F-klubbens generalforsamling 1983

Dengang
Denne blogs forfatter, som han så ud for 31 år siden.

Finn Verner Jensen er, som jeg skrev om her før jul. netop nu i gang med at indsamle stemningsbilleder fra datalogiuddannelsens barndom i Aalborg – og dermed også fra matematikuddannelsens ditto. Her er mit bidrag.

Jeg begyndte på AUC, som det hed dengang, i 1982 – lige efter gymnasiet. Basisuddannelsen havde bestemt ikke været nogen stor oplevelse; alle vejledere var ingeniører og næsten alle andre studerende i min storgruppe ville være ingeniører. Ikke engang kurserne i matematik og datalogi blev varetaget af matematikere eller dataloger. Jeg havde glædet mig meget til omsider at komme i gang med at studere matematik, og jeg begyndte på Mat1, som det dengang hed, i september 1983. Vi var et lille hold på 3 projektgrupper; matematikstudiet i Aalborg har aldrig været præget af store hold. Men alligevel var nogle af de ældre studerende lidt bekymrede over de synlige tendenser til vækst: Dette var nemlig første gang, hvor listen over de studerende ikke kunne være på ét enkelt A4-ark uden at skulle nedkopieres.

Noget af det allerførste, jeg og de andre Mat 1’ere stiftede bekendtskab med på Strandvejen 19, var F-klubben; vi blev alle som én indrulleret i klubben og fik en grundig introduktion til dens traditioner, vaner og uvaner af de ældre studerende. Den første store tradition, jeg mødte, var F-klubbens generalforsamling der også dengang lå på “den tredje fredag”, tre uger inde i semestret.

De allerfleste studerende fulgte dengang samme forløb: Mat 1-3, så Dat 1-3 (enkelte stædige mennesker forsøgte sig med fysik, men skulle så leve i eksil på Pontoppidanstræde) og derefter enten Mat 4-6 eller Dat 4-6. Derfor var der også nogle meget veldefinerede traditioner til F-klubbens generalforsamling: Mat 1 skulle tage sig af maden, og Mat 3 skulle stå for underholdningen. De ældre studerende fik selvfølgelig alle os nye shanghajet til at gøre vores pligt.

Som man næsten kan regne ud af ordene “mad” og “underholdning”, var der heller ikke dengang så meget tale om en generalforsamling, som der var tale om en god undskyldning for at holde en fest. Det med maden var en udfordring, som vi desværre ikke var gode til at håndtere – dette var i min pure ungdom, før jeg blev vegetar og det der er værre/bedre, og før jeg begyndte at interessere mig for at lave mad selv. Det blev mig og Jan Daucke og Jens Christian Godskesen, der skulle stå for maden til generalforsamlingen. Praktiske som vi troede vi var, bestilte vi diner transportable hos en leverandør ude på Kastetvej, og der var bl.a. godt med kødpølse med. Så slap vi nemlig for at skulle lave noget som helst ud over at hente maden på dagen.

Selve generalforsamlingen havde en struktur, som man som nytilkommen kun kunne ane. Øllet kom på bordet allerede tidligt; det var det også dengang temmelig kedelige bryg ved navn Thor, men det forhindrede bestemt ikke nogen i at drikke det. Fra dagsordenen (for en sådan var der faktisk) er det især punktet om uddeling af næser, der står frisk i erindringen: En skægget datalogistuderende ved navn Kristian Grønborg Olesen, der i øvrigt var decentral studievejleder, havde engang (præcis hvornår fortabte sig i tågerne) sammen med sine medstuderende fået en næse for at tømme F-klubbens køleskab for øl en fredag eftermiddag. Ved denne generalforsamling holdt han en rehabiliteringstale i forsøg på at få næsen inddraget, men det skete ikke. Det var bestemt ikke sidste gang, jeg fik en sådan tale at høre fra Kristian.

Senere kom festen, og det ville nok være en overdrivelse at hævde at maden var en succes. Forekomsten af kødpølse var nok til at vi blev truet med at få en næse, og dét gjorde os Mat 1’ere noget utrygge. Senere kom underholdningen, og her kårede Mat 3 årets Miss F-sektor, der fik en plasticvikingehjelm med pligt til at bære samme. Årets Miss F-sektor 1983 blev en gnaven datalogistuderende iført grøn skjorte; han hed forresten Jan Stage. Af hjelmen kunne vi se at Miss F-sektor 1982 havde været Preben D. Vestergaard, som vi på det semester havde til analyse. Netop dét vakte en form for respektfyldt undren.

Resten af festen havde en lige så hemmelighedsfuld struktur (eller hvad man nu skal kalde det) som selve generalforsamlingen. Og stemningen blev også løftet behørigt og gav mig et første møde med den på én gang dekadente og studentikose omgangsform, jeg kom til at holde så meget af i dét, der for mig står som F-klubbens guldalder. De, der er ældre end mig, vil måske kalde det for sølvalderen, for alt var som bekendt bedre før i tiden. Og sandt er det da også, at jeg siden da har været til en del generalforsamlinger, men aldrig igen til én, der blot tilnærmelsesvis kan stå mål med den, hin dag i 1983.

Med årene ændrede tingene sig. Jan Daucke droppede ud året efter; forhåbentlig var det ikke på grund af kødpølsen. Jeg selv blev decentral studievejleder og vistnok også en vred ung idealist (i dag er det anderledes; jeg er ikke ung længere). I 1984 undgik jeg med nød og næppe at få en næse for kødpølsen, og i modsætning til visse andre har jeg i denne sammenhæng altid kunnet holde min sti ren.

(Visited 49 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar