Gymnasiedebatten som kampplads

gymnasiet

Fire borgerlige uddannelsesordførere, nemlig Peter Juel Jensen (V), Marie Krarup (DF), Merete Riisager (LA) og Daniel Rugholm (K), har en kronik i Politiken om de danske gymnasieuddannelser – de skelner ikke mellem dem, men hæfter sig ved at 74 procent af folkeskolens afgangselever nu vil tage en gymnasial uddannelse. Især hæfter de sig ved det de anser som det store problem, nemlig manglende karakterkrav for at komme i gymnasiet, og det de ser som afledte problemer af massegymnasiet, nemlig at mange der har en studentereksamen ikke kommer i gang med en videregående uddannelse og at omkring hver femte elev falder fra undervejs.

Jeg har ikke noget godt svar. Det store frafald er bestemt et problem, og der er så afgjort også en del andre problemer som er affødt af at de gymnasiale uddannelser er blevet så populære. Men jeg bemærker to ting. Kronikørerne skriver for det første

Når projektarbejde og tværfaglighed fylder for meget i gymnasiet, betyder det, at gymnasieeleverne ikke får tilstrækkelig tid til at få deres sprogkundskaber og naturfaglighed på plads.

Ordene “for meget ” gør denne formulering til en truisme. Det er ikke tydeligt (i hvert fald ikke for mig) hvorfor projektarbejde og tværfaglighed i sig selv skulle være en hindring for faglighed. Det kan lige så vel være måden, projektarbejde og tværfaglighed bliver realiseret på, der er problemet.

Kronikørerne henviser for andet til undersøgelser om hvordan eleverne med de dårligste folkeskolekarakterer klarer sig på gymnasieuddannelserne. Det er i sig selv godt, at der nu kommer et statistisk baseret argument frem. Men man bliver også nødt til at  finde ud af hvor meget karaktererne i folkeskolen betyder for succes i gymnasiet. Det er ikke nok at fokusere på eleverne med de laveste karakterer.

Og endelig synes jeg at det er et problem, at erhvervsuddannelserne igen først og fremmest bliver opfattet som uddannelserne for unge med dårlige karakterer:

Denne gruppe af unge er langt bedre tjent med at tage en anden uddannelse end det boglige og teoretiske gymnasium, f.eks. en af de mange og mere praksisorienterede faglige uddannelser som eksempelvis maskinarbejder, håndværker eller social- og sundhedshjælper. Her er der brug for dem, og her vil de ofte have bedre forudsætninger for at lykkes.

Desuden bemærker jeg, at man vil ændre taxametersystemet, men ikke afskaffe det.

Til gengæld er der i dag ingen belønning til gymnasierne for at forbedre elevernes faglige niveau og sikre, at eleverne rent faktisk bruger deres studieforberedende uddannelse til at studere videre. Det ønsker vi at lave om på. Derfor skal en taxameterreform være en del af fremtidens gymnasium. En taxameterreform skal også sikre, at der fremover er et bæredygtigt udbud af uddannelser over hele landet, så unge i hele Danmark fortsat kan få en gymnasial uddannelse, hvis de har kvalifikationerne til det.

Jeg er bestemt ikke nogen tilhænger af taxametersystemet, men min bekymring er at vi nu blot vil se at dette system blot vil blive justeret for at anspore uddannelsesinstitutionerne til at give højere karakterer, hvor det i dag handler om at få så mange til at gennemføre som muligt. Der er ikke nogen tale at give uddannelsesinstitutionerne bedre resurser, blot om at ændre styringsmekanismerne.

Og endelig er det interessant, at partier, der ofte har talt om valgfrihed som en værdi i sig selv, nu taler for at begrænse antallet af mulige valg i gymnasieskolen (ikke at jeg selv ser det store antal valgmuligheder i gymnasiet som en kvalitet!).

Det ærgerlige ved dette udspil fra de borgerlige er at også de først og fremmest blot bruger diskussionerne om de gymnasiale uddannelser som en slags kampplads.

(Visited 42 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar