Det er ikke dit problem

polly

Det er ofte meget svært at forholde sig objektivt til de problemer, man selv har. Det føles straks lidt lettere, når der er tale om de problemer, andre mennesker har. Dette kalder de to canadiske psykologer Igor Grossman og Ethan Kross for Solomons paradoks – de undersøgte i et forsøg fra 2014 hvordan forsøgspersoner tog stilling til hypotetiske problemer om utroskab i et forhold, når det handlede om dem selv kontra i et forhold, hvor det ikke handlede om dem selv. Herefter blev forsøgspersonerne bedt om at svare på en række spørgsmål, der skulle undersøge hvor “vise” de havde været i deres refleksioner.  Hermed menes bl.a. hvor gode forsøgspersonerne var til at sætte sig i den andens sted og at finde frem til et kompromis. Der var en større grad af “visdom”, når forsøgspersonerne skulle tage stilling til et hypotetisk problem, der ikke handlede om dem selv.

Men Grossman og Kross undersøgte også, i hvilket omfang forsøgspersonerne kunne udvise “visdom”, hvis de beskrev deres eget problem i tredje person – dvs. at de i stedet for at tale om f.eks. at “jeg har været min kone utro” skulle sige at “han var været sin kone utro”. Og nu gik det pludselig meget bedre med at udvise forståelse og kompromis-villighed – bare ved at lade sproget skifte til tredje person.

Det lyder som en meget enkel og spændende øvelse – det er vel ikke en genvej til empati, men så alligevel: Man gør sig selv til Den Anden. Og samtidig viser dette noget om hvordan sproget (i hvert fald i nogle sammenhænge) kan påvirke vores tanker. Nogen burde lave et systematisk forsøg jer. Tænk f.eks. hvis politikere i en kommende valgkamp altid kun kunne omtale deres eget partis politiske mål, holdninger og kritik af politikere fra andre partier i tredje person.  Dét tror jeg faktisk gerne at jeg ville opleve.