Livet efter magten og afmagten

cautH272 - step down

For et par år siden skrev jeg om hvad magten gør ved magthavernes måde at se sig selv og verden på.

I denne weekend er der en artikel i Information med interviews med nogle af de politikere, der ved dette valg forlader Folketinget. Flere af dem virker desillusionerede – socialdemokraten John Dyrby Paulsen er tydeligt skuffet over at han aldrig blev minister – men mest opsigtsvækkende er det at læse hvad Eyvind Vesselbo fra Venstre udtaler:

Og jeg tror, at jeg vil få større indflydelse uden for end inden for Christiansborg. Desuden synes jeg, at der er opstået en tendens til, at man bruger de svageste som syndebukke i den politiske debat. Og hvis man vil hjælpe nogle af dem, råber alle ’finansiering’ – hvor skal pengene komme fra. Der er ingen, der råber ’finansiering’, når vi skal købe 12 kampfly til milliarder af kroner.

Hvis Vesselbo havde sagt dette i sin storhedstid, var han blevet persona non grata i sit populære parti. Og samtidig med at han hævder at han var glad for sine år i Folketinget, er det påfaldende at han nu mener at han vil kunne få større indflydelse uden for politik! Lidt senere får  han endda sagt at topstyring er blevet langt mere udbredt.

Det er også tankevækkende at læse hans udgangsreplik.

– Kommer du tilbage?

»Nej. Jeg vil være en fri mand nu og kunne udtale mig frit. Så jeg vil ikke tilbage i osteklokken, hvor man bliver styret af andre. Jeg har været glad for at være i Folketinget, men jeg kommer ikke tilbage.«

Nogle tidligere politikere virker tydeligt lettede over at kunne slippe magten. Flere præsidenter har helt ændret status og udtrykt langt mere markante holdninger efter de gik af. Jimmy Carter og Mikhail Gorbatjov er tydelige eksempler. Andre, som f.eks. Tony Blair (der vel nærmest så sig selv som USAs vicepræsident) har ikke haft tilsvarende anfægtelser.

Min helt subjektive fornemmelse er derudover at især Vesselbo, men også flere af de andre interviewede, reagerer på det triste faktum at der i de fleste partier i Folketinget ikke er et egentligt internt demokrati og en begrænset ytringsfrihed, selv om de samme partier udtaler at de går ind for demokrati og ytringsfrihed.

Nytten af at tænke på døden

doedenogmoderen
Døden og moderen. Detalje af skulptur af Niels Hansen Jacobsen. Foto: Statens museum for kunst.

Mit sammenstød med en bil i tirsdags har fået mig til at tænke på min egen forgængelighed. Var jeg kørt 2 sekunder tidligere, kunne jeg sikkert ikke sidde her og skrive dette (med venstre hånd). Jeg ville være havnet under bilens hjul. Var jeg derimod kørt 2 sekunder senere, var jeg ikke blevet ramt af bilen, og det var blevet endnu en hverdag på arbejde. Helst ville jeg have haft, at det var gået sådan, men min nuværende tilstand er kun en lille krusning på en stor overflade. Jeg kender og har kendt folk, der ikke var så heldige som jeg har været.

Hjælper det at vi tænker på at vi skal dø? Nogle mennesker bliver tilsyneladende mere kyniske af det. Andre udviser større empati. i månederne efter terrorangrebene i USA i september 2001 oplevede man begge reaktioner.

Vi kan ikke undgå at tænke på at vi alle skal dø engang, men det må ikke blive en lammende tanke. Nogle vil sige at vi er nødt til det. I stoisk filosofi anbefaler man negativ visualisering, dvs. at man skal forestille sig at man mister sine kære. Da vil man bedre kunne forstå de faktiske hændelser, man kommer ud for i hverdagen. Denne tanke har fået fornyet interesse efter at der er opstået fornyet interesse for stoicisme. I USA er der nogle steder “dødssaloner” og “dødscafeer”, hvor man kan mødes med andre for at tale om sin egen dødelighed.

Der er en spændende lang artikel i The Atlantic om dette at vi skal forholde os til døden. Læs den.

Det gamle skilt

Fotografi den 29-05-15 kl. 13.06

For ikke så længe siden skrev jeg her om Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, der i dette forår kan fejre 50 års jubilæum, og jeg skrev om mit gamle ugle-badge, som jeg savnede fra gymnasietidens aktivisme. Niels Rohleder, der dengang var med i DGS’ bestyrelse og som siden har gjort sig særdeles heldigt bemærket som journalist, forfatter m.m.m., sendte mig sit reserve-badge mod at jeg lovede at bære det og blogge om det. Så det er hermed gjort. En stor tak til Niels for en kærkommen gave fra en fælles fortid – den glæder ekstra meget under en sygemelding.

Det gamle slogan Det gælder sammenhold er stadig helt relevant, og det ikke kun i gymnasieelevernes verden.

Set fra begge sider

Ben Barres, professor i neurobiologi ved Stanford.
Ben Barres, professor i neurobiologi ved Stanford.

Jeg faldt i denne uge over en interessant artikel fra 2006 om den amerikanske neurobiolog Ben Barres, der er professor i neurobiologi ved Stanford og i 1997 skiftede køn fra kvinde til mand. Som en af få forskere i verden har Barres dermed en særlig førstehåndsindsigt i hvordan forskere bliver set forskelligt ud fra hvilket køn de har. Det er ikke ligefrem beroligende læsning.

Ved at komme ind i mandeverdenen kunne Barres opleve forskellige groteske holdninger hos nogle mandlige forskere. En forskerkollega, der ikke kendte til Barres’ fortid som kvinde, sagde således engang, at “Ben Barres gav et rigtig godt seminar i dag men han er jo også en meget bedre forsker end sin søster”!! En anden kollega (der heller ikke kendte hans fortid som kvinde) udtalte at han aldrig var stødt på en kvindelig kirurg, der var lige så god som de bedste mænd!!

Jeg har som mand ikke nogen god indsigt i fordomme mod kvinder i mit eget forskermiljø, men blot fordi jeg ikke har hørt den slags groteske udtalelser selv, betyder det bestemt ikke at de ikke findes. Der bliver helt sikkert lukket en masse sexistisk vås ud i grupperum og til konferencer. Nogle gange vakler jeg mellem at ville vide hvor galt det egentlig er fat og mellem at ville bevare en illusion om mine medmennesker.

Valget

Det er bøvlet for mig at skrive ret meget mere end nogle få linjer, så her er et lille stykke spoken word om dagens muligvis vigtigste nyhed i Danmark. Valget falder i øvrigt på samme dag som Aarhus-mesterskaberne i poetry slam 2015.

Et dumt uheld

2015-05-26 13.23.37

I morges da jeg cyklede på vej ud til universitetet blev jeg indblandet i et tåbeligt færdselsuheld. Jeg så mig ikke for på en meget lidt trafikeret vej og blev påkørt af hvad der vel var morgenens eneste bilist. Jeg måtte en tur på skadestuen; her viste et røntgenfoto at jeg har fået et lille brud (en “lille ridse”, som lægen sagde) på højre albue og derfor skal have armen i slyng og samtidig skal være sygemeldt til og med mandag. Jeg humper lidt og min højre arm gør nas, men ellers er jeg mest lidt chokeret og meget lettet over at det trods alt ikke gik værre. Og så skriver jeg meget langsomt. Så måske bliver denne blog lidt kortfattet i nogle dage.

Men de skarpeste hjerner i de matematiske fag er alle venstrehåndede, så nu får jeg da prøvet hvordan dét er. Bare ærgerligt at Emacs og LaTeX er off limits så.

Tak til ham, der ringede til alarmcentralen og en stor undskyldning til den bilist, der var indblandet. Uheldet var alene min skyld.

Et tapet fra det ydre rum?

 

Fra artiklen Is bacteriophage φX174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence? af Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima
Fra artiklen Is bacteriophage φX174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence? af
Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima

En af de mest underlige ideer, jeg er stødt på inden for seriøs forskning, dukker op i artiklen  Is bacteriophage phi X174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence fra 1979. På det tidspunkt var der japanske mikrobiologer, der i ramme alvor troede at DNA-sekvensen fra en bakteriofag (en bestemt slags “bakteriespisende” virus) måske kunne indeholde et budskab fra en ekstraterrestrial civilisation.

Mankan bruge sammensatte tal med præcis to primfaktorer, dvs. naturlige tal på formen pq, hvor p[/math] og [latex]q er primtal, til at kode heltallige koordinater. På denne måde ville man kunne repræsentere information om et billede som en følge af naturlige tal. At primtalsfaktorisering så formodentlig er beregningsmæssigt træls er en anden snak. Dette var 1979, kompleksitetsteori var stadig forholdsvis ung og RSA-kryptosystemet var endnu kun to år gammelt. De to japanere, Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima, undersøgte så om DNA-sekvensen for bakteriofag φX174 DNA (eller rettere de overlappende codon’er i den) rummede denne slags information. Mere præcist gav de sig til at finde de steder, hvor der var overlappende codon’er hvis indeks var sammensatte tal med præcis to primfaktorer. Og herefter prøvede de at finde ud af om denne information mon kunne bruges til at læse billedinformation ud fra den videre DNA-sekvens. Det kunne de så ikke.

