Bådflygtninge før og nu

Vietnamesiske bådflygtninge, reddet af Clara Mærsk i 1975
Vietnamesiske bådflygtninge, reddet af Clara Mærsk i 1975. Foto: Truong Xuan Association

I dagens udgave af Information er der flere artikler om bådflygtninge. Her er en citatmosaik. Første citat er fra en grundig artikel af Sine Plambech fra Dansk Institut for Internationale Studier. Artiklen har særligt fokus på kvinder, der er bådflygtninge:

I havet på vej til EU og til Australien er den mest sandsynlige død for både mænd og kvinder drukning. På verdensplan vurderer IOM, at 75 procent af alle flygtninge og migranter, der omkommer på grænsen, omkommer på Middelhavet. Ruten er nu den dødeligste i verden. Men der er forholdmæssig stor kønsmæssig ulighed i dødstallene. I Middelhavet er kvinders risiko for at drukne 11 procent højere end mænds. Mellem Australien og Indonesien er kvinders risiko for at drukne 26 procent højere end mænds.

Andet citat er fra en klumme af Brendan O’Neill, der er redaktør på netmagasinet Spiked:

Hvad vi har her, er ikke en seriøs debat om grænsekontrol eller fri bevægelighed, men snarere et sammenstød mellem dem, der ønsker at dæmonisere indvandrere, og dem, der vil infantilisere dem. På den ene side de borgerlige politikere og højrepopulistiske klummeskribenter, der hænger indvandrerne eller deres rejseformidlere ud som onde og fordærvede. På den anden side den humanistiske venstrefløj og de humanitære ngo’er, der foretrækker at se dem som ofre, der har behov for redning og omsorg – bemærk blot Red Barnets ivrige fokus på bådbørn og »de emotionelle skader«, som de kan have fået.

Om det ligefrem er tilfældet, at de folk, jeg er enige med,  kun tænker på bådflygtninge som uselvstændige og børneagtige ofre, ved jeg ikke. Jeg håber og tror det ikke. Men det er påfaldende er at de eneste, der helt konsekvent tænker på flygtninge som selvstændigt handlende individer er alle dem, der er negative over for flygtninge og deres situation. De tænker på flygtninge som mennesker med ubehagelige og meget bevidste hensigter og motiver.

Det er samme forskel i opfattelsen, som man også står over for i mange andre sammenhænge i kampen for menneskerettighederne: Arbejder vi for dem, der får deres menneskerettigheder overtrådt, eller arbejder vi også sammen med dem? Og er de personer, der er blevet udsat for tortur, torturofre eller torturoverlevere? I Amnesty International vælger vi nu at arbejde sammen med rettighedshavere og at tale om torturoverlevere, netop for at komme væk fra det, der kan være et passiv-gørende perspektiv.

Første gang, jeg selv hørte om bådflygtninge, var omkring 1975, da mange vietnamesere flygtede i overfyldte både i tiden omkring afslutningen på Vietnamkrigen.  Nogle af de vietnamesiske bådflygtninge blev samlet op af danske skibe og fik asyl i Danmark. Dengang var Dansk Folkepartis forgænger, Fremskridtspartiet, voldsom modstander af at Danmark skulle tage imod bådflygtninge og så dem som en trussel. I dag, knap 40 år senere, har jeg haft kolleger og undervist studerende, der enten er oprindeligt vietnamesiske bådflygtninge eller har forældre, der var det.

Jeg tror på at vi bedre vil kunne se vore dages bådflygtninge som det, de er, og yde dem den medmenneskelighed, de fortjener, hvis vi husker på bådflygtningene, der kom hertil dengang i 1970’erne.

(Visited 301 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar