En ny folkebevægelse?


I dag er der mange af mine Facebook-venner der deler en artikel om Svend Brinkmann, der er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Jeg har tidligere skrevet her om hans bog Stå fast.

»Den instrumentaliserede tankegang er noget, der i dag gennemsyrer stort set alt, uanset om vi taler politiske reformer eller folks almindelige hverdagsliv. Forholdet til vores venner, kærester og ægtefæller er i stigende grad instrumentaliseret. Vi opretholder forholdet til dem, så længe det er udviklende og berigende. Vennekredsen LinkedIn-ficeres og kaldes i stedet et »netværk«; noget, man kan mobilisere, hvis man gerne vil have succes,« siger han.

Mange af de forhold jeg brokker mig over på min brok (undskyld, jeg mener blog) er netop konsekvenser af denne instrumentaliserede tilgang. Det enkelte menneske er et instrument, der skal fremme vækst. Så derfor skal vi tidligt ud på arbejdsmarkedet og finde os et produktivt job – og forlade arbejdsmarkedet så sent som muligt. Naturen er et instrument, der skal fremme vækst. Derfor skal der være motorveje som kan bringe os hurtigere på arbejde. Det kan godt være at vi en dag kan nedbringe CO2-udslippet så vi kan redde planeten men først skal vi have skabt en masse vækst. Når studerende tænker strategisk og minimalistisk, er er fordi de tænker på deres uddannelse som et instrument der skal hjælpe dem til et job, hvor de selv kan blive et instrument der kan skabe vækst. Når jeg som universitetslærer vælger hvor jeg skal publicere og hvordan jeg skal agere, tænker jeg på mig selv som et instrument der skal fremme min egen karriere. I den anden ende af samfundet er flygtninge kun værd at tænke på hvis de udgør et instrument i form af nyttig arbejdskraft. I diskussionerne om sænkning af den kriminelle lavalder bruger vi først og fremmest argumenter der tager udgangspunkt i om det kan betale sig at sænke lavalderen. Dette gælder også modstandere som mig.

Det jeg spekulerer på nu er hvordan vi kan bekæmpe denne instrumentaliserede tankegang.

Det er formodentlig umuligt at gøre dette til et tema i den igangværende valgkamp. Det er reelt kun Enhedslisten og måske også Alternativet, der sætter spørgsmålstegn ved konkurrencestaten, og alle andre taler om — at skabe arbejdspladser og vækst.

Men jeg har aldrig hørt andre end administratorer og direktører og mennesker med succes prise konkurrencestatens idealer. Der må også være nogle derude der stemmer på partier som hylder den instrumentelle tankegang, men helt privat er kritiske over for denne ide og hvad den gør ved os. Her tænker jeg dem der stemmer på bl.a. Venstre og Liberal Alliance men også på dem der stemmer på Socialdemokraterne og Radikale, to partier, der helst ser sig selv som “progressive men ansvarlige”. Hvad de der stemmer på Dansk Folkeparti tænker om konkurrencestaten, ved jeg ikke, men mon ikke der er en følelse af utryghed over alt det nye (og ikke kun over “de fremmede”) hos dem? Hvad SF mener, tør jeg ikke gisne om.

Der har tidligere i historien været folkebevægelsen der samlede mennesker i en fælles modstand på tværs af partiskel; her tænker jeg på bl.a. bevægelsen mod atomkraft og på bevægelsen mod EF. Der må være basis for en lignende folkebevægelse mod konkurrencestaten, for den gør ikke ret mange af os ret lykkelige. Den skaber først og fremmest stress og kynisme og almindelig indskrænkethed. Konkurrencestaten kan ikke betale sig.