Abstract for artiklen lyder sådan:

The possibility that biological material may serve as a medium of extraterrestrial communication is discussed and DNA from bacteriophage phi X174 is investigated to determine whether such a message could be derived from it. It is speculated that advanced civilizations could manipulate viral or bacterial DNA so that its base sequence would carry a coded message in addition to specifying compounds necessary for survival and send a microorganism containing the message to a planet with conditions similar to those of the sending planet, where the microorganism would replicate. Two dimensional pictures were drawn of an overlapping gene section of phi X174 DNA using bases represented by four colors, and by digital systems according to chemical nature (purine or pyrimidine) or base pair. No significant patterns have been observed and other means of constructing pictorial arrays with other phage DNAs are planned.

Tre sådanne sammensatte tal er ikke ligefrem et langt budskab, og som resumeet ovenfor tydeligt indikerer, lykkedes det ikke at finde et mønster. Jeg kan ikke påstå at det undrer mig. Hvis en ekstraterrestrial civilisation var kvik nok til at kunne indsætte information i en DNA-sekvens, ville jeg også formode at den kendte til evolution og derfor ville vide at den uomgængelige konsekvens af evolution er at DNA-sekvensens information efterhånden vil ændre sig som generationerne går.  En DNA-sekvens placeret i en frit tilgængelig organisme er derfor et dårligt sted at gemme på evige budskaber!

Men hvorfor lige denne bakteriofag? Kun fordi den tilbage i 1979 var den eneste organisme hvis DNA-sekvens man havde fuldstændigt kendskab til. Dette tyder helt klart på at vi har at gøre med et eksempel på at man søger efter sammenhænge, der hvor man synes de skal være. På denne måde ligner det pareidolia, som er det psykologiske fænomen at vi kan “se ansigter” i et tilfældigt mønster i tapetet eller se en sky, der ligner Grønland. Selv om tapetet er fremstillet ved en veldefineret proces, er “ansigtet” i tapetet ikke til stede, og selv om skyer har bestemte strukturer, er det ikke det grønlandske turistbureau, der gør opmærksom på sig selv på denne måde.

 

John Nash er død

nash1

Jeg har netop læst at John Nash i går er omkommet i en bilulykke i USA sammen med sin hustru. Han ville være blevet 87 i næste måned. Mange blev opmærksomme på Nash gennem filmen A Beautiful Mind. Som i så mange andre film om matematik og matematikere (ikke at der er så mange igen) er fremstillingen af de matematiske emner ikke særligt imponerende, og også aspekter af Nash’s ægteskab er ikke korrekt skildret. Men filmen gav mig en vigtig indsigt i det at være skizofren – en af de potentielt mest invaliderende psykiske sygdomme, et menneske kan komme ud for. Og den viser at et menneske er meget mere den psykiske sygdom, han eller hun lider af.

I 1994 fik Nash Nobelprisen, og i år fik han Abel-prisen, der vel er matematikkens Nobelpris (undskyld til Fields-medaljetagerne). Denne pris fik han ikke for sit arbejde inden for spilteori, men for sine resultater om partielle differentialligninger. Det var da Nash var på vej hjem fra prisoverrækkelsen i Norge, at hans taxi forulykkede.

Nu er Nash ikke blandt os mere. Æret være hans minde.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

DGS' nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).
DGS’ nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).

I dette forår er det 50 år siden, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) blev stiftet, og jeg kan se at det har været fejret som det sig hør og bør. Jeg og andre kæmpede fra 1979 til 1982 en forgæves kamp for at få mit gymnasiums elevråd til at melde sig ind. Bortset fra en kort periode til sidst var jeg ikke selv med i elevrådet. De fleste elever på Fjerritslev Gymnasium var ligeglade med uddannelsespolitik, og en del var direkte modstandere af DGS. Den konkurrerende, noget mindre og noget mere borgerligt orienterede organisation hed GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation). Måske var de mest populære på mit gymnasium fordi de ikke brød sig om DGS.

Selv sad jeg altid lidt på sidelinjen i DGS sammen med Steen og Mie og Lærke og Britta og Finn og Jeppe og de andre, der også var med til at kæmpe den forgæves kamp i Fjerritslev. Nogle gange tog vi til landsmøder og repræsentantskabsmøder og mødte gymnasieelever fra resten af landet og blev inspireret. Nogle fandt sig en kæreste på den måde (jeg gjorde ikke). Det var en sjov og måske også lidt forvirret tid, hvor det var hip at lytte til Malurt og Kliché og at gå i anorak og at diskutere for og imod atomkraft.

