At se døden i øjnene

postmortem

Jeg kan huske hvordan vi i min skoletid kom til at snakke om det at se et dødt menneske. Nogle ganske få i klassen havde prøvet det. Det var først da min hustru mistede sin mor, at jeg så et dødt menneske. Jeg kan huske, at jeg havde det meget underligt med at se min døde svigermor og jeg ved at min hustru også gav udtryk for noget tilsvarende – hvilket bestemt ikke var overraskende. Året efter så jeg så min egen mor få timer efter at hun var død; i disse dage er det ved at være et år siden at hun gik bort. Jeg kan huske at det så ud som om hun havde et skævt smil.

Jeg kan desværre ikke påstå at det er blevet nemmere for mig at tænke på døden siden da. I det 19. århundrede var det helt anderledes holdninger der herskede i Europa og Nordamerika. Dengang var det ikke ualmindeligt at tage billeder af netop afdøde slægtninge, og måske var det nemmere at leve med døden i en tid hvor folkesundheden ikke var så god og børnedødeligheden højere. Jeg lægger da også mærke til at mange billeder af døde fra dengang netop er billeder af døde børn og unge.

Det kan næsten virke som upassende omgang med lig, når man ser de opstillede billeder fra den tid, hvor den døde nogle gange står oprejst eller er sat i en særlig stilling, men måske siger det mest noget om vores egen frygt for døden. Billedet ovenfor er fra http://www.viralnova.com/post-mortem-victorian-photographs/, hvor der er en samling af sådanne gamle fotos. Jeg kan ikke finde detaljer om billedet, men det er helt tydeligt at den unge kvinde på billedet er død; eksponeringstiden var lang og forældrene bevæger sig lidt, mens deres døde datter selvfølgelig er helt tyst.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere forkert føles det at jeg (og andre med mig) har så svært ved at se døden i øjnene. Jeg mener: Vil vi ikke gerne have at andre ser os når vi selv er døde og på den måde husker os?