Lydia Loveless og de andre

2015-05-09 22.55.43

Det var egentlig ikke meningen at jeg skulle af sted to gange i denne weekend. Men det endte med at jeg fik hørt den unge amerikanske sangerinde Lydia Loveless. Jeg kendte kun hendes album Indestructible Machine, som hun indspillede i 2011 som 20-årig. I aften fik jeg hørt hendes nye sange fra albummet Somewhere Else.  Det var en rigtig god oplevelse; musikken er country-rock og i live-sammenhæng er der tryk på “rock” – men med masser af twang  i Lydias country-vokal og med pedal steel, et instrument jeg holder meget af..  Der var desværre ikke så mange der var dukket op, men til sidst kom der yderligere et lille selskab til og de begyndte at danse. Dét var også på tide!

Bagefter fik jeg omsider købt Somewhere Else og fik snakket lidt både med bassisten Ben (som er gift med Lydia) og med Lydia selv (nogle amerikanere er usædvanligt små; min datter på 13 er et par hoveder højere!) og hørt lidt om deres underlige oplevelser med Göteborg-Frederikshavn-færgeruten.

Dette blev også aftenen hvor Bo fra The Seven Mile Journey fortalte mig om sine oplevelser med at spille ni udsolgte koncerter i Kina, og aftenen hvor jeg hørte de lokale The Devil’s Tiny Chains fremføre hvad der kun kan være en protestsang mod Egholm-motorvejen. Dette særdeles prisværdige initiativ blev desværre saboteret lidt af at sangen var på engelsk. Det er trods alt hverken David Cameron eller Barack Obama, der skal lægges pres på i denne sag. Jeg hjælper gerne med en dansk oversættelse!

Dig og dine Facebook-venner, der er som dig

fbpol

Nogle gange møder man den påstand at de sociale medier er fora, hvor mennesker med de samme holdninger og interesser klapper hinanden på skulderen og bekræfter hinanden, så de sociale medier derfor rent faktisk forhindrer mennesker i at mødes på tværs af forskelle.

I New York Times kan man læse en undersøgelse af mere end 10 millioner amerikanske brugeres adfærd på Facebook. Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark.

Men undersøgelsen viser noget andet: I gennemsnit er omkring 23 procent af en Facebook-brugers venner af en politisk holdning der er stik mod brugerens egne. Og i en Facebook-brugers feed er det 29 procent af indholdet, der giver udtryk for politiske holdninger der er modsat brugerens egne.

Når jeg tænker nærmere over det, er mine Facebook-venner da også et særdeles blandet klientel. Der er en del af mine Facebook-venner, jeg er meget enige med om det meste, andre som jeg er enige med om noget og også nogle jeg er særdeles uenig med (f.eks. en gammel skolekammerat fra indskolingen der nu synes om det kryptonazistiske “Danskernes Parti”). Og så er der rigtig mange af mine Facebook-venner, som jeg ikke aner om jeg er politisk enig eller uenig med – og jeg er ret beset også ligeglad. Nogle af af mine Facebook-venner som jeg er meget enig med, er faktisk folk jeg ikke kender uden for Facebook men som har henvendt sig til mig fordi de mente at vi var enige om mange ting.

Kan jeg lide at diskutere politik (eller andre holdninger) på de sociale medier? Jeg ved det ikke rigtig. Nogle gange er det mest anstrengende. De bedste meningsudvekslinger er dem, hvor man lærer at forstå modparten bedre. Om de sociale medier understøtter den slags kommunikation, ved jeg ikke rigtig. Og det er meget sjældent at en politisk diskussion flytter deltagernes holdninger væsentligt – faktisk kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste tidspunkt hvor det er sket for nogen, jeg kender. Hvorfor bruger vi så tid på at diskutere politik?