De rigtig aktive i DGS var mest fra København og omegn, og forbløffende mange af dem var med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU); det var der ingen af os fra Fjerritslev, der var. Fra de år husker jeg især Bo Søby Kristensen, Tonny Johansen (den ene afløste den anden som formand og kæmpede efter sigende om at have de hvideste skjorter!), Niels Rohleder, Claus Piculell og Gorm Gunnarsen. Niels mødte jeg igen mange år senere, da han var blevet journalist på Information. Claus, som så afgjort var den af københavnerne, jeg kendte bedst, døde desværre for nogle måneder siden efter lang tids sygdom. Gorm lever til gengæld i bedste velgående, kan jeg se på Facebook – han er gymnasielærer og har endda tid til at være lokalpolitiker i København også. Ikke helt få politikere og journalister har i årenes løb indledt deres samfundsengagement netop i gymnasieelevernes bevægelse. Der var til gengæld ingen af os fra Fjerritslev, der endte i politik eller journalistik – med Cavlingpris-vinderen Jeppe Gaardboe som en væsentlig undtagelse. Fra Nordjylland husker jeg selvfølgelig Lars Hellerup (dengang fra Hasseris Gymnasium), der som en af de få nordjyder var med helt fremme dengang og som stadig bor i Aalborg og nu er bestyrer på Studenterhuset.

Jeg kan huske lange diskussioner om alt muligt, og jeg husker bl.a. en lang  landsmødediskussion om hvorvidt DGS skulle udtale sin støtte til kampen mod diktaturet i El Salvador. Det endte vi så med ikke at gøre, mest fordi det ikke rigtig havde så meget med gymnasiepolitik at gøre. De fleste af os (nok os alle) havde stor sympati for sagen. Til gengæld var det også i den tid, nogle havde havde en drøm om Operation Dagsværk – en drøm, der få år efter blev til virkelighed.  Kun små ånder som f.eks. Inger Støjberg (der selvfølgelig aldrig var med i DGS) syntes stadig, en del år senere, at ideen om at give en arbejdsdag til fordel for Det Globale Syd var noget, der burde bekæmpes.

Mit sidste minde om min tid i DGS er vemodigt. Jeg var nødt til at gå fra landsmødet i 1982 lidt inden afslutningen, fordi jeg skulle nå et tog nordpå – og det netop som Sidsel Stenbak var blevet valgt som foreningens nye formand/kvinde. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til et DGS-møde igen, for nogle få måneder senere skulle jeg afslutte gymnasiet. Dem, jeg havde været sammen med den weekend, så jeg ikke igen.

Ironisk nok var det DGS, der mange år senere var med til at kæmpe imod lukningen af mit gamle gymnasium, og jeg ved da også at stemningen inden da for længst var vendt i Fjerritslev til fordel for DGS. GLO havde opløst sig selv og gik ind i DGS. DKU var for længst blevet opløst efter Murens fald. Mit gamle gymnasium er der endnu. Gymnasieskolen er en anden, uddannelsessystemet forandret til ukendelighed og på mange måder bestemt ikke til det bedre. New Public Management og taxametermareridtet er kommet til.

DGS har vedholdende kæmpet imod en masse urimeligheder i de 50 år der er gået og har da også opnået resultater undervejs. Elevbevægelsen er rigtig vigtig.

Jeg ville gerne kunne vise jer det gamle logo med DGS-uglen fra dengang. Det var de år, hvor badges var hip. Men mit rød-hvide badge (det lykkedes mig at sælge nogle af dem til familien for en femmer stykket!) er desværre gået tabt for mange år siden. Og engang havde jeg også nogle sort-hvide fotos jeg tog til et landsmøde, men også de er desværre væk. Minderne har jeg til gengæld endnu.

Lad overforbruget tage skraldet

Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

I sidste uge fortalte jeg en god ven om det at skralde, dvs. at tage kasserede varer, her som regel fødevarer, fra supermarkeders affaldscontainere. Dygtige skraldere kan på den måde reducere deres madbudget betragteligt. Nogle af dem identificerer sig selv som freegans; de lever i det omfang de kan vegansk og undgår så vidt muligt at købe varer.

Nogle supermarkeder herhjemme accepterer slet ikke dette at skralde og overhælder de kasserede varer med blegemiddel eller lignende, så varerne bliver ubrugelige. Min ven udbrød: Hvorfor giver man dog ikke overskudsmaden til de fattige?

Det er et helt oplagt og naturligt spørgsmål. I nogle lande er der folkekøkkener, der udelukkende bruger overskudsmad. Et initiativ, der startede i USA , er  Food Not Bombs (i sig selv et dejligt slogan!), der tager imod overskudsmad fra butikker og bruger maden i folkekøkkener.

Nu kan jeg læse at man i Frankrig har vedtaget en lov, der gør der ulovligt for supermarkeder at destruere spiselige fødevarer på denne måde. Sådan en lov burde vi også have i Danmark.