En sprække i magtfuldkommenheden

revne

Noget af det værste jeg ved (både i samfundsdebatten, i undervisning og i private sammenhænge) er mennesker der ikke lytter. Bevidst ikke-kommunikation gør noget ved mig, og især når den bevidste ikke-kommunikation kommer oppefra, fra magtens side. I Danmark behøver nemlig man ikke at anholde sin modstander, hvis man er magthaver; den mest anvendte intimideringsstrategi fra politikere og embedsmænd i vore dage er ikke at lytte og at tale ned. De fleste ministre og politikere med ministerambitioner bliver ufatteligt gode til ikke at svare. Den nuværende valgkamp er et regulært orgie af den slags, og aftenens partilederrunde på TV2 (som jeg prøvede at undgå at følge for meget med i af hensyn til min egen sjælefred) var ingen undtagelse.

Det er ikke bedre i universitetets ledelseslag; de seneste få års økonomiske krise hos os afslørede samme strategi hos ledelsen, der som de eneste ikke blev ramt af fyringer.

Min oplevelse er at politikere bliver dårligere og dårligere til at lytte jo tættere de kommer på magten og jo længere de har været i det politiske spil. Pia Olsen Dyhr blev således bemærkelsesværdigt god til at ignorere kritikken af de muligheder for overvågning, der ligger i aftaler som PIPA og ACTA, da hun var minister. Til gengæld har jeg faktisk oplevet lydhørhed hos nogle socialdemokratiske og borgerlige i starten af deres politiske karriere – men det var før de blev til dem de blev til.  Så blev de også gode ikke-svarere.

Men samtidig har de fleste magthavere deres små særheder, de ikke kan kontrollere midt i al magtfuldkommenheden. Lykke Friis stirrer og virrer, Karsten Lauritzen klæder sig som en gymnasieelev der vil være politiker, Mette Frederiksen TALER FOR HØJT osv. osv. De særheder bliver til sprækker i en magtfernis, og når sprækkerne viser sig, bliver det ret fristende at trække på smilebåndet i stedet for at prøve at argumentere mod den magthaver, der alligevel ikke svarer.

Det er vigtigt ikke at lægge sin egen kritiske sans på hylden, hvis der kommer nogen til magten, som man mener at kunne identificere sig med. Tværtimod er det på det tidspunkt lige så vigtigt at kunne tænke uafhængigt. Og det gælder uanset hvem der er tale om – herunder at magthaverne skal være kritiske over for sig selv og kunne være se deres egne sprækker og leve med dem. Det er modsætningen til magtfuldkommenhed. Men hvor mange magthavere er på den måde? Ikke mange.

(Visited 43 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar