Det ensomste job

auditorium

Jeg er blevet indbudt til at deltage i en dansk konference, der finder sted i efteråret. Den handler om hvordan man i en akademisk karriere kan inddrage undervisningskompetencer bedre.

Det er lidt underligt at den aktivitet som mange universitetslærere bruger tæt på halvdelen af deres tid og er ansat til at tage sig at, ikke er karrierefremmende. Det er publikationer og eksterne forskningsbevillinger, der tæller. God undervisning er ikke et minus, men det er heller ikke på nogen måder afgørende. Man kan ikke blive f.eks. lektor eller professor fordi man underviser godt, men en underviser der forsker godt, men får dårlige evalueringer af sin undervisning, kan opnå stor hæder. Jeg har kendskab til universitetsforskere, der er af den holdning at de der lægger megen vægt på undervisning samtidig er dem, der har “de mest latterlige forskningsresultater”.  Den pågældende forsker, der udtalte dette, har i øvrigt stor succes med sin forskning, både hvad angår publikationer og bevillinger.

Men hvorfor er det egentlig sådan? I seneste nummer af Communications of the ACM skriver Mark Guzdial om netop dette. Og han henviser til en bog af Lee Shulman: Teaching as Community Property: Putting an End to Pedagogical Solitude. Shulman hæfter sig ved at det kan være meget ensomt at være underviser. Vi ved ikke hvordan vore kolleger underviser, og hvis vi taler med andre om vores undervisning er det ofte, når vi skal bede dem om råd. Måske skal vi overtage en kursusaktivitet, eller måske har vi en vejledningsopgave der volder os problemer af den ene eller den anden grund.

Det er helt anderledes med forskning. Forskere er altid del af et fællesskab, og i fællesskabet oplever vi hinanden og bedømmer hinanden. De personer, der ikke er del af et fællesskab, får typisk status af at være crackpots.

Undervisning er derimod en privat sag, hvor underviseren formidler faget til personer, der ikke er underviserens ligemand/kvinde. Og den bedømmelse af undervisningen, der finder sted, er aldrig en bedømmelse foretaget af personer fra samme fællesskab. Nogle gange kan underviserrollen være det ensomste job, og i universitetsverdenen er der ofte den indstilling at undervisning er ukompliceret, fordi det faglige indhold er mere eller mindre elementært. Derfor bliver det ofte også tabubelagt at tale om sin undervisning – kan man virkelig ikke finde ud af at klare den slags selv?

Hvis der skal være en anderledes opfattelse af undervisningens rolle i en akademisk karriere, er vi nødt til at gøre op med denne ensomhed. Guzdial gør sig til talsmand for den holdning at undervisning skal være en fælles sag og at det fælles ansvar skal gå på tværs af de enkelte aktiviteter.  Hans afsluttende bemærkninger er slet ikke så specifikke for datalogi, som det  ser ud – de bør gælde for alle fag:

Computer science could adopt a perspective of teaching as community property. We could work together to improve learning within computing programs and to improve our teaching. We might make progress on addressing some of our education challenges using this change in perspective. For example, viewing teaching as community property makes it easier to share and develop pedagogical content knowledge, which can improve our ability to support diversity in our classes (see article here). As Turing Awardee Alan Kay put it, “A change in perspective is worth 80 IQ points.”

(Visited 74 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar