Semesteret slutter snart

Calendar with Deadline Circled

Jeg er vejleder på 5 projekter i dette semester (hvis jeg var på SAMF, ville det være en lille vejledningsbelastning, men det synes jeg ikke det er for mig) på 4., 6., 8. og 10. semester, og i dag brugte jeg dagen på at mødes med alle grupper.  Der er nu kun ganske på uger til aflevering af projektrapporterne, og nogle gange er det som om både erkendelsesniveau og arbejdsbyrde vokser eksponentielt i løbet af disse sidste få uger af projektet. På den ene side er det tydeligt anstrengende for de studerende, på den anden side er det her, man som vejleder tydeligst opdager progressionen.

Og så er der også andre grupper på 4. semester som jeg ikke er vejleder for, men som har opdaget at jeg har skrevet en af lærebøgerne i Syntaks og semantik og derfor stiller mig spørgsmål  om anvendelsen af stoffet i deres projekt. Uden at forklejne evnerne hos kursusholderen i Syntaks og semantik er det da nok også mig som kender indholdet af netop denne bog bedst. Så pludselig har også jeg rigtig travlt.

Der er også i det nuværende semester tæt med kursusundervisning først i semesteret, men nogle foreslår af og til at man ville kunne presse projektarbejdet sammen på kortere tid og dele semesteret helt knivskarpt ind i en kursusdel og en projektdel. De første uger af semesteret virker altid en anelse underlige, når man er vejleder – de studerende er meget søgende. Det er især, men ikke kun, tilfældet på de lave semestre. Men jeg bliver efterhånden mere og mere overbevist om at den lange, søgende optakt både er nødvendig og god og at det faktisk kræver tid at få stoffet til at bundfælde sig. Problemanalyse kræver tid.

Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at det er de samme meget veldefinerede udfordringer, studerende står over i projekterne på det meget veldefinerede 4. semester (selv om jeg har blødt op på tingene ved ikke at have et projektkatalog), og jeg pusler med ideen om at lave en slags resursekatalog, som de studerende på kommende forløb af 4. semester måske vil kunne få glæde af. Eventuelt kunne kataloget indarbejdes i en ny udgave af min lærebog.

(Visited 56 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar