Stumper af en dag

spoergsmaal

Nogle dage har en klar konklusion, andre er fulde af modsætninger. Dagen i dag var sådan én – en modsætningsfyldt dag.

Juni er eksamenstid hos mig, og i denne uge har jeg haft tre projekteksaminer: et speciale og to grupper på datalogiuddannelsens 4. semester, hvor jeg også er semesterkoordinator. Censor på disse to eksaminer var Bent Bruun Kristensen som var vejleder for mig (og han var en god vejleder!) hele to gange dengang jeg selv studerende på datalogi. Det var Bent, der skrev under på at jeg kunne få min session udsat, husker jeg. Nu, 30 år senere, er Bent gået på pension men havde stadig tid og lyst til at være censor for mig. Det var godt at se ham igen. Begge eksaminer gik pænt;  det var en stor og vigtig dag for begge grupper, men de blev ikke overmandet af nervøsitet. Karaktererne fordelte sig lidt, sådan som det plejer at være tilfældet, og jeg blev endnu engang mindet om hvad det er en gruppebaseret projekteksamen kan: at være en eksamen og at være en afslutning på projektet, gruppens sidste møde med vejlederen, hvor alle parter lærer noget nyt om projektet og processen bag. Bagefter sad Bent og jeg over censorfrokosten i kantinen og talte om glæden ved at undervise og hvad forelæsninger kan og især ikke kan. Det var en god afslutning på denne uges eksaminer.

Bagefter, da jeg havde taget afsked med Bent, gik jeg op på mit kontor og prøvede at skrive på en artikel, jeg er i gang med – noget om uddannelsesforskning. Men inspirationen er ikke altid hvad den bør være når det bliver ud på eftermiddagen en fredag. Og netop da tikkede nyheden ind på min telefons nyheds-app: at der havde været hele tre terrorangreb mens jeg havde holdt eksamen. En mand var blevet halshugget i Frankrig, 27 turister var blevet skudt i Tunesien (senere viste det sig at være 37) og 8 mennesker var blevet dræbt under bøn i en moské i Kuwait. I sådan en situation opdager jeg at der er noget, der er stort og svært at håndtere. Min fornemmelse af ro efter eksamen var med ét helt væk og afløst af en blanding af afmagt og vrede. Nu var det umuligt for mig at lave mere, og til sidst tog jeg hjem.

Jeg har stadig ikke noget godt bud på hvordan man bedst kan reagere i denne slags situationer. Man kan ikke være ligeglad, men man kan heller intet gøre. Det er helt oplagt at dagens hændelser ikke påvirker min umiddelbare hverdag, men jeg ved også at de påvirker bestemte andre mennesker meget voldsomt – og jeg huskede med det samme at jeg selv har holdt ferie i Sousse i Tunesien, dér hvor 37 mennesker blev myrdet af terrorister i dag.

(Visited 49 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar