  kun tænker på bådflygtninge som uselvstændige og børneagtige ofre, ved jeg ikke. Jeg håber og tror det ikke. Men det er påfaldende er at de eneste, der helt konsekvent tænker på flygtninge som selvstændigt handlende individer er alle dem, der er negative over for flygtninge og deres situation. De tænker på flygtninge som mennesker med ubehagelige og meget bevidste hensigter og motiver.

Det er samme forskel i opfattelsen, som man også står over for i mange andre sammenhænge i kampen for menneskerettighederne: Arbejder vi for dem, der får deres menneskerettigheder overtrådt, eller arbejder vi også sammen med dem? Og er de personer, der er blevet udsat for tortur, torturofre eller torturoverlevere? I Amnesty International vælger vi nu at arbejde sammen med rettighedshavere og at tale om torturoverlevere, netop for at komme væk fra det, der kan være et passiv-gørende perspektiv.

Første gang, jeg selv hørte om bådflygtninge, var omkring 1975, da mange vietnamesere flygtede i overfyldte både i tiden omkring afslutningen på Vietnamkrigen.  Nogle af de vietnamesiske bådflygtninge blev samlet op af danske skibe og fik asyl i Danmark. Dengang var Dansk Folkepartis forgænger, Fremskridtspartiet, voldsom modstander af at Danmark skulle tage imod bådflygtninge og så dem som en trussel. I dag, knap 40 år senere, har jeg haft kolleger og undervist studerende, der enten er oprindeligt vietnamesiske bådflygtninge eller har forældre, der var det.

Jeg tror på at vi bedre vil kunne se vore dages bådflygtninge som det, de er, og yde dem den medmenneskelighed, de fortjener, hvis vi husker på bådflygtningene, der kom hertil dengang i 1970’erne.

F-klubbens generalforsamling 1983

Dengang
Denne blogs forfatter, som han så ud for 31 år siden.

Finn Verner Jensen er, som jeg skrev om her før jul. netop nu i gang med at indsamle stemningsbilleder fra datalogiuddannelsens barndom i Aalborg – og dermed også fra matematikuddannelsens ditto. Her er mit bidrag.

Jeg begyndte på AUC, som det hed dengang, i 1982 – lige efter gymnasiet. Basisuddannelsen havde bestemt ikke været nogen stor oplevelse; alle vejledere var ingeniører og næsten alle andre studerende i min storgruppe ville være ingeniører. Ikke engang kurserne i matematik og datalogi blev varetaget af matematikere eller dataloger. Jeg havde glædet mig meget til omsider at komme i gang med at studere matematik, og jeg begyndte på Mat1, som det dengang hed, i september 1983. Vi var et lille hold på 3 projektgrupper; matematikstudiet i Aalborg har aldrig været præget af store hold. Men alligevel var nogle af de ældre studerende lidt bekymrede over de synlige tendenser til vækst: Dette var nemlig første gang, hvor listen over de studerende ikke kunne være på ét enkelt A4-ark uden at skulle nedkopieres.

Noget af det allerførste, jeg og de andre Mat 1’ere stiftede bekendtskab med på Strandvejen 19, var F-klubben; vi blev alle som én indrulleret i klubben og fik en grundig introduktion til dens traditioner, vaner og uvaner af de ældre studerende. Den første store tradition, jeg mødte, var F-klubbens generalforsamling der også dengang lå på “den tredje fredag”, tre uger inde i semestret.

De allerfleste studerende fulgte dengang samme forløb: Mat 1-3, så Dat 1-3 (enkelte stædige mennesker forsøgte sig med fysik, men skulle så leve i eksil på Pontoppidanstræde) og derefter enten Mat 4-6 eller Dat 4-6. Derfor var der også nogle meget veldefinerede traditioner til F-klubbens generalforsamling: Mat 1 skulle tage sig af maden, og Mat 3 skulle stå for underholdningen. De ældre studerende fik selvfølgelig alle os nye shanghajet til at gøre vores pligt.

Som man næsten kan regne ud af ordene “mad” og “underholdning”, var der heller ikke dengang så meget tale om en generalforsamling, som der var tale om en god undskyldning for at holde en fest. Det med maden var en udfordring, som vi desværre ikke var gode til at håndtere – dette var i min pure ungdom, før jeg blev vegetar og det der er værre/bedre, og før jeg begyndte at interessere mig for at lave mad selv. Det blev mig og Jan Daucke og Jens Christian Godskesen, der skulle stå for maden til generalforsamlingen. Praktiske som vi troede vi var, bestilte vi diner transportable hos en leverandør ude på Kastetvej, og der var bl.a. godt med kødpølse med. Så slap vi nemlig for at skulle lave noget som helst ud over at hente maden på dagen.

Selve generalforsamlingen havde en struktur, som man som nytilkommen kun kunne ane. Øllet kom på bordet allerede tidligt; det var det også dengang temmelig kedelige bryg ved navn Thor, men det forhindrede bestemt ikke nogen i at drikke det. Fra dagsordenen (for en sådan var der faktisk) er det især punktet om uddeling af næser, der står frisk i erindringen: En skægget datalogistuderende ved navn Kristian Grønborg Olesen, der i øvrigt var decentral studievejleder, havde engang (præcis hvornår fortabte sig i tågerne) sammen med sine medstuderende fået en næse for at tømme F-klubbens køleskab for øl en fredag eftermiddag. Ved denne generalforsamling holdt han en rehabiliteringstale i forsøg på at få næsen inddraget, men det skete ikke. Det var bestemt ikke sidste gang, jeg fik en sådan tale at høre fra Kristian.

Senere kom festen, og det ville nok være en overdrivelse at hævde at maden var en succes. Forekomsten af kødpølse var nok til at vi blev truet med at få en næse, og dét gjorde os Mat 1’ere noget utrygge. Senere kom underholdningen, og her kårede Mat 3 årets Miss F-sektor, der fik en plasticvikingehjelm med pligt til at bære samme. Årets Miss F-sektor 1983 blev en gnaven datalogistuderende iført grøn skjorte; han hed forresten Jan Stage. Af hjelmen kunne vi se at Miss F-sektor 1982 havde været Preben D. Vestergaard, som vi på det semester havde til analyse. Netop dét vakte en form for respektfyldt undren.

Resten af festen havde en lige så hemmelighedsfuld struktur (eller hvad man nu skal kalde det) som selve generalforsamlingen. Og stemningen blev også løftet behørigt og gav mig et første møde med den på én gang dekadente og studentikose omgangsform, jeg kom til at holde så meget af i dét, der for mig står som F-klubbens guldalder. De, der er ældre end mig, vil måske kalde det for sølvalderen, for alt var som bekendt bedre før i tiden. Og sandt er det da også, at jeg siden da har været til en del generalforsamlinger, men aldrig igen til én, der blot tilnærmelsesvis kan stå mål med den, hin dag i 1983.

Med årene ændrede tingene sig. Jan Daucke droppede ud året efter; forhåbentlig var det ikke på grund af kødpølsen. Jeg selv blev decentral studievejleder og vistnok også en vred ung idealist (i dag er det anderledes; jeg er ikke ung længere). I 1984 undgik jeg med nød og næppe at få en næse for kødpølsen, og i modsætning til visse andre har jeg i denne sammenhæng altid kunnet holde min sti ren.

At stå fast og at tænke over det

Tegning: Emre Orhun.
Tegning: Emre Orhun.

I sidste uge blev jeg færdig med Svend Brinkmanns anti-selvhjælpsbog Stå fast! Denne bog er en kritik af alle de mange mere eller mindre tydeligt formulerede krav om at mennesker altid skal være “omstillingsparate” (et af de største kvalmeord, jeg kender) og dermed altid klar til ændre sig selv for at tilpasse sig ydre forandringer. I dag er der faktisk en kronik i Information af Finn Wiedemann, der griber direkte fat i Svend Brinkmanns pointer.

Ofte bliver meditation set som redskabet, der skal gøre denne individuelle tilpasning mulig. Selv om jeg prøver at meditere regelmæssigt og har læst bøger om emnet, er det bestemt nødvendigt at forholde sig kritisk til alle de mange bud på et godt liv, der findes derude. Det er en interessant observation at der er uforholdsmæssigt mange selvhjælpsbøger derude; mon alle disse bøgers forfattere lever lykkelige liv? Jeg ved det ikke, men jeg tror det næppe.

Den kritisk/politiske dimension er da også meget fraværende i denne litteratur, og her er Brinkmanns insisteren på retten til at kritisere central. Man må gerne spørge, ja, man bør spørge hvorfor i al verden det dog er nødvendigt at omstille sig!

De bedste bøger om mindfulness (blandt andet Jon Kabat-Zinns bøger om emnet) erkender da også at den rent observerende tilgang har sine begrænsninger. Mindfulness giver et godt redskab til at blive opmærksom på og dermed bevidst om de følelser, man har, men selve refleksionen over og overblikket over hvad man så skal gøre, når man er blevet opmærksom på sine følelser og tanker, er ikke en del af mindfulness.

I mindfulness-meditation er målet at blive opmærksom på tankerne, men ikke at tænke på en bestemt måde eller at overveje noget bestemt. I stoisk meditation er det derimod en bevidst reflektion over bl.a. dagens hændelser, der er central.

Det, der yderligere er spændende ved Stå fast! er da også at bogen er den første danske indføring i stoisk filosofi som en hverdagspraksis, der netop kan gøre det muligt at reflektere over hvad det er, man skal gøre. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om stoicismen med udgangspunkt i den amerikanske filosof William Irvines bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy.

Undervisningens dag 2015

Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.
Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.

I dag var det igen tid til Undervisningens Dag på AAU. Jeg kunne kun deltage nogle få timer; om eftermiddagen skulle jeg til møde til Studienævn for datalogi. Sidste år var jeg med til at lave en workshop om flipped classroom; i år sad jeg som tilhører. Til gengæld var temaet for hele dagen anvendelser af IT i undervisningen. Fokus var i høj grad på konkrete anvendelser af konkret teknologi, men desværre ikke nær så meget på hvordan brugen af teknologi i undervisning skal understøtte læring. Der blev talt forbløffende meget om Google og Dropbox og Skype og Moodle osv., men ikke ret meget om hvordan vi kan bruge alle de mange teknologier sammen med den undervisningsform, vi har så gode erfaringer med – problemorienteret projektarbejde, hvor formativ evaluering er central i vejledningen og hvor vidensdeling konstruerer en fælles forståelse hos de studerende. Min egen brug af flipped classroom udsprang ikke af en glæde ved video-mediet, men af min fornemmelse af at det er vigtigt at flytte fokus væk fra forelæsningerne og over på de praksis-aktiviteter, der fremmer læring.

Jeg deltog i en enkelt workshop, der handler om e-portfolioer med fokus, helt i dagens ånd, på en teknologi, der understøtter e-portfolioer. Ideen med e-portfolioer er interessant, og jeg vil gerne prøve at inddrage den. Jeg skal først finde ud af hvordan jeg kan få de studerende til at bruge e-portfolioer til at dokumentere deres læring i kurser og hvordan og om disse portfolioer kan bruges i forbindelse med summativ evaluering, af mange kendt som eksamen. I projektarbejde tror jeg til gengæld at e-portfolioer kan blive en god måde at fastholde et projekts progression på.

Hovsa

hovsa

Dette skærmbillede ønsker ingen, der ejer en Mac, at se. I dag så jeg det igen. Her til morgen ville jeg læse mail, men efter et par minutter genstartede computeren spontant – eller rettede: den prøvede på det. Eneste resultat var en mappe med et spørgsmålstegn. På denne dag, hvor jeg skulle holde 4 vejledermøder, var min MacBook stået af. Jeg var rent ud sagt fortvivlet.

Da klokken var blevet 8, fik jeg ringet til IT-tjenesten på universitetet og en cykeltur senere var computeren afleveret. Desværre var ITS ikke sikker på hvor lang tid en reparation ville tage, men jeg måtte gerne låne en anden computer imens – men hvilken glæde har jeg af en Windows-pc hvis jeg skal tilgå mine filer fra en backup? Jeg kunne også konsultere det autoriserede værksted hos Humac og lade dem udføre reparation. Her fik jeg at vide at en garantireparation ville tage 7 arbejdsdage. Min eventuelle tilbageværende rest af glæde var nu definitivt fordampet.

I frokostpausen hoppede jeg på cyklen og kørte jeg ind til det lokale Nordjysk Computerservice, der ikke udfører garantireparationer, men har ydet fin service på min datters computer tidligere. Det tog dem et kvarter at reparere computeren; det var bare kablet mellem solid state-drevet og bundkortet, der var i stykker og skulle udskiftes. Udgift: 699 kroner, som jeg heldigvis har et annuum, der kan dække. Det er den slags penge, jeg helst ville kunne bruge til konferencedeltagelse, bøger osv.

Hvor var det en underlig historie. Dette burde kunne gøres bedre.