Pyh

keep-calm-and-horizon-2020

Her til eftermiddag sendte jeg en ansøgning ind til EUs Horizon 2020-program på vegne af mig selv og 14 andre ansøgere. Hele processen begyndte sidste sommer, men det var først i december, at det hele tog fart. Det meste af i år har jeg brugt på denne ansøgning, der alt inklusive er på mere end 120 sider. Jeg har ingen illusioner om at få andet end et afslag; succesraten er 6 procent. Men det er nu alligevel rart at kunne ånde lettet op – og jeg har både kunnet holde eksisterende kontakter vedlige og skabe nogle nye derude i Europa. På dén måde er der trods alt kommet noget godt af det.

Men hvor er det underligt at skulle se tilbage på en periode på 3 måneder, hvor jeg slet ikke har forsket – men har brugt tiden på at skrive en ansøgning om midler, der skal gøre det muligt for mig at forske.

I 2013 skrev Bjørn Bredal en interessant klumme om de vilkår, man skal leve med som universitetsforsker i dagens Danmark. Den er (selvfølgelig) stadig aktuel. Der er en hel masse krav om at danne netværk og skrive ansøgninger og sælge sig selv. Er det anstrengende? Ja.