De 2000 begavede mennesker

Et billede fra Edge.org's middag i Seattle.
Et billede fra Edge.org’s middag i Seattle.

En af de sidste gange, Klaus Rifbjerg fik en del danskere op af stolene, var da han i Deadline på DR2 sidste år sagde dette (og det lød næsten helt Egon Olsen’sk):

Lidt groft sagt kan man sige, at der er 2.000 begavede mennesker i Danmark. Resten er dumme. Politisk dumme, menneskeligt dumme, uformående. Nogle styrvoltere.

Klippet kan man se hos DR. Mange blev sikkert oprørte over at få at vide at de ikke skulle være begavede. Sandsynligheden for at være med blandt de 2000 mennesker er nemlig lille – helt præcis 0,35 promille. Der er ingen der har lyst til at få at vide at de ikke er for kloge.

Jeg kom til at tænke på Rifbjergs udtalelse, da jeg så billeder fra Edge.org’s lukkede middag i Vancouver i Canada, der fandt sted den 18. marts i år.

Her var der Larry Page fra Google og Paul Allen fra Microsoft, der var Peter Gabriel, der var George Dyson, forfattere og filminstruktører og forskere fra MIT og andetsteds, der var manden bag TED, der var erhvervsfolk – og den danske arkitekt Bjarke Ingels. Det var kort og godt en samling mennesker, som John Brockman, der står bag Edge.org, havde lyst til at invitere. Efter alt at dømme en inspirerende samling mennesker og vel egentlig Brockmans bud på en slags elite.

Hvis man lytter ordentligt efter i interviewet, dækker Rifbjergs udtalelse om “begavelse”  egentlig over noget helt andet end at hylde en elite. Hans mål var tydeligvis ikke at indbyde til en slags middag som den i Seattle, men var derimod et ønske om at vi som mennesker vil reflektere over den verden, vi befinder os i, og vil tænke selvstændigt. Det handler ikke om akademiske kvalifikationer eller IQ. Jeg prøver ganske vist selv på at reflektere, men det er godt nok svært  – der er et hav af vaner og forventninger og kortsigtede drømme og angst for det ukendte at fare vild i. På en typisk, dårlig dag er jeg desværre helt enig med Klaus Rifbjerg.

(Og nej, det ser ikke ud som om guitaristen fra U2 var inviteret med hos Edge.org, ej heller Bono – heldigvis.)