Lydia Loveless og de andre

2015-05-09 22.55.43

Det var egentlig ikke meningen at jeg skulle af sted to gange i denne weekend. Men det endte med at jeg fik hørt den unge amerikanske sangerinde Lydia Loveless. Jeg kendte kun hendes album Indestructible Machine, som hun indspillede i 2011 som 20-årig. I aften fik jeg hørt hendes nye sange fra albummet Somewhere Else.  Det var en rigtig god oplevelse; musikken er country-rock og i live-sammenhæng er der tryk på “rock” – men med masser af twang  i Lydias country-vokal og med pedal steel, et instrument jeg holder meget af..  Der var desværre ikke så mange der var dukket op, men til sidst kom der yderligere et lille selskab til og de begyndte at danse. Dét var også på tide!

Bagefter fik jeg omsider købt Somewhere Else og fik snakket lidt både med bassisten Ben (som er gift med Lydia) og med Lydia selv (nogle amerikanere er usædvanligt små; min datter på 13 er et par hoveder højere!) og hørt lidt om deres underlige oplevelser med Göteborg-Frederikshavn-færgeruten.

Dette blev også aftenen hvor Bo fra The Seven Mile Journey fortalte mig om sine oplevelser med at spille ni udsolgte koncerter i Kina, og aftenen hvor jeg hørte de lokale The Devil’s Tiny Chains fremføre hvad der kun kan være en protestsang mod Egholm-motorvejen. Dette særdeles prisværdige initiativ blev desværre saboteret lidt af at sangen var på engelsk. Det er trods alt hverken David Cameron eller Barack Obama, der skal lægges pres på i denne sag. Jeg hjælper gerne med en dansk oversættelse!

(Visited 50 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar