Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

DGS' nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).
DGS’ nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).

I dette forår er det 50 år siden, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) blev stiftet, og jeg kan se at det har været fejret som det sig hør og bør. Jeg og andre kæmpede fra 1979 til 1982 en forgæves kamp for at få mit gymnasiums elevråd til at melde sig ind. Bortset fra en kort periode til sidst var jeg ikke selv med i elevrådet. De fleste elever på Fjerritslev Gymnasium var ligeglade med uddannelsespolitik, og en del var direkte modstandere af DGS. Den konkurrerende, noget mindre og noget mere borgerligt orienterede organisation hed GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation). Måske var de mest populære på mit gymnasium fordi de ikke brød sig om DGS.

Selv sad jeg altid lidt på sidelinjen i DGS sammen med Steen og Mie og Lærke og Britta og Finn og Jeppe og de andre, der også var med til at kæmpe den forgæves kamp i Fjerritslev. Nogle gange tog vi til landsmøder og repræsentantskabsmøder og mødte gymnasieelever fra resten af landet og blev inspireret. Nogle fandt sig en kæreste på den måde (jeg gjorde ikke). Det var en sjov og måske også lidt forvirret tid, hvor det var hip at lytte til Malurt og Kliché og at gå i anorak og at diskutere for og imod atomkraft.

De rigtig aktive i DGS var mest fra København og omegn, og forbløffende mange af dem var med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU); det var der ingen af os fra Fjerritslev, der var. Fra de år husker jeg især Bo Søby Kristensen, Tonny Johansen (den ene afløste den anden som formand og kæmpede efter sigende om at have de hvideste skjorter!), Niels Rohleder, Claus Piculell og Gorm Gunnarsen. Niels mødte jeg igen mange år senere, da han var blevet journalist på Information. Claus, som så afgjort var den af københavnerne, jeg kendte bedst, døde desværre for nogle måneder siden efter lang tids sygdom. Gorm lever til gengæld i bedste velgående, kan jeg se på Facebook – han er gymnasielærer og har endda tid til at være lokalpolitiker i København også. Ikke helt få politikere og journalister har i årenes løb indledt deres samfundsengagement netop i gymnasieelevernes bevægelse. Der var til gengæld ingen af os fra Fjerritslev, der endte i politik eller journalistik – med Cavlingpris-vinderen Jeppe Gaardboe som en væsentlig undtagelse. Fra Nordjylland husker jeg selvfølgelig Lars Hellerup (dengang fra Hasseris Gymnasium), der som en af de få nordjyder var med helt fremme dengang og som stadig bor i Aalborg og nu er bestyrer på Studenterhuset.

Jeg kan huske lange diskussioner om alt muligt, og jeg husker bl.a. en lang  landsmødediskussion om hvorvidt DGS skulle udtale sin støtte til kampen mod diktaturet i El Salvador. Det endte vi så med ikke at gøre, mest fordi det ikke rigtig havde så meget med gymnasiepolitik at gøre. De fleste af os (nok os alle) havde stor sympati for sagen. Til gengæld var det også i den tid, nogle havde havde en drøm om Operation Dagsværk – en drøm, der få år efter blev til virkelighed.  Kun små ånder som f.eks. Inger Støjberg (der selvfølgelig aldrig var med i DGS) syntes stadig, en del år senere, at ideen om at give en arbejdsdag til fordel for Det Globale Syd var noget, der burde bekæmpes.

Mit sidste minde om min tid i DGS er vemodigt. Jeg var nødt til at gå fra landsmødet i 1982 lidt inden afslutningen, fordi jeg skulle nå et tog nordpå – og det netop som Sidsel Stenbak var blevet valgt som foreningens nye formand/kvinde. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til et DGS-møde igen, for nogle få måneder senere skulle jeg afslutte gymnasiet. Dem, jeg havde været sammen med den weekend, så jeg ikke igen.

Ironisk nok var det DGS, der mange år senere var med til at kæmpe imod lukningen af mit gamle gymnasium, og jeg ved da også at stemningen inden da for længst var vendt i Fjerritslev til fordel for DGS. GLO havde opløst sig selv og gik ind i DGS. DKU var for længst blevet opløst efter Murens fald. Mit gamle gymnasium er der endnu. Gymnasieskolen er en anden, uddannelsessystemet forandret til ukendelighed og på mange måder bestemt ikke til det bedre. New Public Management og taxametermareridtet er kommet til.

DGS har vedholdende kæmpet imod en masse urimeligheder i de 50 år der er gået og har da også opnået resultater undervejs. Elevbevægelsen er rigtig vigtig.

Jeg ville gerne kunne vise jer det gamle logo med DGS-uglen fra dengang. Det var de år, hvor badges var hip. Men mit rød-hvide badge (det lykkedes mig at sælge nogle af dem til familien for en femmer stykket!) er desværre gået tabt for mange år siden. Og engang havde jeg også nogle sort-hvide fotos jeg tog til et landsmøde, men også de er desværre væk. Minderne har jeg til gengæld endnu.

(Visited 135 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Danske Gymnasieelevers Sammenslutning”

Skriv et svar