En tale i dagens anledning

Jeg var blevet indbudt som repræsentant for Amnesty International til at holde en af talerne i dag ved en demonstration arrangeret af Aalborg for mangfoldighed. Anledningen til arrangementet var at det kryptofascistiske “Stop Islamiseringen af Danmark” på sin “demonstrationsturné” nu var nået til Aalborg. Blandt de andre talere var Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen,  rådmand Tina French fra Venstre og Per Clausen, der sidder i byrådet for Enhedslisten.

Herunder er min tale.

I lørdags fejrede vi mangfoldigheden ved Aalborg Pride. I dag står vi her igen og fejrer mangfoldigheden. Der er ikke fadøl og farver og vejret er kedeligt, og anledningen er en anden: Et andet sted i byen er der en tåbelig demonstration med tåbelige paroler og en rigtig ubehagelig bagtanke. Men formålet med at vi er her i dag er det samme som ved Aalborg Pride: At fejre mangfoldigheden og minde alle om at mangfoldigheden er kommet for at blive. Vi har ikke råd til at lade være.

Inden for de seneste år har vi i Amnesty International dokumenteret hvordan hadforbrydelser er en del af dagens uorden i Europa, og Danmark er ingen undtagelse. Mennesker bliver chikaneret og overfaldet og nogle gange endda slået ihjel fordi de er bøsser, lesbiske eller transpersoner eller fordi de er jøder eller fordi de er muslimer eller fordi de kommer fra et etnisk mindretal.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948 siger det meget klart: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Der er meget vide rammer for rettighederne. Man har lov til at dyrke sin religion og har lov til ikke at være religiøs. Der må ikke diskrimineres mellem mennesker på baggrund af deres etnicitet eller seksuelle orientering.

Menneskerettighedernegør det selvfølgelig i meget stor udstrækning muligt at have tåbelige synspunkter og at lave tåbelige demonstrationer med tåbelige paroler fulde af had og intolerance. Men menneskerettighederne gør det samtidig også muligt for os at sige at den slags intolerance er noget farligt pjat med tryk på farligt. Det er nemlig ikke intolerance eller snæversyn der står bag de fremskridt, der er sket i verdenshistorien. Det var ikke intolerancen der gav kvinder og tjenestefolk stemmeret. Det var ikke intolerancen der væltede Berlinmuren og fjernede apartheid. Det var tværtimod den holdning at alle mennesker skal være frie og lige i praksis, der skabte forandringerne.

Til gengæld er der masser af eksempler på hvordan had og intolerance har ført til krige og folkemord.

Mangfoldigheden er kommet for at blive. Faktisk har den altid været en del af samfundet, og i mange tilfælde er den også del af det enkelte menneske. Det kan jeg selv tale med om.

Det er blevet almindeligt acceptabelt at sige at man ikke er racist. Som regel bliver det brugt som en besværgelse, man kan komme med inden man giver udtryk for sine egne intolerante holdninger. Der er en masse ikke-racisme derude; det der er brug for er noget andet, nemlig antiracisme. Det er svært at være antiracist og at være tolerant, for man skal gøre op med sine egne fordomme og se på andre mennesker og se på sig selv. Men det er meget nødvendigt.

Vi kan ikke lukke os af fra omverdenen. Når vi i dag lever i en verden hvor millioner af mennesker flygter fra de steder i verden, hvor menneskerettighederne har det rigtig skidt, må vi ikke lukke os af fra omverdenen og sige at menneskerettighederne mest er til besvær. Vi har brug for et Danmark, der er en del af verden og vi har brug for en verden hvor vi anerkender at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. Vi har ikke råd til at lade være.

(Visited 37 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar