Instrumentalister

instrumentalist-smith-olaoluwa-martins
“Instrumentalist”. Maleri af Smith Olaoluwa Martins.

I dag mødtes jeg med den adjunkt, jeg er institut-vejleder for i adjunktpædagogikum; den pædagogiske vejleder var der også. Vi tre kom hurtigt til at tale om det faktum at mange studerende på de videregående uddannelser er instrumentalister. Hermed mener jeg ikke, at de pågældende studerende er særligt musikalsk begavede (omend mange datalogistuderende konsekvent kalder knuder i en graf eller i et træ for noder).

Instrumentalisme er den holdning hos studerende (og elever) at alle de aktiviteter, man som studerende deltager i, først og fremmest er et middel til at nå et personligt mål – og det mål er som regel ikke et læringsmål. De aktiviteter, som instrumentalisten ikke opfatter som midler til at nå et mål som er vigtigt for instrumentalisten, bliver valgt fra. Og derfor er instrumentalister ofte også minimalister; hvis det personlige mål blot er at bestå, handler det som minimalist om at gøre så lidt som muligt for at nå dette mål.

Instrumentalister er en enorm kilde til ærgrelse og frustration hos undervisere, der holder af deres fag. Og det skyldes ikke mindst at instrumentalisterne har det med at fejlvurdere hvad deres personlige mål skal være og har det med at fejlvurdere hvad det er for midler, der kan føre til disse mål.

Nogle gange er fejlvurderingerne hos instrumentalister helt groteske. For nylig hørte jeg således et rygte om at en årsag til at usædvanligt mange studerende på datalogi og software dumpede i lineær algebra på 1. studieår i år, er at nogen havde givet dem den opfattelse at lineær algebra snart ville blive fjernet fra studieordningen! Og hvis dét var tilfældet, kunne det jo være at lineær algebra kunne blive erstattet med et andet fag, man så kunne tage senere!!

Også den berygtede “notatsyge” er noget, man støder på hos instrumentalister.

Men hvad skal man så gøre ved instrumentalisterne? Mit bud har været at man skal indrette sin undervisning på en sådan måde at instrumentalisterne bliver nødt til at gøre det, en dedikeret studerende ville gøre for klare sig godt – at læse lærebogen, tage notater, nedskrive refleksioner i en portfolio osv.  Hvis instrumentalisterne gør dette, vil de få en konkret belønning, som ikke “bare” er at bestå. Der kan være tale om reduktion i eksamenspensum, adgang til yderligere hjælpemidler osv. osv.

Den indvending, jeg så fik i dag, var denne: Hvis man gør alt dette i sin undervisning, kommer man meget nemt til at belønne instrumentalisterne. Det var jo ikke meningen.

Men stillet over for denne holdning vil jeg indvende at det bestemt heller ikke hjælper at benægte at instrumentalismen findes og er udbredt. Måske kan instrumentalismen bruges til gøre det af med sig selv. Og  i virkeligheden skal vi snarere tænke på den praksis, der tvinger instrumentalister til at gøre det, vi ved er det rigtige, som undervisning i god praksis. Samtidig skal vi også løbende fortælle alle de tragikomiske gyserhistorie om instrumentalismens mange faldgruber.

Det ironiske er at vi ender med at erstatte instrumentalismen med en slags “mod-instrumentalisme”, hvor vi fortæller instrumentalisterne at deres instrumentalisme ikke kan betale sig, men at vores kan!