Mig og pausekommaet

Et komma

I en verden, hvor mennesker dør i krig og naturkatastrofer, kan nogle problemer virke som bagateller. Tegnsætning er et af de bagatel-lignende problemer, men det optager mange mennesker. Selv jeg vil i dag skrive om emnet. Det er så godt om aldrig punktum og spørgsmålstegn der bekymrer debattører, men derimod kommaet.  I Politiken er der endnu et indlæg om kommatering,  denne gang af Ole Togeby, professor i nordiske sprog ved Aarhus Universitet.

I gamle dage var der to typer kommatering på dansk, det grammatiske komma og pausekommaet. I 1996 blev pausekommaet afskaffet og erstattet af enhedskommaet, og i 2004 blev enhedskommaet og det grammatiske komma erstattet af ét kommateringsprincip på dansk. Det er dette kommateringsprincip Ole Togeby opponerer imod.  Hans hovedargument er at den nuværende kommatering er svær at forstå og at lære, for princippet om brug af komma foran ledsætning kræver en stor grammatisk indsigt.

Jeg er helt enig. Selv har jeg aldrig fået lært det nuværende kommateringsprincip; i min gymnasietid gjorde min dansklærer en stor indsats for at lære klassen at sætte pausekomma, og det lykkedes for mig. Da jeg begyndte på universitetet måtte jeg lide den tort at få at vide af mine medstuderende at jeg satte for få kommaer. Jeg prøvede at forklare at jeg satte pausekomma, men det trængte ikke ind. Pausekommatering har altid været let for mig, muligvis fordi reglerne er så få og fordi det grundlæggende princip er enkelt: man skal i det store og hele kun sætte komma når det er strengt nødvendigt.

Da pausekommaet blev afskaffet i 1996 forsøgte jeg at gå over til grammatisk komma. Lykkedes det? Nej, ikke helt. Jeg har altid haft en fornemmelse af at jeg nu satte for mange kommaer. Stod det til mig skulle pausekommaet genindføres. Mange andre sprog anvender da også en form for pausekomma.

(Dette indlæg er skrevet ved brug af pausekomma.)

(Visited 534 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar